Transport af døde vækker harme

Præster, bedemænd og borgere i Silkeborg er utilfredse med regionsforslag om, at afdøde fremover skal køres 35 kilometer væk, selvom byen har et velfungerende sygehuskapel

Fremover skal sygehuskapellet i Silkeborg være forbeholdt de folk, der afgår ved døden under indlæggelse. Andre afdøde skal derimod køres til sygehuskapellet i Viborg, der ligger 35 kilometer væk. Men det vækker kritik. Modelfoto
Fremover skal sygehuskapellet i Silkeborg være forbeholdt de folk, der afgår ved døden under indlæggelse. Andre afdøde skal derimod køres til sygehuskapellet i Viborg, der ligger 35 kilometer væk. Men det vækker kritik. Modelfoto. Foto: Polfoto.

Det sker hver gang, når en kvinde findes død i sit hjem. Når en ældre beboer på et plejehjem sover stille ind. Eller en mand falder om med hjertestop på gaden.

Hver gang er de afdøde i Silkeborg blevet kørt til kapellet på sygehuset i Silkeborg, hvor kapelassistenter tager imod. Her sørger de blandt andet for, at de afdøde bliver soigneret, ligger fint og er klar til, at de efterladte kan komme hen på kapellet for at tage afsked. Ofte op til flere gange.

Men den praksis skal ifølge et forslag fra sygehusledelsen i Hospitalsenhed Midt ændres. Fremover skal sygehuskapellet i Silkeborg være forbeholdt de folk, der afgår ved døden under indlæggelse. Andre afdøde skal derimod køres til sygehuskapellet i Viborg, der ligger 35 kilometer væk.

”Det handler om at give de pårørende et bedre forløb. Det at tage hånd om de efterladte er en opgave, der kræver specielle kompetencer, som vi råder over i Viborg. Blandt andet i form af akutsygeplejersker og adgang til de nødvendige digitale systemer. Det er en specialiseret opgave at tage imod de afdøde, og ligesom vi i dag må køre længere til hospitaler på grund af øget specialisering inden for andre områder, så gælder det også denne opgave,” forklarer hospitalsdirektør Lars Dahl Pedersen, Hospitalsenhed Midt.

Det argument vækker ikke umiddelbart genklang i Silkeborg. I den lokale Midtjyllands Avis har der været flere vrede læserbreve og artikler med uforstående brugere af kapellet i Silkeborg, der ifølge de lokale borgere har fungeret upåklageligt.

Og sammen med en række af byens bedemænd og provst Jakob Nissen har sogne- og sygehuspræst Anette Kortegaard sendt et åbent brev til regionsrådsmedlemmerne i Region Midtjylland, hvor de appellerer til, at politikerne bevarer alle funktionerne på det lokale sygehuskapel.

”For mig at se handler det at tage sig af en afdød og de pårørende meget mere om menneskelige egenskaber som opmærksomhed, nærhed og nænsomhed. Og den har altid været til stede på kapellet. Så jeg køber ganske enkelt ikke argumentet omkring specialiseringen,” siger Anette Kortegaard og fortsætter:

”Det her forslag har i den grad en ubehagelig kassetænkning over sig, hvor man helt glemmer den særligt sårbare situation, som de efterladte står i, når en af deres kære dør. En situation, hvor man har behov for, at tingene foregår i et værdigt samlet forløb frem mod begravelsen. Nu skal de i stedet til at tænke på transport af den afdøde til en anden by og retur, samtidig med at de så ovenikøbet får en regning på op mod 2000 kroner for køreturen.”

De mange protester fra borgerne i Silkeborg har nu også fået formanden for regionens hospitalsudvalg, Anders Kühnau (S) til at ændre holdning.

På et gruppemøde i mandags besluttede Socialdemokraterne i region Midtjylland derfor at bede om at få forslaget trukket tilbage ved næste møde i udvalget, den 7. november.

”Vi mente jo selv, at det var et tilbud om bedre service, der var blevet fremlagt. Men når de nu ikke er interesserede i det, hvorfor skulle vi så gøre det. Borgerne vil hellere beholde det tilbud, de har. Så skal vi da ikke tvinge noget andet igennem,” forklarer Anders Kühnau, der forventer, at resten af sygehusudvalget følger hans indstilling.