Teologer erkender, at de har problemer med formidling

Svend Andersen, Peter Lodberg og Hans Raun Iversen er blandt de teologer, der er mest i medierne.

Svend Andersen, Peter Lodberg og Hans Raun Iversen er blandt de teologer, der er mest i medierne. Foto: Lars Aarø/Lars Kruse/Cæciliie Philipa Vibe Perdersen

I Danmark savner man ofte den tradition, hvor forskeren eller videnskabsmanden ser det som sin pligt at deltage i debatten, og som står langt stærkere i lande som Tyskland og Frankrig
Søren Schultz Jørgensen

Talbaseret viden har skubbet teologer og humanister ud på sidelinjen. Forskningsledere på de teologiske uddannelser i Aarhus og København erkender, at formidlingsopgaven kan løftes bedre

Religion fylder mere i samfundsdebatten end nogensinde. Men teologer og religionsforskere møder samtidig kritik for ikke at gøre sig gældende i medierne.

Selvom formidling er et nøgleord på det moderne universitet, erkender professor, dr.theol. og leder af forskningsprogrammet ”Kristendom og teologi i kultur og samfund” ved teologi på Aarhus Universitet Eve-Marie Becker, at teologi og humaniora fylder for lidt i den offentlige debat.

”Vi må erkende, at teologi og humaniora ikke spiller den rolle i samfundsdebatten, som vi fortjener. Det hænger sammen med, at politiske, økonomiske og juridiske perspektiver er blevet styrende i såvel dansk som europæisk offentlighed. Det betyder, at mange politiske beslutninger træffes med en meget kort horisont, hvor netop teologiens og den humanistiske forsknings evne til både at se langt tilbage og dermed også længere frem bliver forsømt,” siger Eve-Marie Becker

Både forskere og meningsdannere er enige om, at samtidens fokus på økonomi og evidens har skubbet åndsvidenskaber som de teologiske og de humanistiske ud på sidelinjen. Men spørgsmålet er om universiteterne også selv har et ansvar. Er der tilstrækkeligt fokus på formidling, når man planlægger de forskningstrategiske indsatser?

”Forskning er og bliver hovedopgaven. Men det er klart, at deltagelse i den offentlige debat også betyder noget. Hvis man sammenligner med USA, så er nogle amerikanske forskere bedre rustet til at formidle deres forskning, dog med en tendens til sensation og simplifikation. Derfor er det i virkeligheden en opgave, som kræver tid og forberedelse. Jeg er imod, at universitetet skal opstille mål for formidling, men det er afgørende, at de forskere, som har evnerne, får mulighed for at tage del i debatten. Og så skal medierne også blive bedre til at udfordre og komme universiteterne i møde,” siger Eve-Marie Becker, som understreger, at en del af formålet med fagets forskningssatsninger også er at løfte formidlingsdelen.

I København har det teologiske fakultet i sin strategi for 2012-2016 udpeget i alt 17 satsningsområder, som spænder fra ”Qumran-studier”, ”Tidlig kristendom”, ”Middelalderens kirkehistorie” til ”Etik og menneskesyn” og ”Luther, Grundtvig og moderne protestantisme”. Dertil kommer særlige forskningsinitiaver, som er finansieret af eksterne bevillinger. Et af dem er projektet ”What Money Can't Buy. The Dynamics between Market Orientation, Individualization, and Social Capital. The Case of the Danish National Church.”, som ledes af lektor i praktisk teologi Hans Raun Iversen. Han er blandt de teologiske forskere, som optræder hyppigst i medierne, men han erkender også, at teologien spiller en stadigt mindre rolle i samfundsdebatten.

”Man kommer ikke udenom, at samfundets generelle sekularisering og bureaukratisering og økonomisering af både universiteter og debatten i det hele taget gør det vanskeligt for teologien at trænge igennem. Vi har simpelthen svært ved at slå de andre på regneark,” siger Hans Raun Iversen.

Han nævner teologen og filosoffen K.E. Løgstrups bog ”Den etiske fordring” fra 1956, der i mange år var grundbog på alt fra seminarier til sygeplejeskoler, som et eksempel på en tid, hvor en akademisk og teologisk funderet argumentation endnu kunne gøre sig gældende bredt.

”Men den bog kan ikke skrives i dag. Forskerne befinder sig i hver sin faglige boble, og den fælles diskurs, som skaber et samlende perspektiv på livsforståelse, er forsvundet. Men det skal naturligvis ikke afholde forskere i dag fra at nå så langt ud som muligt med deres forskning. Men det kræver, at man kommer ud over den snævre comfortzone og ikke bare holder sig til sit snævre speciale,” siger Hans Raun Iversen.

Når teologi og humaniora er trængt i samfundsdebatten, hænger det også sammen med, at den intellektuelle tradition står svagt i Danmark sammenlignet med andre lande, påpeger Søren Schultz Jørgensen, der er ph.d-stipendiat på Syddansk Universitet og underviser på Dagbladet Informations Medieskole, hvor ph.d-stude- rende lærer at begå sig i mellem forskning og medier.

”I Danmark savner man ofte den tradition, hvor forskeren eller videnskabsmanden ser det som sin pligt at deltage i debatten, og som står langt stærkere i lande som Tyskland og Frankrig. Men det moderne masseuniversitet har i den grad også forsømt at dyrke den type,” siger Søren Schultz Jørgensen.

Et problem, som ikke bliver mindre i en tid, hvor evidens og talbaseret forskning er styrende for politik og samfundsdebatten i medierne.

”Det er entydigt det samfundsøkonomiske perspektiv, som dominerer i dag. Tag bare debatten om integration over for velfærd. Det handler stort set kun om, hvor mange penge vi skal bruge på henholdsvis det ene eller det andet. Og medierne er med til at forstærke den tendens, fordi den talbaserede historie om, hvad der er sket siden i går eller sidste år, er sindssygt meget lettere at lave end den historie, der inddrager kvalitative og balancerede argumenter. Hvem laver i dag et timelangt program om, hvad eksempelvis kulturelle konflikter handler om i et større perspektiv?”, spørger Søren Schultz Jørgensen.