Dobbelt-urner: Par vil ligge sammen i graven

Danskere har fået øjnene op for, at de som par kan være sammen i døden i dobbelturner. Urnenedsættelser bliver generelt mere populære, og det kan skabe yderligere efterspørgsel på parløsningen

”I sammenblandingen af aske kan jeg ikke se, at man har sagt noget om fremtiden. Som meget andet kirkegårdskultur udtrykker de dobbelte urner noget om det liv, som har været,” siger Elof Westergaard. Arkivfoto
”I sammenblandingen af aske kan jeg ikke se, at man har sagt noget om fremtiden. Som meget andet kirkegårdskultur udtrykker de dobbelte urner noget om det liv, som har været,” siger Elof Westergaard. Arkivfoto. Foto: Christian Lindgren.

”Det er en tryg følelse at vide, at jeg ikke skal være alene, når jeg er død,” siger 51-årige Kirstine Andersen, der sammen med sin mand planlægger, at deres aske skal i samme urne, når de ikke er her længere.

Dobbelturner er endnu en niche i begravelseskulturen, men kan være på vej frem, vurderer Linda Schjerlund, der er administrerende direktør i urnefirmaet 4feetunder med salg til Norden og Tyskland. For godt seks år siden fik hun den første henvendelse fra et par, som ønskede en fælles urne. Den designede hun og satte gang i produktionen af flere, så hun i dag årligt sælger omkring 200 dobbelturner til Tyskland og en håndfuld til kunder i Danmark.

”Tyskerne har generelt mange muligheder, når de skal begraves. Det har vi ikke på samme måde herhjemme, men hvis danskerne får øje på muligheden for en dobbelturne og bliver oplyst om den af bedemænd og på kirkegården, kunne jeg godt forestille mig, at de vil bruge dem, fordi det for mange er en smuk tanke at være sammen, også i døden,” siger hun.

Hun specialdesigner dobbelturnerne og har til danskere solgt eksempelvis en version formet som en cykeltaske til et par, som cyklede meget. En rejsetaske til et andet par og til en fotograf en sort urne med en linse, filmrulle og billede af hans hustru. Det er forskelligt, om urnen har to separate rum til asken, eller om der er et fælles rum.

Når den ene ægtefælle er død og kremeret, kan urnen med asken stå i et såkaldt kolumbarium på en kirkegård. Et kolumbarium er som oftest en hal eller en væg med nicher i flere etager, hvori urner placeres synligt. En urneplads køber man på samme måde som et gravsted. Når den anden ægtefælle dør, skal man hos kirkegården søge om tilladelse til at flytte urnen til en fælles gravplads i jorden med parrets aske i samme urne, forklarer Anette Klintsø, fuldmægtig i Københavns Kommunes afdeling for kirkegårde.

Denne dobbelturne er lavet som en dråbe med et hjerte af omsmeltet guld fra en vielsesring.
Denne dobbelturne er lavet som en dråbe med et hjerte af omsmeltet guld fra en vielsesring. Foto: Linda Schjerlund, 4feetunder

Dobbelturnerne med fælles rum til asken er solgt i årtier, fortæller salgskonsulent Jakob Kamp fra firmaet Heilskov A/S, der er leverandør af kister og urner. Han ser en lille stigning i antallet af solgte dobbelturner, som de seneste år er kommet op på cirka 50 om året. Nogle bliver ifølge ham brugt til par, der gerne vil i samme urne, mens en mindre andel sælges til bedemænd, som køber dobbelturnerne, hvis asken fylder mere end normalt, for eksempel hvis en stor person er blevet brændt.

Biskop Elof Westergaard, Ribe Stift, har i sit stift ikke fået forespørgsler om nedsættelse af en urne med aske fra to mennesker. Han vil formentlig give tilladelsen, hvis urnen står i et kolumbarium, og den enes urne ikke allerede er lagt i jorden.

”Med ønsket om at blive nedsat i samme urne vil man måske understrege samhørigheden og det kærlighedsforhold, som har fyldt så meget i livet. Man vil gerne symbolsk, men også konkret i asken bringe det forhold videre. Det er altså ikke et spørgsmål om evighedsforståelse eller opstandelseshåb, men først og fremmest en måde, hvorpå man udtrykker sin kærlighed til et andet menneske,” siger Elof Westergaard, der også er formand for Foreningen for Kirkegårdskultur.

”I sammenblandingen af aske kan jeg ikke se, at man har sagt noget om fremtiden. Som meget andet kirkegårdskultur udtrykker de dobbelte urner noget om det liv, som har været,” siger han og peger på, at de fælles urner også kan ses som en udvikling af familiegravstedet:

”Her kan en mand og kvinde ligge ved siden af hinanden i hver sin kiste. Urnenedsættelser bliver mere populære, og jeg tror, man vil se nye former for urnenedsættelser, hvor fællesskabet og livet med hinanden understreges.”