I reolen står Bibelen side om side med bøger om livet efter døden og massevis af dvder med Disney-tegnefilm. I hjørnet står et kæmpemæssigt fladskærms-tv med tilhørende højttalere, så man er ikke i tvivl om, at her bor en familie, som holder af at se film. Børnene render frem og tilbage mellem køkkenet og stuen med kaffe og kage, inden de stikker af mod biografen inde i byen. Det er ikke til at se, at familien for otte måneder siden var fuldstændig afskåret fra omverdenen inde i Faderhuset, hvor oplevelser som en tur i biografen var strengt forbudt, fordi det blev betragtet som verdsligt.
"Det har været syv års helvede af mit liv. Nu forstår vi ikke, at vi ikke har set det før. Man glider jo langsomt længere og længere ind i det, og lige pludselig vågner man op og sidder fast," fortæller 34-årige Samuel Hesselberg, der brugte syv år af sit liv i Faderhuset. Han er ligesom mange andre trådt ud af Faderhuset, men hele familien sidder i dag tilbage med voldsomme psykiske mén.
Klik her for at læse Kristeligt Dagblads tema om Faderhuset
Samuel Hesselberg og hans kone Lydia kom i en anden kristen frikirke, da de første gang stiftede bekendtskab med Faderhuset. De mødte nogle unge fra menigheden og blev dybt fascineret af den passion, de udviste for deres religion, og især den kærlighed, som de viste over for andre mennesker. Det gav dem lyst til at besøge Faderhuset, hvor de oplevede en helt anderledes menighed, end de var vant til.
"Vi var faktisk ret skræmte efter første gudstjeneste, fordi alle dansede rundt som vilde. Som danskere er vi meget jantelovsprægede, men med tiden følte vi, at det var en frihed, man fik. At man kunne danse og være så fri i sin krop og som menneske," forklarer han.
Folk, som går ind i en religiøs bevægelse som Faderhuset, har ofte et ønske om at bryde med det gamle og kaste sig ud i noget nyt i en religiøs og samfundsmæssig sammenhæng. De mangler noget i deres liv og føler ikke, at den måde, de lever på, er god nok, forklarer René Dybdal Pedersen, der er religionsforsker ved Aarhus Universitet med speciale i nye religiøse bevægelser.
"Nogle har svært ved at finde fodfæste, fordi der i dag ikke er nogen traditioner, der siger, hvad du skal gøre. Nogle oplever, at de mangler rod og fast grund under fødderne. Nogle grupper virker, som om de har en stamme, fordi de konstruerer en vej, hvor man bliver ledt af en karismatisk autoritet," fortæller han.
Grupper som Faderhuset kan give folk en ramme, så man ikke skal manøvrere rundt i det virvar, samfundet kan være. De giver et holdepunkt og svar på, hvorfor verden er, som den er. I de senere par år har den slags religiøse grupper været på retur, men René Dybdal Pedersen synes at kunne se en tendens til, at folk igen begynder at efterspørge traditioner og fodfæste, og der kommer bevægelser som Faderhuset ind i billedet.
Klik her for at læse Kristeligt Dagblads tema om Evangelist
Fællesskabsfølelsen i Faderhuset er meget stærk og bliver fremdyrket i høj grad. Medlemmer bliver opfordret til at give meget af sig selv, og på den måde bliver man en større og større del af menigheden. Samuel Hesselberg oplevede det som en proces, hvor man får mere og mere ansvar, samtidig med at man opgiver alle andre dele af sit liv:
"Man bliver oplyst om, at andre menigheder og andre kristne ikke lever et kristent liv. Det betyder, at man må tage stilling til, om man vil leve et kristent liv, som de mener, man skal, eller man vil leve som andre kristne, der ikke lever et helligt liv. Når man når dertil, hvor man siger, at jeg vil give mig 100 procent, og det må koste mig alt, det må koste min kone, mine børn, mit arbejde, alt hvad jeg ejer og min sjæl, er man helt indlemmet i menigheden. Så ved man også godt selv, at man bryder med noget, som ikke er sundt. Når du har brudt med det, er der ikke nogen vej tilbage," fortæller Samuel Hesselberg.
