Over halvdelen af alle os danskere bor i en ejerbolig. De fleste har lånt størstedelen af pengene til boligkøbet i en kreditforening. Ofte er der tale om flere millioner kroner og en udsigt til først at blive gældfri om tyve-tredive år. Alligevel tøver køber og kreditforening kun sjældent med at indgå en sådan aftale. Årsagen er noget så simpelt – og måske ved første øjekast gammeldags – som tro.

Når vi belåner vores bolig, sker det ud fra en tro på, hvor meget murstenene er værd, når vi skal sælge igen. Men at det kan være svært at prissætte et hus, fordi den objektivt set rigtige pris ikke findes, ser vi tydeligt i Hammerslag på DR1. Her skal to ejendomsmæglerpar fra Øst- og Vestdanmark dyste om at ramme husets salgspris. Ofte ligger deres bud langt fra hinanden – og ikke mindst salgsprisen.

Når de en gang imellem rammer den pris, ejendommen blev solgt til, afslører vindernes reaktion, at de betragter sig selv som meget heldige. De skød rigtigt, jubler, giver knus og klasker håndfladerne sammen. Deres tiltro til markedet blev belønnet.

Men prisen på de penge, vi bruger til at købe en ny lejlighed eller et nyt hus, kan ligesom ejendomsprisen gå op og ned. Renten kan være høj eller lav alt efter kronens kurs.
Det er derfor blevet en yndet sport for os at konvertere lån ud fra en tro på, hvad husets værdi vil være, når det skal sælges igen om to, fem eller 10 år. Hvis husets forventede salgspris overstiger det, vi allerede har lånt i huset, så er vi de heldige ejere af friværdi. Den kan vi belåne og bruge til jordomrejsen, købe et sommerhus eller en lejlighed til børnene.

Det er altså en troshandling. Vi låner i værdien af en forventet salgspris i fremtiden. Sagt anderledes: Vi tager lån i den blå luft. Men hvis tilstrækkeligt mange husejere ikke tror på markedets mekanismer og ikke tør tage lån i troen på, at værdierne hele tiden øges, så brister boligboblen. Økonomien fryser til, husejere, der har købt for dyrt, bliver stavnsbundne til deres ejendomme, og politikerne må forsøge at stimulere forbrugsfesten på ny.

Den menneskelige faktor i markedsøkonomien handler om tro og tillid til, at vi homo sapiens opfører os økonomisk fornuftigt. Derfor hedder det ofte i økonomiske analyser, at alt andet lige vil økonomien og vi som rationelle mennesker agere på en bestemt måde, hvis økonomien bliver stimuleret på den rigtige måde.

Men det fascinerende og problematiske ved os mennesker er, at der altid er noget mere at sige end alt andet lige. Verden er aldrig statisk. Den er altid noget mere og alt andet end snorlige. Vi er ikke kun fornuftige samfundsmennesker, der tager hensyn til vore medmennesker, så markedet fungerer efter de opstillede spilleregler.

Vi er også grådige væsener, der vil have mere, end vi behøver. Vi bliver misundelige, hvis naboen kan låne penge til en større bil eller en længere jordomrejse. Derfor vil vi sikkert på et tidspunkt selv gå i banken for at låne til noget, der kan gøre naboen misundelig.

Med den franske forfatter og videnskabsmand René Girard kan vi kalde denne mekanisme for det mimetiske begær. Vi efterligner de mennesker, som vi på en og samme tid ser op til, fordi vi gerne vil være ligesom dem, og hader, fordi de står i vejen for vores lykke.

Frelseren fra Barcelona

Vores markedsøkonomi hviler på troen på, at vores livssituation hele tiden vil blive bedre. Det er en tankegang, som markedet har lånt fra religionen. Nu om dage er der måske endda mere tro på børsen end i kirken.

Det mest religiøse program i dansk tv er for eksempel nok 17 Finans på TV2 News. Her bliver der hele tiden taget varsler. Virksomhedsledere bliver stillet til regnskab for deres tro på markedets fremtid og aktiekursen. Bankernes cheføkonomer skal profetere om udviklingen på de internationale finansmarkeder, og de økonomiske vismænds årlige rapporter bliver behandlet som nutidens hellige skrifter.

