”Til sidst beder hjertet selv bønnen”

Jens Munk, studenterpræst i Aarhus, åbner hver mandag aften dørene for studerende, der mediterer efter hjertebønnen

Hver mandag klokken 18 tænder Jens Munk, studenterpræst i Aarhus, lysgloben som indledning til kristen meditation for studerende. --
Hver mandag klokken 18 tænder Jens Munk, studenterpræst i Aarhus, lysgloben som indledning til kristen meditation for studerende. --. Foto: Lars Aarø/Fokus.

Som studerende kører hjernen ofte på højtryk for at pløje sig igennem læsebyrden. Hjertet, derimod, får måske knap så megen opmærksomhed.

LÆS OGSÅ: Studenterpræster er personlige rådgivere

Det forsøger studenterpræst i Aarhus Jens Munk at ændre lidt på, når han hver mandag aften står for kristen meditation i Studenternes Hus. Klokken 18 på ugens første dag møder mellem en håndfuld og en snes studerende op til cirka 45 minutters afstresning med Gud i fokus.

Først tænder Jens Munk lysene i lysgloben og på det lille alter, og så er der rum for at tale lidt sammen inden. De mediterende vælger selv, om de vil sidde på bedeskamler eller stole.

"Det handler om at finde et rum med en helt anden tidsrytme. Når du sidder i meditationen, bliver du tit opmærksom på, hvor stresset du egentlig er. Ved at meditere lægger du mærke til kroppen og får fokus på vejrtrækningen," forklarer Jens Munk.

Han opfordrer indledningsvist de studerende til at have en åben tilgang til meditationen og ikke overanalysere den.

"Det kan tage noget af fokus og fjerne noget af det åbne rum, hvis nogen fortæller for meget om deres erfaringer med eller forventninger til meditationen. Vi skal sørge for at bevare enkeltheden, så deltagerne ikke bliver hæmmet af andres fortællinger."

Studenterpræsten tog initiativ til kristen mandagsmeditation omkring studiestart i september sidste år. Han fornemmede, at der både var en åndelig søgen og et afkoblingsbehov blandt de studerende. I øjeblikket er det mest studerende fra medicin, antropologi og statskundskab, der kommer til mandagsmeditationerne.

"Som studenterpræst har jeg mange samtaler med studerende, som måske ikke kalder sig troende, men som alligevel har en slags tro. Jeg tror ikke, de ville komme, hvis jeg inviterede dem til en kristen andagt, det ville være for fremmed. Kristen meditation har mere appel, og meditationssproget er mere oppe i tiden," siger Jens Munk.

Selvom meditation er blevet moderne, er fundamentet og indholdet i den kristne udgave gammelt.

"Jeg tager udgangspunkt i den russiskortodokse hjertebønsmeditation. Det er en ældgammel tradition tilbage til ørkenfædrene, hvor man inden i sig selv bliver ved med at gentage den samme bøn: 'Jesus Kristus, forbarm dig over mig'."

"Under meditationen fjerner vi fokus fra hjernen og lader Kristus komme ned i hjertet. Det er en åndelig oplevelse, hvor vi forsøger at lukke tankerne ude og lader bønnen komme ind med vejrtrækningen. Bønnens baggrund er, at Kristi kærlighed omslutter alt i tilværelsen. Det kan ikke forstås fuldt ud med hovedet, men kræver en hjerteforståelse."

Det er Jens Munks indtryk, at de studerende lige skal vænne sig til, at det er en kristen bønsmeditation, men at de med tiden trives med det.

"De sidder selv og fornemmer, hvad det går ud på. I en gudstjeneste skal man kende traditionen bag for at forstå de mange ord Meditationen er mere kropslig – en ren væren med kærlighed, som giver ro og fordybelse."

Studenterpræsten medgiver, at meditation også er et tålmodighedsarbejde. Bare at sidde på taburetten, trække vejret og forsøge at finde ned i hjertet kan være en udfordring – men rart, når det lykkes.

"Hjertebønsmeditation er noget, du fysisk mærker i hjertet. Du mærker, at der kommer en fornemmelse af kærlighed, omsorg og ro. Det giver fine følelser i hjertet. Kristendommen kaldes også hjertets religion, og det sprog, hjertet taler, er ordløst."

Eftervirkninger af bønnen siver forhåbentlig ud i hverdagen, satser Jens Munk på.

"Det er vigtigt med meditationen, at man tager den med ud blandt mennesker i sit liv. Også i samtaler med folk eller i bilkøen kan man opnå kontakten med hjertet. Som munkene, der reciterer bønnen, mens de vandrer, siger: 'Til sidst beder hjertet selv bønnen'."

schelde@k.dk