Vatikanet ønsker ingen uro om anglikanske konvertitter

Pope Benedict XVI waves as he arrives to lead his weekly general audience in Paul VI Hall at the Vatican January 26, 2011. REUTERS/Max Rossi (VATICAN - Tags: RELIGION)

Pave Benedikt XVI ankommer til Vatikanet, hvor han modtager audiens. Foto: Max Rossi. / Scanpix

Tre tidligere anglikanske biskopper blev forleden katolsk præsteviet. Fra katolsk side afviser man, at der er tabere og vindere i sagen

Pavens tilbud til utilfredse anglikanere om at blive katolikker og samtidig bevare dele af deres anglikanske kultur er både blevet rost som en profetisk gestus og udskældt som et slag i ansigtet på en nabokirke i krise.

Det er uklart, hvordan det vil påvirke forholdet kirkerne imellem på længere sigt, og derfor har den katolske kirke hidtil gået på listesko og afvist spekulationer om, hvor mange der vil tage imod pavens tilbud.

Men efter at tre tidligere anglikanske biskopper den 15. januar blev viet som katolske præster i Londons katolske domkirke, har pavens udspil fået en fastere form. En af de nyviede præster, den 58-årige Keith Newton, er blevet udpeget til at lede de tidligere anglikanere i England, og det næste vigtige skridt i processen kommer til påske, når den første større gruppe af anglikanske præster og lægfolk forventes optaget i den katolske kirke.

Lignende processer er undervejs i USA, Canada og Australien, men det er i England, at man er længst fremme. Her forlød det i november, at 50 præster og 35 "grupper" af lægfolk allerede havde besluttet sig for at forlade den anglikanske kirke til fordel for den katolske.

Det var i efteråret 2009, at pave Benedikt XVI overraskede med skrivelsen "Anglicanorum coetibus" (Grupper af anglikanere), der tillod en særlig kirkelig struktur – et såkaldt ordinariat – der gør det muligt for anglikanere at blive katolikker og samtidig holde fast ved dele af deres anglikanske identitet. Det betyder blandt andet, at Rom accepterer, at tidligere anglikanske præster, der er gift, kan blive katolske præster, og at anglikanske gudstjenesteformer som "evensong" kan blive bevaret. For paven har det været magtpåliggende, at ydre forhold ikke skulle forhindre enhed, når der i øvrigt var enighed om dogmerne.

Vatikanet har samtidig understreget, at pavens tilbud kom som et svar på konkrete forespørgsler fra grupper af konservative anglikanere, der er utilfredse med den teologiske og etiske udvikling i deres egen kirke. En sådan henvendelse kunne man ikke side overhørig, fordi paven i katolsk forståelse har et særligt ansvar for de kristnes enhed, anføres det.

Det er kvindelige præster, kvindelige biskopper og homoseksualitet, man strides om i den anglikanske kirke – som i så mange andre kirkesamfund. Men for mange af de anglikanere, der nu overvejer optagelse i den katolske kirke, handler det ikke kun om, hvorvidt kvinder i ornat eller homoseksuelle bryllupper er en god idé eller ej, men mere principielt om en historisk samhørighed, der tilsidesættes til fordel for snævre, kortsigtede dagsordner.

"Min sorg over den anglikanske kirke er sorgen over et fællesskab, som jeg ikke længere kan få til at give mening," skrev kirkehistorikeren og Cambridge-professoren Allen Brent forleden i det katolske tidsskrift The Tablet.

Selvom den anglikanske kirke er et produkt af reformationstiden, har den bevaret et kirkesyn og en forståelse af præstens og biskoppens embede, der rummer stærke katolske træk – væsentligst, at kirken som institution har sin autoritet gennem en ubrudt linje af biskopper tilbage til Jesu apostle. Det er fortolkningen af, hvordan denne autoritet skal forvaltes, som man strides om. For mens den liberale anglikanske fløj typisk ønsker at nærme sig det øvrige samfunds normer, fastholder konservative stemmer, at kirken ikke blot skal være kirke for det 21. århundrede, men for alle tider.

For overhovedet for den anglikanske kirke, ærkebiskoppen af Canterbury, Rowan Williams, er begge standpunkter legitime. Det giver håb om, at de anglikanere, der nu vælger at blive katolikker, ikke vil skabe en økumenisk krise, men at deres beslutning vil ses som en af flere mulige konklusioner i en diskussion, der endnu ikke er afsluttet.

Tilsvarende har man fra katolsk side understreget, at der med den nye struktur for anglikanske konvertitter ingen vindere eller tabere er. De anglikanere, der nu vælger at blive katolikker, bliver budt hjerteligt velkommen. Men de vanskeligheder, der har udløst deres beslutning, bekymrer også den katolske kirke.

Andreas Rude er forfatter og mag.art. i litteraturvidenskab

Tilføj kommentar

fra shop.k.dk

The Act of Killing - dokumentarfilm

kr. 210,00 Køb

Mozart - Argerich og Abbado

kr. 129,00 Køb

Pavarotti deluxe boks

kr. 699,00 Køb

Mød Peter Høeg

kr. 65,00 Køb

Den tyske hemmelighed - dokumentarfilm

kr. 179,00 Køb

Strauss - Complete Operas

kr. 679,00 Køb

Prøv Kristeligt Dagblad 4 uger gratis!

Indtast dit telefonnummer herunder og klik 'Næste'. Tilbudet er uforpligtende og dine personlige oplysninger behandles fortroligt.