Sådan har det ikke altid været. Tidligere var det en journalistisk dyd at rapportere om begivenheder, der havde fundet sted. Men i dag er journalister mere optagede af at kigge ind i spåkugler. De spørger hele tiden politikere, økonomer og særligt gerne hinanden om alle mulige og umulige økonomiske og politiske fremtidsscenarier.

Da det som bekendt er svært at spå – og især om fremtiden – så er det også blevet en yndet sport blandt journalister at stille nutidens vismænd til regnskab. Hvorfor gik det nu alligevel ikke sådan, som de troede? Og hvis aktiekursen styrtdykker, eller bunden går ud af dollarkursen, så formidler nyhedsværterne begivenheden som et dommedagsscenarie. Gerne ved hjælp af et skriggult bånd af Breaking News.

Dette samspil mellem medier og markedsøkonomi er i dag det vigtigste offentlige rum. Netop det rum hviler på traditionelle religiøse begreber som frelse, gud, tro, tillid, fremtid, dom og regnskabets time. Og uden vores evne til at tro på noget andet og større end os selv bryder markedet og dermed vores samfund sammen.

Medierne har i høj grad overtaget religionens rolle i vores liv. Det er dem, som beskriver og fortolker vores virkelighed. Og det er via mediernes prioritering af Palæstinakonflikten, flygtningekrisen og Bill Clintons sexskandale frem for glemte krige i Congo og Burundi, at vi danner vores opfattelse af verden.

Når journalister skal beskrive vores dybeste følelser, inderste ønsker og højeste drømme, bruger de også et religiøst sprog. Det gælder måske i særlig grad sportsjournalister.

”Frelseren fra Barcelona” stod der for eksempel med store bogstaver på en af frokostavisernes spisesedler i 1993: Midtbaneelegantieren Michael Laudrup var efter halvandet års frivillig pause vendt tilbage til det danske fodboldlandshold. En anden frokostavis forkyndte i 1996 på sin forside, at ”Riis er Gud”, da han cyklede konkurrenterne agterud i Tour de France. Sportshelte kan på grund af deres tilsyneladende overmenneskelige præstationer blive så store i vores bevidsthed, at vi kun kan ty til guddommelige begreber for at beskrive dem.

Tro, skummetmælk og hårspray

Men den gode gammeldags tro er nu ikke gået helt af mode. Den former stadig mange af os som mennesker. Den inddeler vores liv i bestemte faser, den afgør, hvilke dage vi holder for hellige, og hvordan vi opfatter os selv og hinanden. Muslimer inddeler for eksempel døgnet efter de fem gange, de skal bede til Allah med hovedet vendt mod Mekka i Saudi-Arabien. For dem er fredag noget særligt, da især mændene den dag møder hinanden til fredagsbønnen.

For jøder er ugens højdepunkt lørdag, hvor de fejrer sabbat, ugens hviledag, med en familiefest. Søndagen er hellig for kristne, for den morgen ringer kirkeklokkerne over hele landet for at kalde til gudstjeneste.

Med flere milliarder mere eller mindre dedikerede tilhængere er islam og kristendom verdens to største trosretninger. På tredjepladsen finder vi alle de mennesker, der ikke bekender sig til nogen religion. Ateister kunne vi også kalde dem. Lige bagefter kommer hinduismen og buddhismen.

Jødedommen må med kun cirka 14 millioner troende finde sig i en plads noget længere nede på listen over verdens trosretninger. På de andre topplaceringer finder vi blandt andet den persiske bahaisme, den koreanske juche, den japanske shinto og kinesiske taoisme. Mens flere hundrede millioner mennesker kloden over dyrker forskellige slags folkereligioner. Som for eksempel aboriginerne i Australien og indianerne i Nord- og Sydamerika.

Vi skal selvfølgelig passe på med ikke at drage forhastede konklusioner ud fra sådan en hitliste over verdens største trosretninger. Men den viser dog, at langt størstedelen af vi mennesker bekender os til den ene eller anden tro. Og det har vi nok altid gjort.

Vi kan i hvert fald helt tilbage til menneskehedens tidligste historie finde udtryk for en tro på noget andet og større end os selv. Vi kender til skulpturer, som oldtidens grækere tillagde guddommelig kraft. De blev båret rundt i for eksempel Athen og Sparta ved særlige højtider og skulle sikre en god høst. Indbyggerne anså skulpturerne for at have overjordiske kræfter og bragte ofre til dem for at få del i den guddommelige magt.

