Der er en helt særlig trøst at hente i påsken for de kristne, der stadig bor i Syrien. I disse dage kan de spejle deres egne lidelser under den fem år lange borgerkrig i Jesu egen lidelseshistorie.
”Vi ser altid frem til genopstandelsesugen. Vi føler, at det er en tid, hvor Jesus lider med os,” siger præsten Haroutune Selimian, der er leder af det armensk-evangeliske samfund i den syriske storby Aleppo.
Men kristendommen rummer mere end blot en trøst. Den er også en opfordring til de syriske kristne om at holde ud i prøvelserne, mener han.
”Da Jesus blev fristet i ørkenen, overlod han ikke ørkenen til Satan. Han blev i ørkenen, selvom det var svært. I dag er det os, der bliver fristet til at forlade vores land,” siger Haroutune Selimian.
Dermed lægger han sig i forlængelse af en række andre kirkeledere i Syrien, der i længere tid har opfordret kristne til at blive i landet. Samme budskab har den seneste tid lydt fra ledere af andre kirkeretninger i Syrien. Blandt andre har den kaldæiske biskop over Aleppo, Antoine Audo, samt ærkebiskoppen over Aleppo for den melkitiske kirke, Jean-Clément Jeanbart, advaret om konsekvenserne af den store, kristne udvandring og kritiseret vestlige lande for at have for åbne grænser.
Sidste år sendte den melkitiske patriark, Gregorious III, en rundskrivelse til syriske menigheder, hvor han decideret bønfaldt unge kristne om at blive i landet og advarede om, at en ”tsunami af kristen udvandring” var ved at udhule kirken.
Haroutune Selimian beskriver tilværelsen i Aleppo som noget, der minder om helvede. Her mærker de ikke meget til den nuværende våbenhvile, understreger han.
Byen er opdelt mellem oprørere, regimet og islamistiske fundamentalister. Hans kirke ligger i et område kontrolleret af det syriske regime, men der er under en kilometer hen til områder, hvor Islamisk Stat og andre ekstreme islamister har magten. Ofte kan de ligefrem høre krigerne fra Islamisk Stat råbe i gaderne. Og når russiske eller syriske bombefly angriber i området, føles det, som om loftet er ved at falde ned over dem.
”Det er som at sidde midt i en verdenskrig. Men at sige til menigheden, at de bare skal forlade kirken og byen, er ikke en løsning. Vi bliver her og udlever et kristent vidnesbyrd om vores tro ved at hjælpe i samfundet med omsorg og kærlighed. Når vi ser tilbage i historien, har kristne ikke forladt kirkerne, når de stod i problemer. Man bliver og forbliver i troen,” siger han.
Syriens kristne samfund er et af verdens ældste. Det var her, at kristendommen slog rod i sin spæde begyndelse, og kirken i Syrien har en ubrudt linje helt tilbage til den tidlige kristendom. Det er den historie, at kirkelederne frygter vil slutte, hvis den kristne udvandring fortsætter.
I modsætning til de andre kirkeledere mener Haroutune Selimian fra den armensk-evangeliske kirke dog ikke, at kristnes forpligtelse i Syrien først og fremmest er over for kirken.
”Den her krig handler ikke om kirken eller de kristne. Det er en krig om Syrien, hvor alle lider på lige fod. Derfor må vi tænke kollektivt som én nation. Kristne skal først og fremmest blive for at redde Syrien,” siger han.
Men selvom de syriske kirkelederes formaninger om at blive i Syrien kan virke motiverende for de kristne, der stadig er i Syrien, virker de modsat på de kristne, der har valgt at forlade landet.
”Jeg synes ikke, det er fair, at præster og biskopper skal afgøre det svære spørgsmål for folk. De har ikke ret til at sige, at folk skal blive et sted, der er krig,” siger den assyriske præst Josef Somo.
Han flygtede selv fra det nordøstlige Syrien til Sverige for to år siden, hvor han i dag er præst i Mar Stappanos kirke i Skövde i den sydvestlige del af landet.
Han er glad for, at biskoppen over hans kirke i Syrien har forholdt sig neutralt til spørgsmålet, om kristne bør flygte eller blive. For det er en uhyre vanskelig beslutning, de kristne står over for. Og uanset hvad de vælger, bør kirkeledere bakke op om den og støtte de kristne i stedet for at komme med formaninger, mener han.
”Hvis det er kirkens fremtid i Syrien, man er bekymret for, så er det afgørende ikke, om kristne flygter under krigen eller ej. Det vigtige er, at de vender tilbage, når der igen bliver fred,” siger Josef Somo.