Guitaren og trommerne bliver sluppet løs samtidig. Rytmen er hurtig, og guitaristens fingre spiller en hurtig, insisterende melodi på strengene. De seks smilende sangere klapper med hænderne højt løftede for at få tilhørerne til at klappe med. En ung pige løfter sin mikrofon og synger:
Han er her nu. Jesus er her nu. Han er nu. Jesus er her nu. Træd nu ind foran din konge.
Lovsangsbandet fra pinsekirken Kirken i Kulturcentret på Nørrebro er på besøg i Århus. Bandet har udgivet en cd med nye lovsange til inspiration for danske kirker. Mange af sangene lyder som den rock- og popmusik, man hører i radioen. Nogle af de mere stille sange kan man næsten forveksle med hitlisternes kærlighedssange, hvis man skifter honey ud med Jesus eller Helligånd.
Sangen fortsætter med omkvædet:
Han kan forvandle dig, som han forvandled mig. Han kan forvandle dig, som han forvandled mig. Frelsen ligger i det navn. Frelsen ligger i det navn. Frelsen ligger i det navn.
Teksterne vises via powerpoint-skærme på hver side af scenen, hvor bandet står. Tilhørerne, hvoraf de fleste er i 20erne, står op og klapper med.
En af grundene til, at man vælger at bruge moderne musik, er, at man vil have gudstjenestens musikalske side til at være mere hverdagsagtig og have en umiddelbar nutidig karakter. Traditionelle salmer kan virke gammeldags og for ritualiserede, forklarer forfatter og ph.d. i musikvidenskab Henrik Marstal.
I tidens løb har flere arbejdet for at gøre kirkens sang mere hverdagsagtig. Martin Luther gjorde op med den katolske kirkes latinske salmer og ville have enkle salmer på menighedens eget sprog. Nogle af salmerne blev gendigtede på verdslige melodier og blev særligt populære.
I den amerikanske hippiekultur i 1960erne var bevægelsen Jesus People nogle af de første til at bruge rock i kristne sange. Samtidig begyndte folk fra den karismatiske vækkelse i 1960ernes USA at digte lovsange med fokus på inderlighed og det personlige gudsforhold.
I Danmark slog den karismatiske fornyelse igennem i 1970erne hovedsageligt i pinsebevægelsen og Apostolsk Kirke. De blev inspirerede af inderligheden og tilbedelsen fra de amerikanske lovsange, og sangene har i løbet af de sidste 30 år bredt sig i det kirkelige landskab.
I mange frikirker ledsages lovsangen ofte af et mere frigjort, fysisk udtryk, hvor menigheden står op og klapper.
At stå op og synge fællessange optimerer følelsen af fællesskab, for så opleves musikken ikke kun gennem stemmerne, men også gennem kroppen. Fra blot at synge går man dermed mere over til at performe, og det er der indlysende fordele og ulemper ved. Ikke alle føler sig lige meget som en del af et religiøst fællesskab i sådan en situation, forklarer Henrik Marstal.
Også i gospelmusik står man op og synger. Gospelmusikken er de senere år blevet populær i Danmark, men den adskiller sig fra lovsangen ved sine engelske tekster og sin sorte amerikanske musikstil. Rockmusikken er generelt mere integreret i dansk kultur og fylder derfor mere.
Mange frikirker samt fri- og valgmenigheder bunder i et folkeligt initiativ, og det passer med de letforståelige sange. Blandt andet på grund af den karismatiske arv, lægger mange frikirker større vægt på følelser og den personlige erfaring. Det passer til mange lovsange, som også fokuserer på følelser.
Det har med kulturen at gøre. Folkekirken viger tilbage for det følelsesprægede og holder en distance til folk, siger professor i dogmatik på Menighedsfakultetet Asger Højlund.
Han vurderer, at folkekirkens generelle tøven over for lovsange bunder i, at man ikke vil gå for tæt på folk.
Billedet er dog mere broget. Enkelte menigheder i folkekirken bruger lovsange, og det samme gør for eksempel også Kristeligt Forbund for Studerende. Samtidig er der også flere frikirker, som aldrig kunne drømme om at stille bas, trommer og elguitar op ved siden af prædikestolen.
Det gælder blandt andre Århus Baptistkirke. Kirken har forsøgt sig med lovsange, men de passer ikke ind i menighedens kultur og tradition. For Troels Thorndal, som er præst, er det et spørgsmål om manglende kvalitet i teksterne.
Jeg synes, at lovsangskorene er rædselsfulde. De er for naive. I teksterne bliver det ofte stillet op, som om vi er børnene over for Gud eller undersåtter over for kongen. Det er meget nedefra og op, siger han.
Professor Asger Højlund er enig i, at den store forskel på lovsange og salmer ud over musikken er selve indholdet.
Teologisk savner jeg noget i lovsangene. Somme tider er der en tendens til at tale mere om Guds ophøjethed og ikke om fornedrelsen. Lovsange får ikke hele fylden af mig og mit liv med. I lovsange når man hurtigt fra én selv til overgivelsen, siger Asger Højlund.
Mange lovsange bygger på et eller flere bibelvers, og det giver, ifølge seniorpastor i Pinsekirken i Århus Frede Rasmussen, lovsangene en memorerende funktion. Kirken bruger næsten udelukkende lovsange i sine gudstjenester, og Frede Rasmussen mener ikke, at teksterne mangler noget.
Folk, som argumenterer mod indholdet, kender ikke mængden af kor. Lovsange breder sig over det meste, både hvor mennesket er langt nede og det at være et offer, siger han og påpeger desuden, at unge generelt nemmere kan forholde sig til lovsange med en moderne musikstil.
Lovsangsbandet fra Kirken i Kulturcentret er nået til de stille sange. Nogle af tilhørerne sætter sig ned.
Jesus, du er min Gud. Hellig, mægtig er du. Herre, min ven, du har øje for mig, ser mit inderste jeg, begynder en kvindelig forsanger.
Flere af sangerne lukker øjnene og løfter hænderne.
Efter en række stille sange, er lovsangsaftenen næsten forbi, og det skal ske med et eftertrykkeligt punktum. En elguitar indleder i et højt tempo. Tilhørerne står igen op og klapper med. Trommer, guitar, bas og klaver forenes i et øredøvende lydbillede og klap og hujen forenes med omkvædet:
Take, take, take it all. Take, take, take it all.