Universiteter får bederum

Nye bederum, som kan bruges af både kristne og muslimer, er på vej på flere universiteter - skoler og gymnasier siger nej

Såvel Københavns Universitet Amager, KUA, som Syddansk Universitet, SDU, i Odense åbner i nær fremtid bederum. Dermed får størstedelen af landets universitetsstuderende nu adgang til at bede i et særligt lokale, idet der i forvejen findes bederum på Panum Instituttet under Københavns Universitet og på Roskilde Universitetscenter, mens Aarhus Universitet har et »stillerum«, der især bruges af kristne studerende.

Det oplyser Nicolai Halvorsen, studenterpræst ved Københavns Universitet, efter en drøftelse af emnet med sine kolleger fra de andre universiteter i går.

- På Københavns Universitet har fakultetsrådet godkendt, at der indrettes et bederum på KUA. Efter alt at dømme åbner det til efteråret, når der er fundet et lokale. Og SDU er på vej med et bederum, som studenterpræsten har været med til at få oprettet efter ønske fra muslimske medicinstuderende, siger Nicolai Halvorsen, der selv var med til at oprette bederum for de medicinstuderende på Panum Instituttet for halvandet år siden.

- Rummet bliver især brugt af muslimer, men også af kristne. Man kan reservere rummet med en seddel på døren, så de forskellige trosretninger ikke skal bruge rummet samtidig, forklarer han.

Ingen forespørgsler

Mens de fleste universiteter er åbne for at indrette bederum, er indstillingen på de fleste folkeskoler og gymnasier, at organiseret religionsudøvelse ikke bør foregå på skolen, og at der derfor ikke kan gives tilladelser til bederum.

- Vi får ingen henvendelser om et bederum. Men hvis vi fik, måtte vi svare, at det ikke kan passes ind i en dansk folkeskole, siger skoleinspektør Thorkild Gregersen fra Roholmskolen i Albertslund.

Ifølge Merete Welcher, inspektør på Engskolen i Herlev, bliver bederum kun efterspurgt af de ældste elever. Derfor er det yderst sjældent, at emnet diskuteres i folkeskolen.

- Men jeg har tidligere arbejdet på et 10. klasses-center, hvor der var nogle elever, der var meget troende. De fik anvist et lokale, som blev holdt fri for undervisning på et bestemt tidspunkt om fredagen, fortæller Merete Welcher, som tilføjer, at bederum er mere efterspurgte blandt gymnasieelever.

Avedøre Gymnasium i Hvidovre Kommune er et af de gymnasier i landet, hvor der går flest muslimer. Her har rektor Ole Thorup flere gange måttet afvise ansøgninger om bederum.

- Vi er nødt til at svare, at den branche kan vi ikke gå ind i, for det er ikke den måde, vi løser integrationsproblemer på. Og vi har syv religioner repræsenteret på skolen, så hvis muslimerne skulle have et rum, skulle alle de andre også, forklarer Ole Thorup.

Anderledes er holdningen på Frederiksberg Gymnasium, der har haft et bederum gennem et par år. Rummet er imidlertid blevet afskaffet den 1. januar på grund af pladsmangel.

- Mit ideal er FN-bygningen i New York, hvor der er et rum med plads til alle, der vil bede, uanset tro. Jeg mener godt, at elever kan få lov til at bede uden for undervisningstiden, hvis der er plads. Jeg ved for eksempel, at der er kristne elever, som af og til låner et lokale, siger Frederiksberg Gymnasiums rektor, Jannik Johansen.

bisgaard@kristeligt-dagblad.dk

mikkelsen@kristeligt-dagblad.dk

Side 3

Tema

Sommerserie

Skolen og islam