Den 21. maj 1996 slukkede Paris’ ærkebiskop, Jean-Marie Lustiger, de syv lys, som i 58 dage havde brændt i Notre Dame-kirken. Munkene fra Tibhirine-klostret i Algeriet var døde. Den islamiske terrorgruppe GIA meddelte, at den havde skåret halsen over på de syv trappistmunke, som næsten to måneder forinden var blevet bortført fra klostret midt om natten af ukendte gerningsmænd.
20 år efter munkenes død er det stadig uklart, præcis hvem der bortførte de syv munke natten til den 27. marts 1996. Og hvorfor. Flere forhold tyder på, at militærstyret kan have været indblandet i et forsøg på at opnå større støtte fra Frankrig i terrorkrigen.
Men munkenes beslutning om at blive i deres Notre Dame d’Atlas-kloster, 100 kilometer syd for hovedstaden, Algier, gør dem til et symbol. De valgte at blive som et udtryk for solidaritet med den algeriske lokalbefolkning og de 150.000 algeriske ofre for borgerkrigen mellem militærstyret og de yderliggående islamister mellem 1992 og 2002.
De syv munke betalte for denne solidaritet med deres liv. Katolikkerne i Algeriet var et af de symbolske terrormål for islamisterne i GIA. Og det er en form for martyrium, mener franske og algeriske kirkefolk, som nu arbejder på at få saligkåret de syv munke fra Tibhirine, men også de øvrige 12 katolske ofre for den islamiske terror i Algeriet,
”De var der ikke for at omvende, men for at vidne. De var i mine øjne martyrer og vidner. Vi vidner ved at vise, hvem og hvad vi er, men også ved at vidne om Guds rige blandt mennesker, uanset deres tro,” skriver cisterciensermunken Thomas Georgeon, som står for saligkåringsprocessen i Vatikanet.
Et martyrium i katolsk forstand indebærer at dø for sin tro, for de vantros hånd. Men den udlægning er meget fjernt fra arven efter Tibhirine-munkene og deres abbed, Christian de Chergé. Deres åndelige budskab, der i 2010 blev populariseret i filmen ”Guder og mennesker”, handler tværtimod om dialog og solidaritet med den muslimske befolkning, munkene levede iblandt.
Saligkåringen fremstilles derfor ikke som et martyrium for den kristne tro, men for det kristne kærlighedsbudskab.
”Pave Johannes Paul var den første, der brugte udtrykket ’kærlighedsmartyrium’ om Tibhirine-munkene,” forklarer Christophe Henning, journalist ved det katolske tidsskrift Pelerin og forfatter til flere bøger om munkene.
”Kærlighedsmartyriet eksisterer ikke i kanonisk ret. Munkene døde dog ikke på grund af deres tro, men på grund af deres vilje til at vidne om evangeliets kærlighedsbudskab. De havde givet deres liv til deres algeriske brødre, allerede inden deres liv blev taget i fysisk forstand. Det er denne åndelige modstandskamp, som vi også finder i Mellemøsten i dag,” siger Christophe Henning.
20 år efter munkenes død har nogle af GIA-terroristerne fortsat deres karriere i al-Qaeda, mens andre dukker op i Islamisk Stats terrornetværk i Europa. Og Mellemøstens kristne udsættes for en hidtil uset forfølgelse. Men samtidig er Christan de Chergés åndelige testamente, som han skrev flere år inden den skæbnesvangre nat i 1996, blevet en inspirationskilde til en stærk strømning i den franske religionsdialog.
”Religionsdialogen er under pres på grund af terror og islamisme. Og risikoen ved en saligkåring er, at det medvirker til at oppiske en stemning af konfrontation og religionskrig. Det vil være stik imod Christian de Chergés vision. Saligkåringen skal tværtimod vidne om muligheden for en kritisk religionsdialog, hvor vi kan mødes som mennesker, som munkene i Thibirine mødte deres muslimske medmennesker,” siger forfatteren Christophe Henning. Om saligkåringen kan godkendes, er endnu et åbent spørgsmål. Men Tibhirine-munkenes budskab vækker genklang i Vatikanet og hos pave Frans, som har skrevet forordet til Christophe Hennings bog ”l’Héritage” om arven fra Tibhirine, som udkommer i denne måned:
”I Tibhirine levede dialogen med muslimer. Vi kristne vil møde næsten, hvem han end er, for at knytte dette åndelige venskab og den broderlige dialog, der kan besejre volden.”
