Klemt ind mellem en Sportmaster og en Vero Moda-tøjbutik på Nørrebrogade i København ligger Sakramentskirken, en romersk-katolsk kirke fra 1917. Kirken er blevet landskendt for indtil i foråret at have haft en præst, der kom under anklage for blufærdighedskrænkelse, men siden blev renset for samme. Men selvom kontroverser og skandaler omgiver kirken i det daglige, står tiden næsten stille en gang om ugen. Til højmessen, den katolske søndagsgudstjeneste.
Kristeligt Dagblad besøgte kirken i sidste uge. Og det forløb, som det har gjort de sidste mange hundrede søndage og vil gøre det de følgende. For højmessen er kendetegnet ved gentagelsen. Den består af faste ritualer, der følges overalt i verden.
"Det giver tryghed og genkendelighed," siger fader Marcos Romero fra Spanien, den 33-årige præst, der leder højmessen.
"Det er Helligånden, som gør messen ny for menigheden hver gang," siger han.
LÆS OGSÅ: Er der højmesse hver søndag?
Klokken 9.30 begynder det. Folk gør korsets tegn ved indgangen. En ung mand i gymnasiealderen knæler foran det guldmalede alter, netop som kirkeklokkerne begynder at ringe. Solens stråler passerer glasmosaikkerne i det let kuppelformede loft og kaster en blåligt skær over ham og hele den hvidkalkede kirke. Over alteret hænger i to kabler et meterhøjt krucifiks i bronze. Det er en smuk, ikke prangende kirke. Alle aldre og de fleste hudfarver er repræsenteret her, og rummet runger af børns og voksnes forventningsfulde hvisken på flere sprog. Dansk, fransk og engelsk kan tydes i sammensuriet af lyd.
Så stopper kirkeklokkerne, og der bliver stille. I næste nu er højmessen begyndt.
LÆS OGSÅ: Den katolske kirke
To messedrenge og en pige klædt i hvide kjoler bærer en stang med krucifiks og palmeblad ind i kirken, bag dem går fader Romero. Det er et billede på, at Kristus kommer ind i kirken til menneskene, indbudt af menigheden. Kun de unges smarte tennissko, der giver små piv for hvert skridt, opmærksomgør tilskueren på, at vi ikke er i et tidligere århundrede lige nu. Store dele af liturgien har rødder helt tilbage til 100-tallet.
LÆS OGSÅ: Katolicismens historie i Danmark
Så fører præsten an i indgangsbønnen, og der læses højt fra Bibelen. Tre tekststykker hver gang: et fra Det Gamle Testamente og to fra Det Nye Testamente, hvoraf den sidste er en evangelietekst. Menigheden synger halleluja efter hver oplæsning; i det hele taget deltager menigheden aktivt. Sange, bønner og tekstlæsninger besvares i kor igen og igen fra bænkene hele forløbet igennem.
"Herren være med eder," messer fader Romero for eksempel.
"Og med din ånd," synger menigheden for fuld kraft.
LÆS OGSÅ: Hvad betyder 'katolsk'?
Der synges også en række salmer, i dag blandt andet af Grundtvig og Ingemann, og så en kort, skarp og indimellem morsom prædiken af fader Romero. Han formår at komme omkring både skyld, soning, sennepsfrø og tv-serien X Factor på otte minutter. Pointen er, at mennesker skal indrømme deres synd og sige "ja" til Jesus.
Efter prædikenen synges trosbekendelsen, og så er der bøn for kirken, regeringen, fattige, syge og til slut for menigheden. Altid i samme rækkefølge.
"Derom beder vi," afslutter oplæseren hver bøn. Denne del står præsten ikke for. "Herre, hør vor bøn," svarer menigheden.
Det halvanden time lange ritual fortsætter, men nu kommer højdepunktet: eukaristien. Eller med en mere almindelig kendt term: nadver.
LÆS OGSÅ: 10 vigtigste ting om katolicisme
Messedrengene bærer brød og vin frem, og præsten tager imod.
"Som tegn på, at menigheden bringer de gaver frem for Gud, som skal bruges til at fejre messe," forklarer fader Romero. Han løfter begge nadverens ingredienser op, velsigner dem, og menigheden synger "amen". Og så sker det: forvandlingen. Den del af højmessen, der er så kendetegnende for den katolske tro. Brød og vin er ikke længere brød og vin eller symboler, de er nu Jesu kød og blod.
Messedrengene ringer med to gange tre klokker, og brødet løftes igen. Tre gange. Så bedes to faste bønner, "den store lovprisning" og "fadervor", og alle holder hinanden i hænderne. Man vender sig til sidemanden og siger "Guds fred".
Menigheden stiller sig i to rækker og modtager først kødet, så blodet fra en og samme kalk. Forsigtigt tørres den af efter hver tår, så ingen dråber går til spilde. Nu modtager præst og medarbejdere kød og blod, og efterfølgende stilles resterne i et guldskab i væggen kaldet tabernaklet.
At dette er højdepunktet for mange, fornemmes i luften. Det er det mest stille øjeblik. Efterhånden som folk kommer fra nadveren, lægger flere sig på knæ og beder.
Der synges og så til slut: bekendtgørelser, en bøn, en velsignelse, en salme. Til sidst går messedrengene ud samme vej, som de kom ind. Med krucifiks og palmegren løftet og præsten bagved. Cirklen er sluttet. Og gentages næste uge.
Vil du vide mere?
>>New Advent om den romersk-katolske liturgi (på engelsk)
