Unge på Roskilde Festival taler om tro og håb

Snakken var intens og dyb, da festivaldeltagere på Roskilde Festival i en time sad til bords med præster, ...

Snakken var intens og dyb, da festivaldeltagere på Roskilde Festival i en time sad til bords med præster, en imam og en rabbiner og talte om tro, sorg og kærlighed. - Foto: Benjamin Krasnik

De lokkede med kaffe og morgenbrød, og jeg havde ikke de store forventninger. Men det viste sig at blive nogle meget dybe og intense samtaler om at miste sin mor og om behovet for at have tro i samfundet.
Jarl Asger, festivaldeltager

40 religiøse repræsentanter fra flere trosretninger tog i går en intens snak med unge på Roskilde Festival. De finder hurtigt ind til en eksistentiel kerne, siger præst

Roskilde skal være mere end musik. Sådan har det længe lydt fra den traditionsrige festival på Dyrskuepladsen, der er i fuld gang i denne uge.

De seneste år har festivalen iværksat en række begivenheder ved siden af koncerterne, der skal styrke sammenholdet blandt de op mod 100.000 gæster. I dag kan man finde kunst i Art Zone, lave håndværk og gå på kulinarisk opdagelse.

Roskilde-ånden er efterhånden et fasttømret udtryk for den særlige stemning, man kan opleve på festivalen.

I år har en særlig spirituel ånd indfundet sig blandt telte, ølboder og høj musik.

40 repræsentanter for forskellige trosretninger mødte i går op for at komme i snak med festivalgæster. Præster, buddhister, en imam og en rabbiner indfandt sig på den ene side af et langt bord på en græsplæne i det vestlige campingområde.

På den anden side af bordet befandt sig 40, primært unge, festivaldeltagere. I en time havde de en intens snak hen over bordet om håb, tro og meningen med livet.

”En samtale med en religiøs lærd”, hedder arrangementet, som er en del af festivalens såkaldte ”Change”-program. Og der blev snakket intenst rundt om bordet hele timen igennem.

En af deltagerne i den åndelige samtale var Jarl Asger på 20 år fra Kolding.

Han fik en snak med fire lærde i løbet af en time, heriblandt rabbiner Jair Melchior fra Det Jødiske Samfund i Danmark og sognepræst Marianne Myssen fra Sørbymagle-Kirkerup Sogne på Sjælland.

”De lokkede med kaffe og morgenbrød, og jeg havde ikke de store forventninger. Men det viste sig at blive nogle meget dybe og intense samtaler om at miste sin mor og om behovet for at have tro i samfundet.

Det var en god start på dagen,” konstaterede Jarl Asger.

Præst Marianne Myssen havde også fire gode snakke med unge om tro og tvivl.

”Jeg havde den opfattelse, at deres tro er placeret meget langt væk fra deres dagligdag. Men med et knips med fingrene kunne de finde det frem og tale om dybe, eksistentielle emner, der optager dem.

Det var ærgerligt, at der ikke var mere tid,” sagde hun efter arrangementet.

Når så mange mennesker er samlet et sted på én gang, er det dumt ikke at udnytte det og få dem engageret i andet end musik, påpeger Olav Hesseldahl fra Ungdomsbureauet, der er en nonprofit-organisation, som står for arrangementet og til daglig arbejder for at involvere unge i samfundsdebatten.

”Vi vil også gerne tage fat om de store emner, der præger unge. Der er et behov for - også på en festival - at tale om det meningsfulde liv, eftertænksomhed og usikkerhed.

Det sidste er tydeligvis et tabu i især unges liv, hvor man skal være meget ekstrovert og sej hele tiden. Det gælder både på festivalen og ude i samfundet,” siger Olav Hesseldahl.

Rabbiner Jair Melchior var også glad for oplevelsen ved langbordet, men han er bekymret på ungdommens vegne.

”Mit indtryk er, at de står meget alene over for de store spørgsmål i den moderne verden uden at have et fast udgangspunkt. De er meget søgende efter svar og kan ikke rigtig sætte ord på det.

Vi er jo ikke de første mennesker, og i jødedommen eksempelvis er der 3000 års erfaring med livet. Når en jøde dør, så ved familien lige præcis, hvad de skal gøre i sorgen.”

Roskilde Festival og Ungdomsbureauet står for i alt tre samtalearrangementer.

I løbet af ugen kunne festivalgæster også møde folk fra bankverden til en snak om værdi og vækst og it-folk til en snak om digitalisering og fremtid.