Et af de meste læste debatindlæg i Kristeligt Dagblad i den seneste tid kommer fra den unge studerende Robert Høgh, der skriver, at en ny tiltrængt åndelig udvikling er på vej.
”Hele mit liv har jeg levet i velfærdsstatens overfladiske forbrugersamfund, hvor konsekvensen af verdslig rigdom har været åndelig fattigdom. Men nu er det omsider ved at vende,” skriver Robert Høgh, der studerer statskundskab på Københavns Universitet.
Og noget kunne tyde på, at han har ret. I hvert fald har der i de seneste par år været en enorm interesse også på Aarhus Universitet for et særligt tværhumanistisk valgfag, der handler om Søren Kierkegaards tænkning og derfor rummer både filosofi og religion.
”Vi udbyder kurset på tværs af hele humaniora, og i løbet af de senere år er der sket en fordobling af antallet af studerende, der vælger netop det her fag,” fortæller lektor i idehistorie, Ole Morsing, der er den ene af de to undervisere på faget om ”Kierkegaard og den moderne eksistens”. Også et kursus i ”De jødiske kristne ideers historie” er i dag meget populært, mens det tidligere ikke var nær så efterspurgt som et forløb om ”De sociale ideers historie”.
Ole Morsing fortæller, at der tidligere har været en meget større reservation blandt både studerende og undervisere i forhold til især det religiøse, og at tidligere tiders undervisning i Kierkegaard ofte udelod det religiøse aspekt, men at det nu ligefrem er et ønske fra de studerende selv at få mere fokus på netop denne dimension.
”De unge i dag taler langt mere ublufærdigt om religion og har jo heller ikke oplevet den hetz mod religionen, som var udbredt på universiteterne i 1970'erne, hvor marxismen dominerede. Og så tror jeg også, at den store søgning hænger sammen med, at man efterhånden har afskaffet ”åndstænkningen” på alle andre fag, hvor al viden er blevet instrumentaliseret eller har fokus på events. Når de studerende så læser Kierkegaard og hans tanker om kristendommen, kan de se, at der faktisk er en tænkning, der tør give bud på en sammenhængende livsforståelse. Og det er i stor kontrast til kun at have blik for den delmængde, som deres fag ellers uddanner dem i,” siger Ole Morsing.
Det vil 25-årige Anne Larsen gerne støtte op om. Hun studerer ellers æstetik og kultur, men valgte netop det udbudte valgfag om Kierkegaard, fordi det tilbød en helt anden form for viden.
”Der er hele tiden fokus på nytten i forhold til vores uddannelse. Vi bliver presset til at gennemføre hurtigt, skal træffe vores valg i forhold til arbejdsmarkedets behov og konstant have blik for vores fremtid som bidragydere til samfundet. Men der er også et behov for at gøre noget andet. Noget, der er vigtigt for os på det menneskelige plan. Så måske er den her interesse for det mere eksistentielle også en reaktion på vores tid. For mig selv har det i hvert fald været et fantastisk åndehul og meget berigende at tænke over ikke bare, hvad jeg skal, men også hvem jeg er,” siger Anne Larsen.
25-årige Benjamin Christensen er enig. Han studerer filosofi, men valgte også det tværfaglige fag om Kierkegaard, fordi han især er optaget af den danske tænkers insisteren på kristendommens uomgængelighed for os.
”For mig at se er det vigtigt for alle at studere religion og tro, og i vores kultur gælder det selvfølgelig især kristendommen. Der er så mange felter inden for både humaniora og naturvidenskab, hvor man slet ikke anerkender den tydning af menneskelivet, der ligger i religionen. Men det er en meget begrænset tilgang til det menneskelige, og Kierkegaard minder os jo netop om, at der er andre vigtige aspekter af menneskelivet end forstandsvidenskaberne. Det er, som om vi i vores samtid har en tendens til at tro, at netop vi har en særlig privilegeret adgang til viden, der på sigt fører til, at vi kan kortlægge mennesket videnskabeligt. Men man skal passe meget på med at ende i en blind tro på videnskabens rigtighed,” siger Benjamin Christensen.
Han peger også på, at netop læsningen af Kierkegaard er vigtig, fordi denne også peger på, at erfaringer ikke kun kan nås gennem forstanden, men også via troen.
”For mig at se styrker det vores dannelse, ja faktisk hele vores kultur, hvis vi går til verden med netop den åbenhed og samtidig også favner tvivlen, så vi ikke låser os fast i en bestemt udlægning af verden og menneskelivet. Men selvom jeg ser den store interesse for netop det religiøse og åndelige hos mange af mine medstuderende på tværs af humaniora, så oplever jeg dog stadigvæk en atmosfære på universitetet, hvor man skal forsvare sig, hvis man tror på Gud. Det er lidt, som om der hersker en idé om, at det at være oplyst også nødvendigvis må føre til en større grad af ateisme. Derfor er jeg meget interesseret i at se, hvor den her stigende åbenhed for det religiøse fører hen,” siger Benjamin Christensen.