Døve i Danmark har i mere end 100 år kæmpet en lang og opslidende kamp for at få anerkendt tegnsprog som officielt sprog.
Dén kamp skildrer Asger Bergmann, som selv er døv, i sin nye bog, ”Tegnsprog - Hvorfor ikke?”
Kirken går ikke ram forbi forfatterens kritik, da den ligesom det øvrige samfund ifølge ham har haft et stivnakket syn på tegnsprog.
”I 1970'erne lød det eksempelvis fra præster, at tegnsprog ikke måtte bruges i kirken, da det ikke var Bibelens sprog,” fremhæver Asger Bergmann i sine svar til Kristeligt Dagblad på mail.
Den kirkeligt engagerede forfatter, som var den første døve i Danmark, der tog en studentereksamen, er derfor også svært begejstret over, at det de seneste år endelig er lykkedes at skabe gennembrud for de døve og tegnsproget.
Bibelselskabet påbegyndte tilbage i 1995 et stort arbejde med at oversætte de bibelske tekster fra originalsprog til tegnsprog.
I 2012 opnåede Tegnbibelen kongelig autorisation, og op gennem 2000'erne er der sket markante fremskridt for døve i kirken, blandt andet omkring tegnsprogsmiljøet i Døves Kirke i København.
”Da man begyndte at holde gudstjenester på dansk tegnsprog i begyndelsen af det nye årtusinde, oplevede Døves Kirke på to år en tredobling af antallet af kirkegængere.
I dag arbejdes der ihærdigt med gudstjenester og kirkelige handlinger på dansk tegnsprog, ligesom Døves Kirke inddrager visuelle udtryk, der har udspring fra døves kultur,” lyder det fra Asger Bergmann.
I mange år var Asger Bergmann uddannelseschef på Døves Center for Total Kommunikation, ligesom han i to årtier var landsformand for Danske Døves Landsforbund. Han er opvokset med døve forældre.
Døves kamp for ligeværdighed har han oplevet på sin egen krop og på samfundsplan.
”Det kunne ikke undgås, at samfundets generelle syn på døve og tegnsprog påvirkede mine døve forældres og voksne døves selvopfattelse.
På den ene side var de stolte over at tilhøre døvekulturen med tegnsprog som vores modersmål. På den anden side skammede de sig også over at være døve.
Når mor og jeg var ude i byen, ville jeg altid snakke, men mor sagde, at vi skulle vente, til vi kom hjem, for folk skulle ikke lægge mærke til os,” fremhæver han.
Asger Bergmann oplever tilsvarende, at Majoritetsdanmarks undertrykkelse af døve som minoritet har haft afsmittende effekt på kirkens holdning til døve.
”Kirken har været med til at fastholde døve i en selvforståelse som handicappede og sprogligt underlegne, men historisk set har kirkens syn på døve ændret sig i takt med samfundets syn,” betoner Asger Bergmann.
Han ser en række kirkelige initiativer fra omkring år 2000 som den væsentligste årsag til, at døve i dag kan føle sig som en integreret del af folkekirken.
”En ordentlig tillægsuddannelse i dansk tegnsprog og døves kultur af de teologisk uddannede hørende præster har været vigtig.
Den har givet døvepræsterne syn for døvekulturens rigdom og den afgørende betydning af at anvende dansk tegnsprog som døvemenighedernes hovedsprog,” siger han og uddyber:
”Tegnbibelen har samtidig gjort det muligt at gennemføre gudstjenester og kirkelige handlinger på dansk tegnsprog. Der medvirker tolk, der lægger stemme til af hensyn til normalthørende. ”