Tatoveringer hjælper forældre i sorgen over deres døde barn

Marnar F. Kristiansen fik lavet sin datters fodaftryk med vinger og navn, da hun døde. Foto: Martin Kurt Haglund

For forældre, der har mistet, bliver tatoveringen en symbolsk måde at vise barnet solidaritet, og de anerkender den smerte, barnet kan have været igennem
Dorthe Refslund Christensen

For forældre, der mister et spædbarn, kan det være vigtigt at synliggøre, at barnet har levet. Flere gør det med en tatovering, lyder det i forbindelse med fotoudstilling

Flere forældre ønsker at markere deres barns korte liv med et livslangt minde. Det er en af grundene til, at tatoveringer af og om et dødt barn har spredt sig, lyder det fra lektor Dorthe Refslund Christensen, der forsker i nye sorgpraksisser ved Aarhus Universitet.

”Tatoveringer som et minde er en forholdsvis ny praksis, der er dukket op inden for de seneste år, og som viser sig at blive stadig mere udbredt,” siger hun.

Også i Landsforeningen Spædbarnsdød har man bemærket, hvordan en del forældre mindes deres døde barn med en tatovering, fortæller kommunikationsmedarbejder Pia Fjorback, som har udviklet fotoudstillingen ”Mindesmærker”, hvor 47 forældre fra den 9. september viser deres tatoveringsminder om deres døde barn.

Dorthe Refslund Christensen har iagttaget, hvordan sorgprocessen hos forældre kan udvikle sig.

”Sorgen er både en bearbejdelse af ikke at have et levende barn hos sig, og samtidig har mange et behov for at markere forældreskabet. Det bliver en del af sorgarbejdet at tydeliggøre, at barnet har eksisteret, og den integrationsproces af barnet i hverdagen hjælper forældrene til at leve videre og finde ud af, hvordan barnet kan vedblive med at have en plads i deres liv,” siger hun og fortsætter:

Se flere billeder af de tatoverede forældre her.

”Det er nærliggende for forældre til et dødt barn at få en tatovering, fordi tatoveringen er et varigt mærke på kroppen. Man er kropsligt forbundet med barnet.”

Dorthe Refslund Christensen mener også, at forældrene identificerer sig med barnet gennem tatoveringen.

”For forældre, der har mistet, bliver tatoveringen en symbolsk måde at vise barnet solidaritet, og de anerkender den smerte, barnet kan have været igennem. Samtidig kan smerten ved at få en tatovering for nogle være en bearbejdning af magtesløsheden over lidelse hos dem selv og deres barn,” siger hun.

Ifølge Pia Fjorback kan tatoveringerne vise barnets fodaftryk, navn, fødsels- og dødsdag, mens andre er mere symbolske. For eksempel en stjerne, verselinje, blomst eller engel. Enkelte gange er det et foto af barnet med lukkede øjne, som gengives på huden.

Tatoveringerne kan både være til minde om børn, der døde få uger inde i graviditeten, omkring terminen eller lige efter fødslen, og om børn, der levede i dage, uger og måneder.

”Nogle forældre ved allerede, når de forlader hospitalet, at de vil have en tatovering. Hos andre kan der komme et senere behov for et synligt bevis på barnet,” siger hun og forklarer, at en tatovering for forældrene samtidig kan være en indgang til at tale med andre om deres barn og sorg. Også for folk, som ellers ville være berøringsangste over for emnet:

”For mange er det unaturligt, at små børn dør, selvom der hvert år dør omkring 800 børn fra 17. graviditetsuge og op til et leveår. Vi vil med udstillingen gerne skabe synlighed, så vi kan sikre den bedste omsorg til forældrene og samtidig vise, at sorg ikke nødvendigvis er noget, der skal gemmes væk.”

Professor Dannie Kjeldgaard fortæller, at han jævnligt ser tatoveringer på forældre både som et minde om døde og levende børn. Han er ansat ved Institut for Marketing & Management på Syddansk Universitet, hvor han beskæftiger sig med tatoveringer og kropskultur.

”Da en tatovering er en permanent forandring af kroppen, giver det mening, at motivet også giver mening. Kroppen har udviklet sig til at blive en fortælling, og en tatovering af et barn, man har mistet, kan fastholde minder og historien om det barn,” siger han.

Ifølge ham er den krops-kultur opstået inden for de seneste 20 år, og tatoveringer er i dag en del af modebilledet. Et portræt af et familiemedlem, for eksempel et dødt barn, er dog ikke underlagt modekulturen, men kan være inspireret af den, understreger han.

Dorthe Refslund Christensen tilføjer, at en tatovering til minde om et dødt barn for nogle mænd også kan opfattes som en socialt accepteret måde at vise sorgen på, også fordi flere i dag får en tatovering.