Faget Praktisk Teologi har ikke nogen lang historie i dansk teologisk uddannelse.
Frem til 1970’erne fik vordende præster først på Pastoralseminariet en kortvarig indføring i en række praktisk-teologiske emner. På universiteterne fandtes det slet ikke som fag.
I 1973 blev professor Christian Thodberg ansat på Aarhus Universitet i praktisk teologi, som dog ikke var noget eksamensfag. Havde man eksempelvis en særlig interesse for Grundtvig, var det dog muligt at skrive opgave inden for praktisk teologi. På Københavns teologiske fakultet kom den praktiske teologi ind sidst i 1970’erne.
Siden 1990’erne har praktisk teologi været et obligatorisk fag i det teologiske studium, så alle vordende teologer fik en indføring i kirkens liv og konkrete ytringsformer, historisk og aktuelt.
Faget fik sin danske lærebog ved Hans Raun Iversen og Eberhard Harbsmeier. I den var der stor vægt på egentlige teologiske overvejelser af kirkelivet. Studier af kirkelivet på det helt praktiske og jordnære plan forekom stadig kun sjældent.
I disse år vender dette billede sig helt. Der er kommet et Center for Kirkeforskning på Københavns Universitet, et Center for Samtidsreligion i Aarhus, og folkekirken har fået Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter.
Desuden har stiftsrådene fået et økonomisk råderum til at kunne støtte for eksempel forskningsprojekter, og det har man så blandt andet brugt til at iværksætte undersøgelser af forhold i kirkelivet i sogne og stifter.
En meget konkret og positiv følge af en af disse undersøgelser så man i 2015, da Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter ved en undersøgelse af forholdet mellem folkeskolereform og konfirmandundervisning påviste, at 20 procent af præsterne var henvist til at undervise uden for skoletid, hvad der var imod loven – og at nogle måtte praktisere konfirmandundervisning som understøttende undervisning, altså ikke-forkyndende, hvilket er imod hele tanken med konfirmandundervisningen. Konfronteret med disse tal blev der af den daværende kirkeminister og undervisningsminister grebet ind.
Alt i alt betyder de nye centre og de dertil flydende økonomiske ressourcer, at praktisk teologi er flyttet fra baglokalet til højsædet. Og samtidig synes fokus i betydelig grad at være flyttet fra det normative (”Hvad er rigtigt at gøre og sige?”) til det deskriptive (”Hvordan gør de fleste”?).
Nye undersøgelser behandler danskernes adfærd: Hvorfor vælger eller fravælger forældre dåben? Sidste år udkom Christine Tind Johannesen-Henrys undersøgelse og beskrivelse af den vildtvoksende og ofte temmelig utilpassede hverdagstro, som præster og plejepersonale mødte hos tidligere kræftpatienter.
Et aktuelt forskningsprojekt af samme type hedder: ”En empirisk undersøgelse af folkekirkemedlemmernes oplevelse af højmesse med dåb i seks kirker med forskellig liturgisk profil og praksis i Helsingør Stift.”
På en international konference på Aarhus Universitet i denne uge diskuteres den såkaldte empiriske vending i teologien, og der tales om begrebet ”empirisk teologi”. Der er også al grund til at være meget opmærksom på, hvor denne nye udvikling får lov at føre hen.
Forandringer i teologien har det med at sætte præg på kirkelivet efterfølgende. På den ene side kan konkret og faktuel viden om kirkens forhold og menneskers forhold hertil bruges af stiftsråd og præster og menighedsråd til bedre at agere og målrette kirkens forkyndelse og undervisning. På den anden side kan en blot beskrivende tilgang bruges til følgagtigt at indrette kirkens forkyndelse og arbejde efter det, folket nu engang gerne vil have.
Hjerteslaget i teologien må være det systematiske arbejde med evangeliet ud fra Bibelen, trosbekendelse og kirkens tradition. Luther var ikke ”empirisk teolog”, der talte op i et regneark, hvordan folk i Sachsen tænkte om afladshandelen. Han gik til angreb på den, fordi han ud fra Bibelen og kirkens historie vidste, at afladshandel var imod evangeliet.
Den nye trend i teologien har en tendens til at være indadvendt, med blikket rettet mod det, mennesker gør i kirken og tænker om kristendommen. Den gamle tilgang til praktisk teologi var orienteret ud fra evangeliet. Hvor evangeliet – og ikke den kirkelige praksis – er i centrum, bliver fokus rettet udad mod det, som kirken har at sige til folket.