”Urne sælges - kun brugt én gang”

Hvad stiller man op, når ens mormors aske er spredt over havet, og man står tilbage med en urne i fin stand? Morten Vendelsøe og hans kæreste oprettede en annonce på Den Blå Avis’ hjemmeside

Morten Vendelsøe lagde dette billede på Den Blå Avis, da han i august satte sin kærestes mormors urne til salg. – Privatfoto.
Morten Vendelsøe lagde dette billede på Den Blå Avis, da han i august satte sin kærestes mormors urne til salg. – Privatfoto.

Det er august. Solen skinner, og Morten Vendelsøe sidder på terrassen ved hjemmet i Albertslund uden for København og venter på, at kæresten, Regitze, kommer hjem. Han får pludselig lyst til at gøre noget, som parret har talt om længe. Computeren findes frem, og han klikker sig ind på Den Blå Avis’ hjemmeside – stedet, hvor man efterhånden kan finde stort set alt.

Dog ikke det, som Morten Vendelsøe har tænkt sig at sælge. Han opretter en annonce og begynder at skrive:

”Urne

Urne sælges.

Kun brugt 1 gang.

Skal evt. støvsuges for askerester.

Har aldrig været begravet.

Kun båret få 100 meter og altid i transportkasse.

Medfølger: transportkasse i pap med praktiske håndtag. Lige til at have med i toget eller bussen.

Transportkassen er stor nok til at blive spændt fast i bilen med selen. Hvis længere transport er nødvendigt.

SKAL SES”

Annoncen står der endnu på Den Blå Avis’ hjemmeside. Med foto af en åben bambusurne og den hvide transportkasse med det praktiske håndtag. Det var heller ikke, fordi Morten Vendelsøe som sådan forventede stor efterspørgsel på den lidt aparte vare, fortæller han.

”Annoncen er skrevet lidt sjovt, da vi jo godt ved, at det er absurd at sælge en urne. Nogle af vores venner har også sagt, at vi simpelthen ikke kunne sætte den til salg. Men altså, nogen har en cykel, de ikke bruger og derfor slår op på Den Blå Avis. Vi står med en urne, vi ikke bruger til noget. Så hvis nogen vil købe den, så kan de det.”

Bag annoncens humoristiske tone ligger der dog mange seriøse overvejelser, forklarer Morten Vendelsøe. For hvad stiller man egentlig op med en urne, man ikke skal bruge til noget, men som alligevel har for stor betydning eller er i for god stand til, at man bare kan brænde den eller smide den i skraldespanden?

”Jeg ved ikke, om der er andre, der har haft lige så skøre overvejelser som os, men jeg er sikker på, at de har stået med den samme problematik”, siger Morten Vendelsøe.

De seneste år er antallet af askespredninger steget. I 1988 søgte 80 personer om tilladelse hos Kirkeministeriet, hvilket steg til 363 i 1998, og i 2008 – det sidste år ministeriet har tal fra – var antallet af ansøgninger om askespredning 1692. Spørger man bedemænd, stiger antallet fortsat, og forretningskæden Begravelse Danmark anslår, at tallet i dag kan ligge mellem 2500 og 3000 spredninger over havet.

Da Regitzes mormor døde i sommer, vidste familien godt, at hun gerne ville spredes over vand. Som ung havde hun altid drømt om at blive svømmelærer, og det ønske ville familien ære ved at lade hende svømme i havet en sidste gang.

Og så var det bare at finde ud af, hvordan man gjorde. Parret læste op på reglerne, som lød, at de selv skulle hente asken på krematoriet, og at asken skulle transporteres i en lukket boks. Faktisk spurgte parret, om de ikke kunne få asken med i en plasticpose, da den alligevel skulle spredes over havet, hvilket de fik nej til. De kunne heller ikke bruge mormorens kinesiske urne med låg, da den ikke var forseglet. Derfor endte parret med at købe en billig urne hos bedemanden.

”Personligt undrede vi os lidt over, hvorfor vi skulle følge sådan nogle stringente regler, når målet alligevel var at sprede asken over havet. Så snart vi havde fået urnen med os, var der jo ingen, der havde styr på, hvad vi gjorde med den. For os kunne hun lige så godt være blevet opbevaret i noget andet som en plasticpose eller kasse”, siger Morten Vendelsøe.

Kort efter blev mormoderen spredt fra en båd uden for Langelinje i København.

”Det med at stå på en båd og hælde asken ud, mens solen skinnede, og vandet var blidt, og at se knoglerester og aske drysse ned gennem vandet – det var faktisk meget smukt”, siger Morten Vendelsøe.

Og så tilbage til dilemmaet. For da asken var spredt, fik parret urnen med hjem. De drøftede frem og tilbage, hvad der skulle ske med den, og på et tidspunkt kom en af dem i tanke om en gammel joke, som de havde hørt, hvor en radiovært havde ringet for at få oprettet en annonce om salg af en brugt kiste.

”Vi jokede med, at det kunne være sjovt at gøre det samme og reklamere for en god opbevaringskasse og nem transport med bus og tog. Men jo mere vi snakkede om det, jo mindre dumt virkede det. For hvorfor egentlig ikke lade den blive genbrugt?”

Reaktionerne på annoncen har været blandede. Nogle har fundet den rigtig sjov og andre absurd. Der findes nok ikke mange holdninger midt imellem, siger Morten Vendelsøe.

En anden mulighed, som parret også drøfter nu, er at gøre urnen til en vandreurne.

”Min kæreste og jeg går ud fra, at vi skal være sammen resten af livet, og det kunne være hyggeligt, at den, der dør først, ryger i urnen, og så kan den næste komme derned bagefter. Og så kan vi også blive spredt sammen ud over havet”, siger Morten Vendelsøe.

Han synes generelt, det er et spørgsmål, der er værd at forholde sig til i dag, også for dem, der laver retningslinjer for brug af urner.

”Når det kommer til kister og urner, så hænger vi stadig fast i nogle gamle mønstre, som ikke nødvendigvis passer til virkeligheden, og hvis flere vælger askespredning, må man jo overveje, om praksis er god nok i dag.”

Indtil andre løsninger viser sig, står urnen i en transportkasse i husets anneks blandt flyttekasser, siger Morten Vendelsøe.

”Og så kan vi skænke hende en lille tanke, når vi kommer derud og kigger på den.”