Til forsvar for tarotkunsten

Sognepræst Ole Skjerbæk Madsen, som i denne weekend taler på Helsemessen i Odense, mener, at de såkaldte tarotkort kan ses som en port til det guddommelige. Og at man som kristen med fordel kan bruge kortene

Præst Ole Skjerbæk Madsen argumenterer i en ny bog for, at tarotkort og kristentro kan forenes. –
Præst Ole Skjerbæk Madsen argumenterer i en ny bog for, at tarotkort og kristentro kan forenes. –. Foto: Peter Kristensen.

Der er intet i vejen for, at kristne bruger tarotkort.

Det mener sognepræst Ole Skjerbæk Madsen, der netop har udgivet en bog om tarotkort, og som i denne weekend er trækplaster på Krop-Sind-Ånd messen i Odense, hvor han vil fortælle om brugen af tarotkort og deres betydning.

Ole Skjerbæk Madsen arbejder i I Mesterens Lys, hvis mål det er at bygge bro mellem kirken og åndeligt søgende mennesker. Han er udmærket klar over, at hans forsvar for tarotkortene kan vække temmelig megen skepsis.

Men dette her er jo præcis det samme, som hvis jeg var missionær i Afrika og skulle lære at tale swahili. Hvis man vil møde det nyåndelige miljø, som jeg jo gør, så er man nødt til at forstå deres sprog.

Som kristen kan man altså gennem tarotkortene få et sprog i mødet med mennesker i et nyåndeligt univers. Når folk, der arbejder med tarot, opdager, at en kristen arbejder med det på en positiv måde, så ændrer de opfattelse af kristne, fortæller Ole Skjerbæk Madsen. Samtidig kan man som kristen få et meditativt redskab i tarotkortene, der kan lede vejen til at udforske Bibelen på en ny måde.

Kortene er meditationsbilleder, der lukker op for Bibelens visdom. Men det betyder ikke, at enhver kristen bare kan tage et sæt kort, og så sker det hele af sig selv. Man må gå ind i bøn og meditation, og man må åbne op, fastslår han.

Når mange kristne alligevel lægger afstand til tarotkortene, skyldes det blandt andet, at Bibelen advarer mod brugen af spådomskunst. Men bruger man det som argument, så er man nødt til at se på, hvad det egentlig er, Bibelen advarer imod, mener Skjerbæk Madsen.

Vores danske sprog er fattigt i den sammenhæng. Vi har kun ordet spådom, men på engelsk findes ordet divination også det at søge svar hos Gud. Og det er jo noget helt andet. Der er masser af eksempler på divination i Bibelen, og vi har jo også mannakorn, hvor man trækker et skriftsted som vejledning for dagen. Det er divination, og det mener jeg også, tarotkortene er, siger han.

Skjerbæk Madsen har selv næret en vis skepsis over for tarotkortene. Indtil han stødte på en bog om tarot og meditation af Valentin Tomberg, en kendt filosof, som senere konverterede til den katolske kirke. Men hvad mere interessant var, så var efterskriften forfattet af den katolske kardinal Hans Urs von Balthasar.

På trods af at han var en forholdsvis konservativ katolsk teolog, har han set så tydeligt et kristent vidnesbyrd i bogen, at han gerne ville bidrage med efterskriften, siger Ole Skjerbæk Madsen.

Ifølge Skjerbæk Madsen er tarotkortenes dårlige ry ubegrundet det skyldes dels vores tendens til at kæde dem sammen med spåkoner og gøgl på markedspladser og dels forståelsen af spådom som noget dårligt ifølge Bibelen. Tarotkort kaldes også djævlens spillekort, blandt andet fordi både djævlen og pentagrammet, der er symbol for djævlen, er afbildet på kortene. Endelig er der også mange, der har haft uheldige oplevelser med tarotkort, og det er ofte dem, kirken ser, fordi det er kirken, de henvender sig til for at få hjælp.

Men faktisk er der mange referencer til det bibelske billedsprog i kortene: for eksempel går englene igen, endda med Guds navn stavet på hebræisk i halslinningen, og evangelist-symbolerne er også et gennemgående træk. Nogle billeder er også oprindelig illustrationer til kristne bøger, for eksempel Dantes Guddommelige Komedie.

Indtil videre har Ole Skjerbæk Madsen fået såvel positive som negative reaktioner både fra kristne og nyåndelige. Selv håber han med bogen at kunne bygge bro mellem de to verdener.

Jeg håber at kunne være med til at nedbryde fordomme mellem kristne og og åndeligt søgende mennesker, som er mere eksperimenterende.

freya@kristeligt-dagblad.dk

Visdomsbilleder - meditationer over tarottens trumfkort. Distri­bueres via Forlaget Scandinavia