"Hvordan er der i himlen?" spurgte Jacob på ni år sin mor, Marianne Christiansen, en aften da han skulle falde i søvn og var lidt bange for døden. "Er der computere?", spurgte han opfølgende. "Nej - det tror jeg egentlig ikke", svarede Jacobs mor. "Nå, men så tror jeg ikke, det er noget for mig. Jeg bliver her i præstegården", konstaterede Jacob, der i dag er blevet 14 år.
Jacobs mor, Marianne Christiansen, har gennem årene fået mange af den slags spørgsmål fra sine seks børn. Hun er forhenværende provst i Hadsund Provsti og ved siden af sit nuværende job som lektor på Pastoralseminariet i Århus er hun begyndt at holde foredrag om emnet. Ifølge Marianne Christiansen er der ofte oplevelser bag de store spørgsmål fra børn, og derfor er det vigtigt at tale ud fra det, de har set eller følt, og mindst lige så vigtigt at vente med de lange forklaringer, til børnene er blevet ældre.
- De første spørgsmål kommer allerede i fire-fem- års alderen, hvor deres ordforråd ikke er så stort, men hvor følelserne kan være overvældende. Og dem skal man som forældre ikke underkende, men tale om. Derfor er det vigtigt at lytte til, hvad de fortæller. Børn har brug for svar på det, de spørger om, siger hun.
$SUBT_ON$Gud er ikke julemanden
Selv om man som forældre i perioder kan blive bombarderet med spørgsmål om livets forunderligheder, er det langt fra alt, der skal forklares. Til den kategori hører blandt andet Gud.
- Man skal hellere være sammen med barnet i dets undren over, hvem eller hvad Gud er. Det er helt i orden at spørge børnene, hvad de selv tænker om Gud, og derefter kan man komme med sit eget bud. Barnetro er noget meget fint, der skal værnes om, og man må for alt i verden ikke nedskrive Gud til at være julemanden eller noget i den retning, siger Marianne Christiansen.
For ofte kan den slags sammenligninger udvikle sig til onde fantasier i barnets verden, og så har man skabt mere forvirring end afklaring.
Privatpraktiserende klinisk psykolog Anette Blicher har mange års erfaring med børn, og hun er enig med Marianne Christiansen i, at man som forældre skal møde barnet, der hvor det er.
- Det er en god idé at spørge til, hvad barnet går og tænker på, og om det har oplevet noget særligt, der fik det til at komme på den slags tanker. Man skal ikke bare plapre løs, men lytte til barnet, for det er barnets behov, vi skal opfylde. Det er ikke vores eget behov for reflektion og eksistentiel afklaring, der skal tilfredsstilles, siger hun.
De fleste børn kommer i deres tankerækker om livets store spørgsmål forbi døden, og mange børn oplever en angst for at dø, selv om de ikke nødvendigvis ved, hvad døden er for noget. Og for at fritage børnene for angsten begår forældre ofte den fejl, at de fortæller børnene, at der slet ikke er grund til bekymring.
- Ved at fortælle dem, at der ikke er noget at være bange for, og at der er lang tid, til de skal dø, så fejer man deres følelser og oplevelser af banen. I stedet skal man lytte til dem, give dem omsorg og trøste dem, for deres angst er reel nok. På den måde forholder man sig til barnets bekymringer og tanker og viser samtidig, at man ikke er bange for at tale om de store emner, siger Anette Blicher.
$SUBT_ON$Ingen opskrift
Én af grundene til, at mange forældre er bange for at tale med børnene om de store emner, er, at de ikke ved, hvad de skal svare, mener Marianne Christiansen.
- Børn kan sagtens mærke, hvis forældrene viger udenom, og så tror børnene først for alvor, at der er noget galt. Derfor er det vigtigt at tage tyren ved hornene og lukke munden op. Børn accepterer også svaret: "Det ved jeg ikke." Men jeg har mødt flere forældre, der ikke selv er afklaret i forhold til eksem-pelvis den kristne tro og derfor synes, det er vanskeligt at tale om Gud, siger hun.
Hun foreslår, at man som forældre fortæller, hvad man selv tror på, og måske også introducerer andre muligheder i stedet for at feje den slags spørgsmål af banen.
Både Anette Blicher og Marianne Christiansen understreger, at der ikke findes en færdig opskrift på, hvad man skal svare på børnenes mange spørgsmål. Det vigtigste er dog, at de føler sig hørt i deres bekymring og undren.
- Vi vil så gerne være perfekte forældre og fritage vores børn fra sorger og bekymringer, men det kan vi ikke. Skrækindjagende fantasier og mareridt kommer uanset hvad. Vi kan blot være der for dem ved at skabe trygge rammer for at tale om det, hvis behovet er der, siger Anette Blicher.
$SUBT_ON$Serie: Værdier i opdragelsen
Alle børn bliver opdraget, men ikke til det samme. I en serie artikler beskriver Kristeligt Dagblad, hvad der betyder mest for forældre og andre voksne i opdragelsen af den kommende generation. Med et netabonnement kan alle artikler i serien læses på: www.kristeligt-dagblad.dk.