Sammenlignet med sin forgænger er pave Frans meget aktiv på det udenrigspolitiske område. Hvad enten talen er om krisen i Mellemøsten eller flygtningestrømmen over Middelhavet, har den katolske leders udmeldinger været meget klare. I hundredåret for det armenske folkedrab har han ikke været bleg for at lægge sig ud med Tyrkiet, og når Frans senere på året offentliggør sin rundskrivelse om miljøet, vil vi også se en pave, der tør sige sin mening og foreslå nytænkning.
Anderledes forholder det sig med den store sikkerhedspolitiske krise i Europa, den russiske anneksion af Krim og de russiske-støttede separatistbevægelser i det østlige Ukraine. Her har meldingerne fra Vatikanet nemlig været meget mere tilbageholdende, også selvom netop denne konflikt nu på andet år holder diplomaterne i Nato og EU travlt beskæftiget. Da paven i februar beskrev konflikten som ”borgerkrig”, var der stor forargelse i Ukraine så vel som blandt vestlige meningsdannere, der pegede på, at ”russisk aggression” var en bedre betegnelse. Siden kom de ukrainske katolske biskopper på deres vanlige femårlige besøg i Vatikanet og gjorde ved den lejlighed over for pressen meget ud af, at man nu ville sørge for, at paven fik en grundig orientering om tingenes virkelige tilstand.
En årsag til at pave Frans går forsigtigt frem er, at Pavestolen traditionelt søger at holde sig neutral i stridigheder mellem lande for senere at kunne optræde som mægler, hvis der bliver behov for det. I tilfældet Ukraine er der dog både historiske og teologiske forklaringer på Vatikanets forsigtighed - og på skuffelsen blandt mange ukrainere.
De fleste af Ukraines 44 millioner indbyggere tilhører den ortodokse kirke, der for en dels vedkommende hører ind under patriarkatet i Moskva. Derudover tilhører mellem tre og fem millioner ukrainere den græsk-katolske kirke, der nok følger en ortodoks liturgi og fromhedspraksis, men som anerkender pavens overhøjhed og er en del af den katolske kirke.
I forholdet til Rusland er der ingen tvivl om, at den græsk-katolske del af befolkningen foretrækker en så uafhængig og provestlig kurs som muligt. Det skyldes ikke mindst, at dens kirke blev voldsomt forfulgt af Stalin i 1940'erne og 1950'erne. Omvendt har den russisk-ortodokse kirke, både i Rusland og i Ukraine, bakket op om præsident Putins politik og aktivt deltaget i russificeringen af både Krim og det østlige Ukraine, inklusive udvisning af græsk-katolske præster, der anses for et fremmedelement.
Når den græsk-katolske kirke således er skuffet over pavens lave profil i Ukraine, skyldes det en forventning om, at han burde tage sig mere af sine egne, især når de igen er udsat for russiske overgreb. Men det skyldes også en frygt for, at den græsk-katolske kirkes bekymringer kan blive tilsidesat til fordel for en teologisk og kirkepolitisk tilnærmelse generelt mellem den katolske og den ortodokse kirke.
I moderne tid har alle paver nemlig haft en drøm om at hele det sår, der opstod i 1054, da kristenheden blev splittet op i en latinsk og en østlig del, og siden 1960'erne er der gjort solide fremskridt ikke mindst i forhold til den økumeniske patriark i Konstantinopel (Istanbul). Den russisk-ortodokse kirke, der udgør langt størstedelen af den ortodokse kirke, har dog været mere tøvende, og både Vatikanet og den græsk-katolske kirke er klar over, at tilstedeværelse af en katolsk kirke med ortodoks liturgi på, hvad den russiske-ortodokse kirke betragter som sit territorium, er en alvorlig hindring på vejen.
En yderligere komplicerende faktor er, at Vatikanet og Moskva-patriarkatet i det seneste tiår ofte har talt med én stemme imod den stigende verdsliggørelse af Europa samt politiske tiltag, der opfattes som værende i modstrid med kristelige værdier. Denne bekymring har Putin dygtigt udnyttet i sin antivestlige propaganda, der ikke bare taler om Nato's konspirationer mod Rusland, men også om ”det dekadente Vesten”.
Det har dog ikke skortet på opfordringer til Vatikanet og katolske kredse, der måtte have en svaghed for Putin, om at tage den russiske præsidents kristendom med et gran salt.