Forskningschef: Tilgivelse er det suveræne svar på terrorisme

Charlie Hebdos første forside efter attentatet, hvor tegneren Luzier fremstillede en grædende Muhammed-skikkelse under overskriften ”Tout est pardonné” - alt er tilgivet - gav Ejvind Hansen idéen til bogen. Arkivfoto. Foto: Fred Tanneau/AFP / Scanpix Denmark

Tilgivelse er det uventede, overrumplende svar og derfor også suveræne svar på terrorisme
Ejvind Hansen

I ny bog argumenterer forskningschef på Journalisthøjskolen for, at tilgivelse er det radikale svarpå terrorisme, som afmonterer hadets logik

Tilgivelse. Det er ikke det første ord, der dukker op i tankerne efter et terrorangreb. Men det er netop en del af pointen, siger Ejvind Hansen, forskningschef ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, som i morgen udgiver bogen ”Kugleregn møder kuglepen” om ytringsfrihed og tilgivelse præcis et år efter det franske satiremagasin Charlie Hebdo udkom første gang efter attentatet den 7. januar 2015.

Det var netop Charlie Hebdos første forside efter attentatet, hvor tegneren Luzier fremstillede en grædende Muhammed-skikkelse under overskriften ”Tout est pardonné” - alt er tilgivet - som gav Ejvind Hansen idéen til bogen.

”Tilgivelse er det uventede, overrumplende svar og derfor også suveræne svar på terrorisme, som tilmed har den styrke, at det bryder den konfrontationskultur og kriselogik, som ellers præger debatten om islam og ytringsfrihed siden Muhammed-tegningerne. Alt handler om retten til at fornærme og retten til at blive krænket. Vi har brug for andre perspektiver,” siger Ejvind Hansen.

Han understreger, at bogens perspektiv på tilgivelsen ikke tager afsæt i en kristen religiøs forståelse af begrebet, men derimod skal forstås som menneskets mulige svar selv i situationer, hvor det forekommer ufortjent, uønsket og bryder med menneskets almindelige husmands-logik.

”Tilgivelse er aldrig noget, man gør sig fortjent til. Det er altid det radikale, uventede svar, men netop derfor er det så stærkt. Hebdo-tegningens tilgivelse afmonterer fuldstændigt hadets og terrorens logik. I den forstand peger tilgivelsen som gestus også på, at vi har et samfund, som er baseret på andet end 'øje for øje' og snæver retfærdighedslogik. Det rummer et religiøst eller metafysisk perspektiv, selvom det måske ikke har været hensigten fra tegnerens side,” siger Ejvind Hansen.

Men hvad skal tilgivelse gavne i denne sammenhæng - er der ikke brug for andre svar i mødet med terrorens virkelighed?

Ejvind

”Selvfølgelig skal vi ikke være totalt naive. Hvis der står nogen og truer dig med et gevær, nytter det jo ikke at tilgive dem. Hvis Luzier havde været på redaktionen den dag og talt om tilgivelse, havde vi aldrig haft tegningen. Men som eftertanke er det et stærkt svar, som netop ikke begrænser sig til at vende den anden kind til. Det er et både larmende og provokerende svar, som gik verden rundt og gjorde indtryk på mange mennesker,” siger Ejvind Hansen.

Han mener, at debatten om ytringsfrihed er blevet hysterisk og overfølsom og derfor på mange måder virker mod hensigten. Muhammed-tegningerne i 2005 markerede et syndefald.

”Siden dengang er det blevet sådan, at hver lille bitte provokation nu får medierne til at køre løs. På den måde får både krænkelsesargumenter og ytringsfrihedsfundamentalister fuld taletid non stop, men uden at vi bliver klogere. Og ret beset er det vel det ytringsfriheden først og fremmest skal bruges til: afdække magtstrukturer, sikre et levende demokratisk samfund og gøre os alle sammen klogere på, hvordan verden hænger sammen.”

Men som Flemming Rose og flere andre har påpeget, så sker der jo også det i disse år, at loftet for kontroversielle ytringer gradvist sænkes. Og at vi i dag har et de facto forbud mod at tegne Muhammed - den udvikling skal vel også afdækkes?

”Jo, naturligvis. Og det er da et stort problem og en anfægtelse for mig, at det er den vej, det går. Men også derfor var 2005 et dårligt år for ytringsfriheden, som Charlie Hebdos daværende redaktør, Stéphane Charbonnier, der blev dræbt i attentatet, også mente. Det har ført til en kæde af automatreaktioner og en forskruet logik, som vi må forsøge at bryde. Det handler om igen at skabe et rum for eftertanke.

Men er sagen ikke, at hver gang eftertanken er lige ved at indfinde sig, så finder et nyt terrorangreb sted?

”Det er desværre sandt. Der er et tidsaspekt, man må medtænke. Hvis jeg havde sagt disse ting dagen efter Hebdo-angrebet, ville der heller ikke blive lyttet. Man må respektere, at refleksionen ikke kan folde sig ud midt i en undtagelsestilstand. Problemet er, at undtagelsestilstanden er ved at blive permanent og dermed lukker helt ned for eftertanken. Men vi er nødt til at forsøge.”