Tidligere kirkeminister kritiserer provster

Provster burde have taget initiativ til fælles forhandling om undervisningen af konfirmander, mener tidligere kirkeminister. Når der i provstierne ikke er fælles problemer, kan der ikke laves fælles løsninger, svarer provst

”Det ville have gjort det langt lettere for præsterne, hvis vi havde en fælles aftale at holde os til,” siger tidligere kirkeminister og nuværende sognepræst Tove Fergo. Arkivfoto.
”Det ville have gjort det langt lettere for præsterne, hvis vi havde en fælles aftale at holde os til,” siger tidligere kirkeminister og nuværende sognepræst Tove Fergo. Arkivfoto. Foto: Malte Kristiansen.

Man kan sammenligne den skæbne, der overgår den kulturhistoriske by Palmyra, med konfirmationsforberedelsens skæbne under skolereformen, for byen i Syrien og dens kulturskatte frygtes at blive ødelagt af Islamisk Stat og dermed gå tabt for kommende generationer.

Det mener Tove Fergo, tidligere kirkeminister for Venstre og nuværende sognepræst i Simon Peters Kirke i København.

Tove Fergo er bange for, at folkekirken og særligt dens kontakt til de unge kan tage varig skade, fordi undervisningen af konfirmander på grund af reformen rykkes til tidspunkter, hvor de unge bliver stillet i valget mellem kirke eller fritidsinteresser. Og så bliver konfirmandundervisningen valgt fra, mener sognepræsten.

Selv er hendes timer med konfirmanderne mandag og torsdag efter reformen blev rykket fra klokken 14.00 til til 15.30 og 16.30 samt nogle lørdage og søndage.

Kritikken har været udtrykt før. Også rettet mod kirken, kirkeministeren og folketingsmedlemmer. Men Tove Fergo finder, at der har været for få og for dårlige forsøg på fælles forhandling med skolerne i det enkelte provsti og mellem provstierne i hovedstaden.

”Det er ikke sket hos os i København. Det ville have gjort det langt lettere for præsterne, hvis vi havde en fælles aftale at holde os til,” siger hun og fortsætter:

”I København ser man, at børnene bor i ét sogn og går i skole i et andet. Og hvor skal de så konfirmeres? Præsterne i de sogne, hvor skolen ikke ligger, underviser på andre tidspunkter end præsterne i sognet, hvor skolen ligger. Hvordan skal skolen så finde ud af, hvornår det er mest hensigtsmæssigt at lægge konfirmationsforberedelsen? Derfor er det vigtigt med en fælles forhandling, så aftalerne kan ligne hinanden.”

Men kritikken er ikke rimelig, lyder det fra provst Leo Kamstrup-Olesen, Amagerbro Provsti, hvor Tove Fergo er præst:

”Når vi i provstierne ikke har fælles problemer, kan vi ikke lave fælles løsninger. I provstierne i København ser vi meget forskelligt på, om der er problemer med konfirmationsforberedelsen efter skolereformen. Nogle har for eksempel ikke oplevet, at undervisningstidspunktet er blevet ændret. Derfor kan vi ikke gå sammen om at lave fælles forslag.”

Provsten understreger desuden, at han ingen kompetence har til fælles for sognene at beslutte, hvordan konfirmationsforberedelsen skal organiseres.

”Tove Fergo ved godt som tidligere kirkeminister, hvad min kompetence er. Når det nu berører hendes egen hverdag, kunne hun ønske, at jeg har andre muligheder, end jeg reelt har,” siger han.

Leo Kamstrup-Olesen slår fast, at præsterne er forpligtede til at tage konfirmander fra alle skoler i sognet, men at der ikke er pligt til at tage konfirmander, som bor uden for sognet. Den diskussion har man ifølge ham haft i provstiet i mindst 10 år, og den skyldes altså ikke skolereformen.

Løsningen på spørgsmålet, om nogle præster har for mange konfirmander og dermed en del mere arbejde en andre, ligger for ham at se ikke ligefor. Og diskussionen vil formentlig fortsætte, så længe der ansættes præster med forskellige holdninger til, om man kun skal tage konfirmander i sit eget sogn eller også unge fra andre sogne.

Om folkeskolereformens betydning for kirken siger han:

”Typisk er konfirmationsundervisningen i København flyttet fra klokken 14.00 til 15.00. Det afhænger af temperament, om man ser det som katastrofalt eller ej. I min verden er det ikke et stort problem. Men jeg ved godt, at nogle kolleger er uenige med mig.”

Ifølge Finn Andsbjerg Larsen, som er leder af Folkekirkens Konfirmandcenter og har fulgt udviklingen i reformens betydning for kirken tæt, er der flere gode eksempler på, at et provsti har forhandlet samlet i forhold til skoleforvaltningen.

”Man har lavet såkaldte tilbagefaldsaftaler, hvor provsten med skoleforvaltningen har sikret, at hvis præster lokalt ikke har kunnet forhandle en aftale på plads, så lå der en aftale, man kunne bruge. Så får man måske ikke den mest optimale løsning, men dog en acceptabel løsning,” siger han om aftaler, der sikrer kirken fælles minimumskrav på et givet område.

På spørgsmålet om, hvorvidt kirkens ledelse i højere grad kunne have benyttet denne metode for at hjælpe præster og i sidste ende kirken selv, svarer han:

”Jeg vil hellere vende spørgsmålet rundt ved at sige, at det er svært som præst at stå alene i en forhandlingssituation. Derfor er der ingen tvivl om, at tendensen er, at hvis provstiet har lavet en tilbagefaldsaftale, så har der efterfølgende fra præsternes side været en større tilfredshed med aftalen mellem skole og kirke. Det er det generelle billede.”