Han mener selv, at han nåede dertil under et skelsættende møde, som blev vendepunktet for mange medlemmer.
"Det endte med, at alle menighedens medlemmer en efter en skulle gå op til Ruth Evensen og bekende. Vi var en hel menighed, der knælede foran Ruth og bekendte. Mange medlemmer lagde sig fladt ned og sagde: 'Vi vil gøre alt for dig og give dig alt. Jeg er din soldat for evigt'. Det gjorde jeg også, og der tror jeg, det knækkede i mig. Det gjorde det for mange. Der var også mange, som gik ud af menigheden, fordi de ikke ville være med til det."
Samuel og Lydia Hesselberg isolerede sig mere og mere fra deres omgangskreds. Til sidst var Faderhuset deres eneste netværk, og de tilbragte al deres tid med de andre medlemmer. Mange sagde deres job op for at tjene menigheden på fuld tid. Samuel blev selvstændig, fordi det ikke længere var muligt for ham at have kolleger, som kunne sætte spørgsmålstegn ved deres livsstil. Underholdning som film og radio var ikke længere tilladt. Samtidig var mange medlemmer flyttet sammen i huse, som lederne havde opfordret dem til at købe. Mange endte på tvangsauktion, og Samuel og Lydia Hesselberg sidder i dag med en gæld på 1,4 millioner til et hus, som blev solgt på tvangsauktion, da de ikke kunne betale terminerne. Samuel kender til mindst seks andre ægtepar, hvis huse endte på tvangsauktion, og som sidder tilbage med en kæmpe gæld.
Niels Eric Werner, der er sang- og musiklærer, begyndte at komme i Faderhuset sidste år for at undervise nogle af medlemmerne. Han kom helt tæt på Faderhusets økonomi, fordi Ruth Evensen spurgte ham til råds, da han beskæftigede sig med ejendomsinvesteringer. Han fik adgang til Faderhusets regnskaber, som han beskriver som det rene fusk:
"Det er en pengemaskine, som tjener penge på at udnytte sine medlemmer. De udnytter dem til at sælge huse, som Faderhuset selv profiterer på. Alle deres ejendomme er overbelånte, og de er fuldstændig insolvente. De har pantsat og belånt alting, og deres ejendomme er på vej mod tvangsauktion. De har ikke givet et retmæssigt billede af deres økonomi i deres regnskaber," forklarer han.
På et tidspunkt kom der et vendepunkt i Samuel Hesselbergs liv i Faderhuset. Ruth Evensen havde været i Argentina og kom hjem med ny inspiration. Hun mente ikke længere, at hun behøvede nogen over sig, og kunne nu egenrådigt træffe beslutninger. Tidligere havde hun haft kontakt til en stor prædikant, som hun kunne ringe til, hvis alt gik galt.
"Jeg husker tydeligt den prædiken, hvor hun kom hjem og sagde, at hvis der var nogen i menigheden, som ville giftes, så skulle hun give dem sin accept. Man skulle til at betale tiende (en tiendedel af sin indkomst til Faderhuset, red.), ellers ville man ryge ud. Hun kom med en masse af den slags tiltag. Der har altid været den tryghed, at Ruth havde en over sig. Nu sagde hun, at det havde hun ikke behov for længere. Nu kunne hun høre direkte fra Gud selv og være den øverste. Så vidste jeg, at det ville ende galt. Så havde vi jo ingen garanti for, at hun ikke kørte på vildspor."
Herefter begynder Samuel Hesselberg at undre sig over mange af de ting, som Ruth Evensen foretager sig. Han kan ikke drøfte det med sin kone, for hun sidder i ledergruppen og er meget tæt på Ruth Evensen. Hans kone er blevet Ruths såkaldte adoptivdatter i menigheden, og hun er derfor på et helt andet plan i menigheden, end han er. De stikker begge hinanden, ligesom alle andre i Faderhuset gør, hvis de træder ved siden af. Han går i lang tid med oprørske tanker, som han ikke kan dele med nogen af frygt for konsekvenserne.
