Åboulevardens larm forsvinder, når man lukker sig ind i det lille våbenhus i Bethlehemskirken i København. Her i den lille træboks med tykke kors skåret ud i træet er der helt stille. På den anden side af mørket åbenbarer kirkens hvælvinger sig med en højde, der nærmest synes uendelig.
”Det er imponerende, ikke?”, siger Erik Hviid Larsen.
”Selvom jeg har været præst her i mere end 20 år, kigger jeg stadig helt instinktivt op, når jeg kommer ind, for det er så højt.”
Kirken er tom denne torsdag formiddag, og vi låser døre op med nøgler, da vi går igennem kirken. Erik Hviid Larsen forklarer, hvordan P.V. Jensen Klint tegnede kirken her som en slags kladde, inden han lavede Grundtvigskirken på toppen af Københavns Nordvestkvarter. Hvor Grundtvigskirkens høje, smalle vinduer lukker kaskader af hvidt lys ind i kirken, er Bethlehemskirken mørk. Der er næsten ingen vinduer.
Kontrasten mellem lys og mørke spiller også ind i søndagens tekst, forklarer Erik Hviid Larsen, mens han skænker kaffe. Han kiler en bemærkning ind om, at han trods fasten ikke har forsaget den gode kaffe. For sådan er fasten ikke. Men det vender vi tilbage til.
I søndagens tekst er Jesus og disciplene kommet ned fra bjerget og møder en far og en søn. Faderen er ude af sig selv og beder Jesus om hjælp, for hans søn er besat af en dæmon, der ødelægger ham. Jesus uddriver dæmonen, og et øjeblik synes drengen at være død. Men han rejser sig igen ved Jesu hånd, fri for det onde.
”Når vi i kirken taler om ondskab, er der et Fadervor, hvor vi beder 'fri os fra det onde', og når vi beder trosbekendelsen, siger vi, at vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen. Der er på den måde to modeller for ondskab: det onde og den onde. De to skal man have in mente, når man ser teksten,” siger han.
”Det spændende ved historien er, at det er drengens far, der henvender sig. Det siger lidt om kærlighedens væsen. Han henvender sig, fordi den person, der står ham allernærmest, er i nød. På den måde møder det gode det onde, for det er ikke sønnen selv, der beder om hjælp, det er faderen på sønnens vegne. Det er en kærlighedserklæring,” siger Erik Hviid Larsen.
Folk kommer til Erik Hviid Larsen, som på den ene eller anden måde slås med en dæmon. En kraft, der hiver og slider i vedkommende, og som gør dem destruktive.
Præsten forklarer, at det kan være den onde stemme i hovedet, eller det kan være det onde pres fra det omsluttende samfund. De to former for dæmoner, som kristendommen nævner i Fadervor og trosbekendelsen.
”Ordet djævel kommer fra det græske ord 'diabolos', som betyder den, der splitter. Så når man føler, at man bliver sønderrevet af noget dæmonisk, hvad samler så? Jeg tror, at troen på Gud samler. Derfor beder jeg en bøn sammen med vedkommende, for i bønnen vil altid være et Fadervor,” forklarer Erik Hviid Larsen og fortsætter:
”I bønnen ligger en tilslutning. Det er en familiær overgivelse til Gud. Trosbekendelsen er heller ikke en indholdsfortegnelse over, hvad troen indeholder. Det er lige så meget en tilbedelse af Gud med ord, som ikke er mine eller dine, men nogle, som har eksisteret i to tusinde år. Det er en styrkelse af den fælles hukommelse og noget at læne sig op ad, når man har brug for det,” siger han.
”Og så plejer jeg at sige, at hvis man ønsker, at det, der plager en, ikke skal præge ens liv længere, bliver man nødt til at fylde det med noget andet. Det handler ikke bare om at udfri dæmonen, altså at tømme sig selv for den. Det afgørende er i stedet at få noget fyldt ind. Der tror jeg, at troen på Gud hjælper,” siger han.
Han forklarer, at nogle oplever, at det hjælper at bede Fadervor, sige trosbekendelsen og gå til gudstjeneste.
”Nogle siger, at de så lyset. Der er mange forskellige udtryk, og gudstjenesten er jo forskellig for enhver. Nogle sidder og græder, og i kirken er der plads til følelser, så det er i orden. Men gudstjenesten er også samlende, for her træder man ud af isolationen og ind i et fællesskab, og det hjælper ofte,” siger han.
Men der er også nogle, han ikke kan hjælpe. Hvor de dæmoniske tanker bliver ved at dukke op. Derfor har han et samarbejde med psykologer og psykiatere, som kan hjælpe. På den måde er han en slags moderne dæmonuddriver, der også kender sin begrænsning.
”Man skal jo forstå sin samtid i den ramme, der er. Hvis vi kun tror på det, vi kan måle og veje, er det fuldstændig omsonst at tale om den åndelige verden. Det ændrer sig jo hele tiden, det vi kan måle og veje. I 1850 var der nogle klare begrænsninger, som der ikke er i dag. Og om 50 år ved vi nogle ting, vi ikke ved i dag,” forklarer han.
På den måde ændrer dæmonen også karakter. Hvad der i 1500-tallet var dæmoner, er der i dag helt andre ord for.
”Hvis vi tog en astrofysiker fra i dag, placerede ham i 1916 og sagde de ting, vi ved om rummet i dag, på et tidspunkt, hvor man lige var begyndt at få flyvemaskiner i luften, er jeg sikker på, at han ville blive brændt på bålet som heks. Dæmonien får altid nye ansigter, så hvis man tror, at Djævelen kun er ham fra kalkmalerierne med horn i panden og en hale og bukkeben, så er vi fanget i en tidslomme,” siger han.
Og så er vi ved fasten. For den handler ikke om selvpiskning og forsagelse af alt det, der forsøder tilværelsen, forklarer Erik Hviid Larsen:
”For mig er fasten den tid, hvor vi får klarhed over, hvad vi skal holde fast i, og hvad vi skal give slip på. Hvad er det, vi beder om at være vores følgesvend i livet? Der synes jeg, at billedet her af den besatte dreng er et fantastisk billede. For det, der tager ham ved hånden, er godhed. Jesus, den gode, tager ham, den dæmoniserede, hvori Djævelen har taget bo, i hånden. Vi lever i en dæmoniseret verden, og så tages vi ved hånden af godhed. Det får mig til frimodigt at ville gå ud i verden og vise andre samme godhed. Det er måske naivt, men det er da smukt.”