Folkekirkens udmeldelser har toppet

Folkekirken oplevede en massiv bølge af udmeldelser i foråret efter Ateistisk Selskabs udmeldelseskampagne. Nye tal viser langt færre udmeldelser i årets tredje kvartal

Ateistisk Selskabs kampagne er stærkt aftagende her i tredje kvartal. På billedet ses Lynge Kirke.
Ateistisk Selskabs kampagne er stærkt aftagende her i tredje kvartal. På billedet ses Lynge Kirke. Foto: Arkivfoto/Kristian Djurhuus.

”Hvorfor tro på en gud?”. Dette og andre budskaber om udmeldelse af folkekirken kunne læses på langsiden af landets busser, da Ateistisk Selskab i foråret lancerede en udmeldelseskampagne. Kampagnens effekt blev tydelig, da 10.300 danskere meldte sig ud af folkekirken i årets andet kvartal. Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at yderligere 5381 meldte sig ud i tredje kvartal, og dermed er kampagnens effekt aftagende. Det vurderer Peter Lüchau, der er religionssociolog med speciale i kirkestatistik.

”Det er stadig relativt mange, når man tænker på, at der normalt er 10.000 udmeldelser på et år. Det viser, at konsekvensen af kampagnen har toppet, men endnu ikke er helt forsvundet,” siger Peter Lüchau.

Med over 10.000 udmeldelser i andet kvartal af 2016 oplevede folkekirken den hidtil største udmeldelsesbølge på et kvartal. Ifølge lektor ved institut for regionale og tværkulturelle studier på Københavns Universitet Peter Birkelund Andersen kan nedgangen i antallet af udmeldelser skyldes, at man er ved at være igennem den potentielle gruppe af udmeldelser.

”Der er altid en gruppe af mennesker, en klump, om man vil, der overvejer at melde sig ud af folkekirken. Nedgangen i udmeldelser kan tolkes som, at man er ved at være igennem denne klump af mennesker, der tvivler på deres medlemskab af folkekirken,” siger Peter Birkelund Andersen.

Efter tredje kvartal har 20.106 personer meldt sig ud af folkekirken i 2016. Og med et kvartal tilbage af året mener både Peter Birkelund Andersen og Peter Lüchau, at dette år kommer til at slå 2012, som med 21.118 hidtil har været det år med flest udmeldelser, siden Danmarks Statistik begyndte sine opgørelser i 2007. Dengang mente man, at de mange udmeldelser skyldtes debatten om homoseksuelle vielser i folkekirken. Ifølge Peter Lüchau kan udmeldelsesbølger ganske vist skabes af debatter eller kampagner som Ateistisk Selskabs, men deres effekter ses sjældent længere end året ud.

”Mit gæt er, at vi kun ser konsekvenserne af Ateistisk Selskabs kampagne i år. Næste år vil der være markant færre udmeldelser, fordi den gruppe, der tvivler på medlemskabet, er blevet tømt at bølgen. Så hvis Ateistisk Selskab vil lave en lignende succesfuld kampagne, skal de nok vente et par år, hvor der er skabt nye potentielle udmeldelser. Selvom der kom en stor folkekirkeskandale i morgen, er mit bud altså, at den ikke ville have halvt så stor gennemslagskraft, som hvis den kom om to-tre år,” vurderer Peter Lüchau.