Stening er også symbolpolitik

Professor Jørgen S. Nielsen forklarer, hvordan stening blev en del af islam, og hvorfor kun få muslimer vil udtale sig om straffeformen

Jørgen S. Nielsen er leder for Center for Europæisk Islamisk Tænkning på Københavns Universitet.
Jørgen S. Nielsen er leder for Center for Europæisk Islamisk Tænkning på Københavns Universitet. Foto: Kristian Linnemann.

Der er ikke enighed blandt muslimer om stening, en straffeform, som kun er implementeret i få lande, hvor islam er den største religion – blandt andet i Iran og Saudi-Arabien. Alligevel har det været umuligt at finde en dansk muslim, der vil redegøre for sin holdning til stening til denne artikel. Derfor har Kristeligt Dagblad spurgt professor Jørgen S. Nielsen, der leder Center for Europæisk Islamisk Tænkning på Københavns Universitet om, hvorfor det som muslim er så svært at udtale sig om stening.

Stening som straf står jo ikke i Koranen, men i hadith – profetens praksis. Hvorfor kan man som muslim så ikke fortolke straffen som unødvendig?

Det er der også muslimer, der gør. Tariq Ramadan (forfatter til "At være en europæisk muslim") sagde i et dobbeltinterview med den franske præsident Nicolas Sarkozy, mens denne stadig var indenrigsminister, at han mente, at stening skulle omfattes af et moratorium. Altså et stop for stening som straffeform, som han ikke definerede længden på. Et stop er ikke en usædvanlig politik. Og i Tyrkiet er der institutionelle forsøg på en modernisering af hadith-forståelsen. Det arbejde ledes af den nye direktør for det statslige Diyanet (som betyder fromhed), som blandt andet organiserer udsendelse af imamer fra Tyrkiet. Men stening bruges også i muslimske samfund, for eksempel under den tidligere pakistanske præsident Zia ul-Haq i 1970'erne, til at markere en re-islamisering af et samfund. Så man så at sige tager stening, polygami og håndsafhugning for tyveri op igen, fordi det netop er de elementer, man fordømmes for.

Men hvilken betydning har hadith?

For nogle sunnimuslimer er der især to samlinger af hadith, som regnes for så autentiske, at de står på linje med Koranen. Og her kan det blive et problem for omfortolkninger af Koranen, at den fortolkes gennem hadith og på den måde får en slags myndighed over Koranen. Steningen oprinder fra et jødisk tilfælde i Medina, hvortil profeten Muhammed flygtede fra Mekka. Her var et par blevet anklaget for utroskab og skulle stenes. Muhammeds "disciple" appellerede til profeten om, hvorvidt den straf også var gældende i islam, og det bekræftede han på en måde, som betød, at den gamle jødiske lov også gjaldt for muslimer. Men i et andet tilfælde, beskrevet i hadith, tiggede og bad Muhammed en kvinde om ikke at tilstå utroskab de fire gange, der er krævet, for at steningen skulle udføres. Det gjorde hun alligevel.

Er der ingen, der forsøger moderne fortolkninger alligevel?

Jo. Der er moderne tolkere, og de skal oftest findes i Vesten. Du kan også finde muslimer i Danmark, som ikke går ind for stening. Men det siger de meget sjældent højt. Og når stening samt polygami er blevet en slags symboler for islam, som blandt andet anti-islamister bruger, går de automatisk i forsvarsstilling for religionen. Derimod har muslimer i Danmark slet ikke samme problem med at udtrykke afsky for, at en 20-årig koran-lærer bliver islamisk – men ikke juridisk – gift med en 15-årig. Det er ikke på samme måde en del af symbolpolitikken.

benteclausen@k.dk