"Når man er i Faderhuset, tør man ikke gøre noget, men det arbejder bare i en. Man er bange for at miste sin familie og sine venner. Når man er derinde, så er det hele eksistensen. Du har ikke særlig meget kontakt med andre mennesker, for du er konstant sammen med de andre i menigheden. Derfor er det at skulle miste dem frygteligt at tænke på. Derudover bliver man fortalt, at hvis man går ud, så ender man i Helvede og bliver narkoman, eller hvad vi ellers har fået af vide," siger Samuel Hesselberg.
I august 2007 får Lydia og Samuel Hesselberg endelig talt ud om, hvordan de hver især har det. Det viser sig, at Lydia Hesselberg også har været utilfreds med mange af de beslutninger, som er blevet truffet i Faderhuset.
De beslutter at holde et møde med lederne for at lufte deres uenigheder, men de var slet ikke forberedt på de konsekvenser, som det møde fik. Lederne holdt en lang tale om, hvor komplet vanvittige de var. Det endte med, at de blev smidt ud af Faderhuset.
To dage efter var de medlemmer, som de havde købt hus sammen med, flyttet, og de stod med en månedlig husleje på 30.000 kroner. Men det værste for familien var at miste de mennesker, som de havde kaldt deres familie i mange år. Samtidig er det svært for familien at finde ud af, hvordan man skal vende tilbage til en almindelig hverdag.
"Det gør ondt, at man er blevet frarøvet sin identitet, det er jo noget af det første, de gør. De frarøver den, du er som menneske. Du skal give afkald på alt, hvad du har lyst til. Man har været et sted i syv år. Det er så svært at forklare andre mennesker. Vi har været så tæt på hinanden i syv år. Vi har været igennem helvede sammen," fortæller Samuel Hesselberg.
Mange af de tidligere medlemmer af Faderhuset har haft psykiske problemer, efter at de er kommet ud. Lotte Christiansen er uddannet misbrugskonsulent og terapeut og har egen praksis i København. Hun har haft flere tidligere medlemmer som klienter.
"Det er mennesker, som har mistet deres identitet. Mennesker som er ude af stand til at træffe selvstændige beslutninger, fordi de har været så meget under kontrol. Når de går ud af Faderhuset, mister de hele familien og hele deres netværk. Det er mange ikke villige til. Oven i det er der den åndelige del, som er frygten for at ryge i Helvede. De har en meget stor frygt for Guds vrede," fortæller hun.
René Dybdal Pedersen forklarer, at tidligere studier viser, at folk, som går ud af en religiøs gruppe, også har et meget stort behov for at legitimere deres beslutning om at forlade den.
"Det at gå ud af en gruppe kan være svært. Jo mere fjern og anderledes en hverdag de har haft derinde, jo sværere bliver det. Jo mere den gruppe adskiller sig fra resten af samfundet, des større forandring er det at forlade den. Nogle har brug for at markere markant, at de nu tager afstand til gruppen. Det er vigtigt, at den, der træder ud, får en oplevelse af, at det var den rigtige beslutning. Man er bevidst om, at der er en klar modsætning mellem dem og os. Der er en klar polarisering mellem Faderhuset og verden derude. Jo stærkere polarisering, jo mere markant bliver udmeldingen. Det er også et middel til at starte et nyt liv," forklarer han.
Familien Hesselberg er i dag langt fra det sted, hvor de var før Faderhuset. Familien kæmper dagligt for at få en hverdag til at hænge sammen, men de nyder den frihed, det er at være ude af Faderhuset.
"Som familie har vi det godt. Vi er glade, og vi er først og fremmest frie. Nogle gange kan vi sidde og spille klaver sammen, og så begynder vi at grine og ser på hinanden og siger Hold kæft, hvor er det vildt, at vi er kommet ud af det lortested. Fordi vi er blevet frie. Jeg kan sende mine børn ned at gå i biografen, og de elsker det. På den måde mærker vi den frihed, vi har fået. Og det gør os mere end lykkelige."
NOTE: Opmærksomheden er igen blevet rettet mod den kontroversielle frikirke Faderhuset, efter at Ekstra Bladet forleden skrev, at personkredsen bag frikirken, som officielt blev nedlagt i 2013, er i fuld gang med at opkøbe ejendomme i byen Bandholm på Lolland.
Kristeligt Dagblads interview med afhopperen Samuel Hesselberg bragte vi første gang i 2008.
