Dansk kirkeliv har mistet en markant skikkelse, efter at præst og politiker Tove Fergo søndag afgik ved døden, 69 år.
Lige så hård hun kunne være over for politiske kolleger og den kirkelige elite, lige så hjertevarm var hun over for landets menigheder og samfundets svageste. Summen af det hele var engagement - med to fede streger under.
”Hun havde mange gode intentioner og en ægte folkelighed, som gjorde hende kendt og hørt også uden for kirkelige kredse,” fortæller tidligere biskop i Københavns Stift Erik Norman Svendsen, som både har været hendes provst og biskop.
Han kendte Tove Fergo som én, man kunne tale åbenhjertigt med, selv om man bestemt ikke altid var enig med hende, fortæller han og beskriver hende desuden som en ”glimrende kommunikator”.
Om det var ment som god kommunikation er nok tvivlsomt, men Tove Fergo formåede at skabe en stor folkelig interesse for folkekirken, da hun som den første sognepræst i 28 år i 2001 blev udnævnt til kirkeminister (V) i daværende statsminister Anders Fogh Rasmussens første regering.
Ifølge statsminister Lars Løkke Rasmussen, der også har siddet i regering med Tove Fergo, arbejdede hun igennem alle årene dedikeret for det, hun troede på, og han har ”med sorg modtaget nyheden om Tove Fergos død”, skriver han.
Fra dag ét i sin ministertid lagde Tove Fergo ellers ud med at overtræde den usynlige skillelinje mellem kirkens indre og ydre anliggender ved at meddele, at hun muligvis ikke ville sende en ny salmebog til autorisation hos Dronningen. En kommission havde netop færdiggjort et 10 år langt arbejde om den nye salmebog, og ministerens kommentar resulterede i 10 fortørnede biskopper, et krisemøde og ministerens løfte om alligevel at være det gummistempel, hendes forgængere også havde været, når ritualer, salmebøger og bibeloversættelser skulle autoriseres.
Salmebogen var bare begyndelsen, og siden fulgte en perlerække af sager, som på skift ophidsede politiske kolleger, præster, Landsforeningen af Menighedsrådsmedlemmer og andre af de personer og organisationer, Tove Fergo kaldte den kirkelige elite.
For eksempel måtte hun i 2003 erklære sig inhabil efter beskyldninger om, at hun havde forsøgt at presse sagen om den gudsfornægtende Taarbæk-præst Thorkild Grossbøll i en bestemt retning.
Folket i folkekirken lagde hun sig derimod ikke ud med. Menigheder landet over har ved utallige møder, foredrag og prædikener mødt den varme og smilende udgave af Tove Fergo.
Tove Fergo voksede op som enebarn på Nørrebro i København. Hjemmet var ikke kirkeligt, men det var den indremissionske ungdomsskole i Espergærde, hvor hun som ung kom hen.
Hun læste teologi i København, og på Pastoralseminariet mødte hun den 10 år ældre Peter Fergo. Efter sigende fandt de hinanden, fordi de teologisk var rasende uenige. Hun hældte til det missionske, han til det tidehvervske. De blev ordineret som præster samtidig i 1973, hvorefter den kun 26-årige Tove Fergo fik embede i Simon Peters Sogn på Amager. Det er det samme sogn, hun har været ved frem til hendes sygeorlov i august i år.
Hun formåede også at markere sig før sin ministertid. I 1988 blev hendes mand Peter Fergo idømt fire års betinget fængsel for at skjule to børn, som myndighederne havde besluttet skulle tvangsfjernes fra hjemmet. Parret Fergo, der begge var stærke tilhængere af forældres ukrænkelige rettigheder, var overbeviste om, at myndighederne havde fejlvurderet sagen.
Det var efter sigende samme børnesager, der førte Tove Fergo ind i politik. Både som medlem af Københavns Borgerrepræsentation 1990-1998, som medlem af Folketinget fra 1994 og som kirkeminister 2001-2005.
Hun er tidligere blevet beskrevet som en flittig og velforberedt politiker og har alle dage været kendt som en forkæmper for hjemløse og psykisk syge. Få dage inde i sin ministertid begravede hun en af sine personlige venner, ”psykiatriens Robin Hood”, som Christian Bonde, aktivist i Landsforeningen Sind, blev kaldt. Og det var ministeren, der sang for på de kommunistiske slagsange, Bonde havde ønsket.
Hun var også kendt som en konsekvent politiker, der for eksempel havde egen madpakke med på udvalgsture for ikke at bruge skatteborgernes penge unødigt.
De senere år skabte Tove Fergo røre som præst ved blandt andet at opfordre sine konfirmander til at holde sig væk fra søndagens gudstjenester, fordi hun mente, den ville skræmme dem væk fra kirken for evigt. Hun kritiserede også flere gange Københavns Stift for at være præget af lukkethed og opfordrede i en anden sammenhæng til at sommerlukke en lang række kirker for at spare penge.
Tove Fergo efterlader sig ægtefællen Peter Fergo og tre voksne børn.