Også i dag kan billeder spille en afgørende rolle for vores tro. Det oplever vi mange steder i verden. Ét af dem er Den hellige Gudsmoders kloster på den græske ø Tinos i Det Ægæiske Hav. Hvert år til påske bevæger en procession af flere tusinde græsk-ortodokse pilgrimme sig langsomt frem for at kysse et billede af Jomfru Maria, Jesu mor.

For de troende pilgrimme er det ikke bare et billede, men en ikon, der for de troende giver direkte adgang til guddommelig kraft. Gamle og unge kravler og slæber sig af sted for at komme så tæt på Maria som muligt. De syge håber på at blive raske, og de trætte ser frem til at få nye kræfter, når det langt om længe er blevet deres tur til at spidse læberne.

Mange udtrykker også troen via udseendet. Det er amishfolket et godt eksempel på. De udvandrede fra Europa til USA i 17-1800-tallet. I dag går amishfolket fortsat klædt som dengang: mændene i sorte bukser, jakke og hat, kvinderne i kjole og kyse. Mænd må ikke have overskæg, fordi det bar de officerer, der forfulgte dem i Europa.

Så hårpragt eller mangel på samme kan afsløre en del om ens tro. En hinduistisk sikh fra Punjabregionen i Indien lader for eksempel både hår og skæg gro vildt. Det er tegn på, at sikhen med sin store turban indgår i det guddommelige fællesskab, khalsa.

Skæg er heller ikke bare for sjov for muslimer. Størrelsen kan blandt visse muslimske grupper afspejle positionen i samfundets sociale orden. Derfor må nogle ikke bære mere skæg, end der kan være i en hånd. Og i den arabiske verden betragter mange muslimer, jøder og kristne skæg som udtryk for visdom og Guds velsignelse. Det er derfor, at vi i mange af Jerusalems kirker kan se billeder af Jesus med skæg.

I den hellige stad kan vi også genkende de ortodokse jøder på, at de ud over skæg bærer bredskygget hat og slangekrøller. Det står nemlig i Toraen, den jødiske bibel, at de ikke må runde håret på tindingerne eller studse deres skæg og altid skal have tildækket deres hovedbund. Ofte skynder de sig også ned til Grædemuren. De ortodokse jøder anerkender nemlig ikke Jesus som deres Messias og venter stadigvæk på, at den "rigtige" Messias skal komme. Derfor må de altid småløbe fra sted til sted. De skulle jo nødigt risikere at komme for sent til den længe ventede genopstandelse.

Hverken amishfolket eller de ortodokse jøder mener, at tro kan eller skal udvikle sig med tiden. Det er nok et håbløst ævred. Mange forskere har i hvert fald de senere år noteret sig et nyt fænomen, som de kalder for patchworktro. I højere og højere grad vælger mange troende elementer fra forskellige religiøse retninger, så troen passer til netop deres ønsker og behov. Det er ikke længere nok at være kristen, mange erklærer sig som en kristen buddhist eller omvendt. De abonnerer for eksempel på buddhismens løfte om et liv uden lidelse og kristendommens bud om næstekærlighed.

Denne opløsning af grænserne mellem forskellige trosretninger har også vundet indpas i Vestens erhvervsliv. Smarte konsulenter påstår, at de kan skabe gode ledere ved hjælp af yoga, mindfulness og coaching. Alt sammen med inspiration fra hinduisme og buddhisme.

Når troen er sluppet løs på et marked, bliver den til et produkt. Og den bliver målt på markedets betingelser: Virker den, eller kan jeg få den bedre eller billigere et andet sted? Vi shopper rundt blandt de forskellige muligheder for tro, som religionerne tilbyder.

På den måde er tro blevet et produkt på linje med skummetmælk og hårspray, og så er det dens virkning og ikke dens sandhed, der er interessant. Sandhed bliver relativeret. Det afslører sig i sproget. Vi siger: ”Enhver er salig i sin tro” med streg under sin. Et andet udtryk, der siger det samme, er: ”Min tro er lige så god som din tro.”

Men vi kan også miste troen – på os selv, på noget guddommeligt eller på livet. Vi kan falde i et dybt, sort hul, så vi holder op med at tro på, at det er værd at leve og derfor gør en ende på det. Tro handler om liv og død.