Ufødte børn skal lære salmer

Den populære babysalmesang får nu en forløber, når musikpædagog og præst tilbyder salmesang i kirken for ufødte børn

Syng for dit foster. For første gang tilbyder folkekirken nu gravide kvinder at supplere fødselsforberedelsen hos en jordemoder med salmesang hos en præst.

En professor i musikopdragelse mener, at salmesangen for de ufødte giver god mening.

"Syng for dit ufødte barn" foregår i Godthaabskirken på Frederiksberg fire uger før og fire uger efter fødslen. Det finder sted første gang om et par uger, og lederen, lektor Anne-Mette Riis fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, glæder sig.

– Man kan bygge bro fra fostertilstand til efter fødslen gennem sang, som bærer mange flere følelser med sig end tale. Gennem salmerne kan der desuden bygges bro til dåben, fordi både barn og mor får fortrolighed med kirkens salmer. Man kan lægge nogle kim til en tryghed og et sted at være i tilværelsen også på langt sigt, siger hun.

Præsten ved Godthaabskirken, Hans Peder Cappelørn, ser store perspektiver i det nye initiativ.

– For hvorfor skulle Gud ikke kunne nå det ufødte barn gennem salmesangen? spørger han og håber, at forældrene vil tage salmerne med sig hjem og synge dem for børnene under opvæksten.

I løbet af få år er den såkaldte babysalmesang blevet en af den senere tids største succeshistorier i folkekirken, og over hele landet sidder mødre og synger salmer med deres babyer.

En af initiativtagerne til babysalmesangen er professor i musikopdragelse ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, Inge Marstal. Hun mener, at det er en rigtig god ide med salmer for ufødte.

– De ufødte børn får en ballast for livet. Forskning viser, at selv voksne mennesker kan genkende lyde, som de har stiftet bekendtskab med i fostertilstand, siger Inge Marstal, og på spørgsmålet om de ufødte børn ligefrem kan synge med på salmer, svarer hun:

– Deres stemmer er jo ikke udviklede, men på en eller anden måde synger de nok med mentalt.

kiil@kristeligt-dagblad.dk