Trossamfund tættere på hjælp fra staten

Kristne trossamfund mødes med embedsmænd fra Skatteministeriet og Kirkeministeriet for at diskutere opkrævning af kirkeskat til andre end folkekirken over skattebilletten

Den katolske Sankt Ansgar kirke i København. - Foto: Arkiv.
Den katolske Sankt Ansgar kirke i København. - Foto: Arkiv. Foto: Arkiv.

Trossamfundene i Danmark er rykket et skridt nærmere lighed med folkekirken. Om 14 dage mødes den katolske kirke i Danmark og repræsentanter for paraplyorganisationen Danske Kirkers Råd med embedsmænd fra Skatteministeriet og Kirkeministeriet for at drøfte et katolsk forslag til, hvordan trossamfund uden for folkekirken fremover kan få opkrævet medlemsbidrag via skattebilletten.

Mødet er indkaldt kun en måned efter, at den katolske kirke i Kristeligt Dagblad for første gang udtrykte ønsket om statslig hjælp til indkrævning af kirkeskat. I den sammenhæng sagde kirkeminister Bertel Haarder (V), at han ikke var afvisende over for forslaget. Men nu bliver hensigtserklæringerne altså til konkret handling. Og lykkes katolikkernes projekt vil det være første gang, at staten direkte opkræver medlemsbidrag for andre religiøse organisationer end folkekirken.

Kontorchef i Skatteministeriet Henrik Ludolph, hvor en eventuel lovændring skal komme fra, og kontorchef i Kirkeministeriet Paolo Perotti bekræfter, at mødet finder sted.

Jeg er optimist, siger biskop i den katolske kirke i Danmark, Czeslaw Kozon.

Og tidligere formand for Etisk Råd og redaktør af den katolske radio, Erling Tiedemann, tilføjer, at sagen nu er meget længere, end han nogensinde havde håbet på.

Katolikkernes optimisme skyldes dels det planlagte møde med embedsmændene, dels at Danske Kirkers Råd på et møde i sidste uge gav den katolske kirke støtte til at gå videre med sagen.

Mens den katolske kirke i Danmark er meget interesseret i ordningen, gælder det samme ikke alle Danske Kirkers Råds medlemsorganisationer. Blandt andet har Baptistkirken det principielle synspunkt, at stat og kirke ikke bør sammenblandes.

Vi har den grundholdning, at offentlige opgaver ikke skal varetages af trossamfund, og at trossamfunds opgaver ikke skal varetages af staten, siger generalsekretær Jan Kornholt, som dog holder en dør åben for, at der kan komme oplysninger frem, som ændrer den holdning.

I udtalelsen fra mødet i Danske Kirkers Råd hedder det blandt andet, at en eventuel ordning med statslig indkrævning af medlemsbidrag skal være et tilbud til alle trossamfund, hvis de lever op til relevante vilkår. Og at økonomien for trossamfund, som ikke ønsker at deltage i ordningen, ikke forringes det vil blandt andet sige, at medlemmer af trossamfund, der står uden for ordningen fortsat kan trække deres bidrag fra i skat.

Generalsekretær Lene Suh Nicolaisen siger, at rådets medlemmer ikke har sagt ja eller nej til om de vil være med i en eventuel ordning. Det skal diskuteres i medlemskirkerne hen over sommeren.

Juridisk er der intet til hinder for, at staten opkræver medlemsbidrag fra andre trossamfund end folkekirken. Statens understøttelse af folkekirken er en forpligtelse ifølge Grundloven, men ingen hindring for, at staten også kan bidrage med hjælp til andre trossamfund, udtaler en række kirkeretseksperter til Kristeligt Dagblad.

benteclausen@kristeligt-dagblad.dk

Cleslaw Kozon, katolsk biskop i Danmark. - Foto: Arkiv
Cleslaw Kozon, katolsk biskop i Danmark. - Foto: Arkiv Foto: Arkiv