Sådan fik vi kvindelige præster

Den kirkelige modstand var stor, da danmarkshistoriens første kvindelige præster i 1948 iførte sig præstekjole

Danmark fik for nøjagtig 60 år siden, den 28. april 1948, sine første tre kvindelige præster. Fra venstre er det: Ruth Vermehren, Johanne Andersen og Edith Brenneche-Petersen. – Arkivfoto.
Danmark fik for nøjagtig 60 år siden, den 28. april 1948, sine første tre kvindelige præster. Fra venstre er det: Ruth Vermehren, Johanne Andersen og Edith Brenneche-Petersen. – Arkivfoto.

Knap havde dønningerne fra besættelsestiden lagt sig, før den danske folkekirke befandt sig i et sandt stormvejr. Den 28. april 1948 ordinerede Fyens Stifts biskop, H. Øllgaard, Danmarks tre første kvindelige præster. Dermed var der sat en stopper for kirkens årtusindlange patriarkalske tradition.

I årtierne inden havde der allerede været optræk til, at kvinder kunne blive en del af den danske præstestand. Således diskuterede Folketinget i 1919 kvinders adgang til præsteembedet i forbindelse med Lov om Kvinders Adgang til Tjenestestilling og Hverv. Men her lykkedes det både kirken og militæret at slippe uden om den nye ligestillingslov.

For kirken var argumentet, at man ikke ville skrive under på en lovgivning ført frem af kvindesagens kamp for ligestilling, fortæller Liselotte Malmgart, adjunkt i kirkehistorie ved Aarhus Universitet, om den kirkelige undtagelse.

Man ville først tage stilling til kvindelige præster den dag, der var en konkret anledning, siger hun.

På den måde lykkedes det kirken at udskyde problemet indtil 1946, hvor Lolland-Falster Valgmenighed fremsatte ønske om at ansætte teologen Johanne Andersen som præst. Den danske folkekirke var nu tvunget til stillingtagen.

Fra den mandlige præstestand lød der skarpe indvendinger. En vinterdag i 1947 underskrev 514 præster en tredjedel en protest mod kvindelige præster. Men protestmagerne skød forbi, påpeger Else Marie Wiberg Pedersen, lektor i systematisk teologi i Århus og forfatter til bogen Se min kjole om de første kvindelige præster i Danmark.

De argumenterede ud fra en katolsk embedsforståelse. Da Jesus var en mand og kun kaldte mænd som disciple, mente de ikke, kvinder kunne blive præster.

Samtidig hævdede de, at kvindelige præster ville føre til brud med den kirkelige tradition, skabe splittelse og udelukke os fra det lutherske kirkefællesskab, fortsætter hun.

Dermed ignorerede de den lutherske kaldelsestanke, hvor menigheden kalder den præst, de ønsker, og embedet ikke er afhængigt af personen, pointerer Else Marie Wiberg Pedersen.

Bremse udviklingen kunne modstanderne ikke. Få måneder efter protestskrivelsen, den 6. juni 1947, ændrede man ordlyden i lovteksten om Adgang til Embede i Folkekirken, så der nu stod personer og ikke mænd. Problemet var bare, at de fleste af landets biskopper nægtede at ordinere kvindelige teologer. Det førte til, at man den 3. marts vedtog en lov, hvor biskopper kunne fritages for at føre tilsyn med en menighed og dennes præst. Kun to biskopper Øllgaard på Fyn og Rosendal i Roskilde var parate til at lukke kvinder ind bag alteret.

Men modstand til trods ordinerede fynske biskop Øllgaard den 28. april 1948 Johanne Andersen, Ruth Vermehren og Edith Brenneche i Odense Domkirke. Danmark havde som det første land i verden fået kvindelige præster.

Et tilbageblik på perioden, tegner et billede af højlydte kirkelige protester mod kvindelige præster. Men kirkehistoriker Liselotte Malmgart mener, man skal være forsigtig med for entydige konklusioner.

Det var modstanderne, som prægede den offentlige debat. Blandt andet så vi Indre Missions daværende formand, Christian Bartholdy, tage skarpt afstand fra kvindelige præster på hele foreningens vegne. Tilhængerne har været mere stilfærdige i debatten, og derfor ser man ikke dem så tydeligt, konstaterer hun.

I det hele taget hæfter hun sig ved, at modstanden var langt større blandt præster end i befolkningen.

Ja, meget interessant har vi en gallupundersøgelse fra 1947, der viser, at 55 procent af befolkningen var for kvindelige præster og kun 32 procent var decideret imod, siger hun.

kirke@kristeligt-dagblad.dk