Vatikanet lægger op til forsoning med nonner i USA

I en rapport om amerikanske nonners politiske holdninger og adfærd lyder der forsonlige toner fra Vatikanet

Mange amerikanske nonner havde frygtet, at Vatikanet i rapporten ville forlange, at de bliver mindre ”politiske” og nedtoner deres arbejde for social retfærdighed.
Mange amerikanske nonner havde frygtet, at Vatikanet i rapporten ville forlange, at de bliver mindre ”politiske” og nedtoner deres arbejde for social retfærdighed. Foto: Sine Fiig.

Vatikanets kontroversielle, seks år lange efterforskning af de amerikanske nonne-ordener er mundet ud i en overraskende forsonende rapport, der priser nonnerne for deres uselviske sociale arbejde, omend den samtidig opfordrer dem til at holde sig til den katolske lære.

Den længe ventede rapport kommer efter mange års anspændthed og mistillid mellem Vatikanet og de egenrådige amerikanske nonner, der har været på kant med den katolske ledelse, efter de åbent begyndte at udfordre eller afvige fra den kurs, der var udstukket af USA's biskopper.

Rapporten er en konklusion på en efterforskning af 341 ordener, der repræsenterer cirka 50.000 amerikanske nonner, iværksat af pave Benedikt XVI i 2008. Mens nonnerne dengang blev irettesat af Vatikanet for at fremme ”yderligtgående feministiske idéer” og at undlade at bakke stærkt nok op om grundfæstede katolske doktriner om emner som abort og homoseksualitet, indeholder rapporten ingen henvisninger til disse kritikpunkter.

Rapportens forsonende tone vækker glæde hos nonnernes paraplygruppe, Leader-ship Conference of Women Religious (LCWR), der betegner den som ”opmuntrende”. Rapporten skal imidlertid ikke blot ses som en indrømmelse fra Vatikanet, men også som et tydeligt produkt af den igangværende forandring inden for den katolske kirke som følge af udnævnelsen af pave Frans i 2013, siger den fremtrædende amerikanske nonne søster Carol Zinn.

”Der har været så stor omskiftning,” siger hun til avisen The Washington Post.

Mange amerikanske nonner havde frygtet, at Vatikanet i rapporten ville forlange, at de bliver mindre ”politiske” og nedtoner deres arbejde for social retfærdighed. I stedet roser rapporten nonnerne for netop denne ”apostolske iver” og fremhæver, at deres indsats afspejler pave Frans' fokus på at hjælpe de fattige og de marginaliserede. I den 12 sider lange rapport betoner Vatikanet dog også, at nonnerne bør ”grundigt gennemse deres åndelige praksisser og religiøse virke for at sikre, at disse harmonerer med katolsk lære”. Rapportens forfattere konstaterer samtidig, at flere nonner under efterforskningen udtrykte et behov for ”større anerkendelse” af deres arbejde og mere indflydelse på de beslutninger, som berører dem.

Pave Frans, der før rapportens offentliggørelse i går mødtes med repræsentanter for de amerikanske nonner, antydede tidligere i år, at kvinder vil få større indflydelse i kirkens hierarki.

Striden mellem Vatikanet og de amerikanske nonner afspejler kløften mellem konservative og mere progressive katolikker i USA. Striden kulminerede, da LCWR, der repræsenterer cirka 80 procent af USA's nonner, bakkede op om præsident Barack Obamas sundhedsreform, som de amerikanske biskopper modsætter sig, ikke mindst på grund af et dekret om kvinders adgang til prævention.