Om pave Frans' personlige talent som kommunikator hersker der ingen tvivl. Til gengæld er der større skepsis om effektiviteten af Pavestolens strategiske kommunikation.
Derfor bad det særlige råd på ni kardinaler, som paven har betroet de administrative reformer af Vatikanet, sidste år den britiske politiker, tidligere formand for den britiske tv-station BBC og nuværende kansler for Oxford Universitet, lord Chris Patten, om at udarbejde en plan for, hvordan paven kan få en mediestruktur i sit bagland, der kan leve op til hans eget niveau.
Pattens plan blev godkendt af kardinalrådet tidligere på året, og henover sommeren blev et splinternyt kommunikationssekretariat en realitet. Sekretariatet, der ledes af den hidtidige direktør for Vatikanets TV, Dario Viganò, har nu til opgave at integrere arbejdet mellem det officielle pressekontor og Vatikanet avis ”L'Osservatore Romana” samt internettjenesterne, forlagsvirksomheden, trykkeriet, fototjenesten og Det Pavelige Råd for Social Kommunikation, som er Vatikanets ”informationsministerium.”
Til dette koordineringsarbejde har sekretariatet tildelt sig selv fire år, og det bekymrer iagttagere, der forudser generel modvilje og interne stridigheder, når hidtil autonome kontorer mister deres uafhængighed. Den store fare er, at reformerne i løbet af de fire år begraves af kompromiser, og i forsøget på at modvirke dette har Patten været bemærkelsesværdigt åbenmundet om problemerne og deres løsning.
Ifølge Chris Patten er hovedproblemerne spild af ressourcer og mangel på koordinering, inklusive mangel på en overordnet redaktionel linje. Budgetterne bliver udarbejdet på baggrund af tidligere års budgetter, og afspejler ikke ændret adfærd hos mediebrugerne. Omkring 85 procent af pengene går således til Vatikanets Radio, og selvom den gør et fornemt stykke arbejde, får de fleste mennesker nu engang deres nyheder fra TV og internettet, forklarede han på en konference før sommerferien organiseret af de engelske og walisiske katolske biskopper.
Intern rivalisering er en anden vanskelighed, understregede den engelske politiker, der i 2010 var hovedansvarlig for pave Benedikt XVI's besøg i England og Skotland. Men den største hovedpine er savnet af en overordnet koordinering. Resultatet er ofte dobbeltarbejde inden for kerneområder som oversættelse, presseakkreditering, håndtering af rettigheder, teknologisk nytænkning samt sociale og digitale medier.
Pattens løsningsforslag er omvendt en centraliseret styring af samtlige Vatikanets kommunikationskanaler med ét samlet budget og én samlet økonomisk administration. Nyheder, inklusive fotos og videoer, skal produceres og oversættes centralt og senere tilpasses de forskellige typer af medier. Ikke mindst det sidste vil glæde de mange udenlandske journalister, der dækker Vatikanet, og som i årevis har beklaget sig over, at vigtige tekster ikke foreligger på andre sprog end italiensk.
Kulturforskelle kan dog gøre det vanskeligt for Vatikanets ansatte at acceptere den britiske lords kontante løsninger. Skønt mange forskellige nationaliteter er repræsenteret i kurien er den italienske kultur absolut dominerende og tåler dårligt modsigelse. Alene det, at Chris Patten har gjort det krystalklart, at der ikke er nogen plan B, kan blive opfattet som en art klodset afpresning.
For reformernes gennemførelse taler dog, at Patten har både kardinalrådets og pavens støtte, samt at der trods alt er en snigende erkendelse i Vatikanet af, at man ikke bare kan forlade sig på pavens karisma. Dertil er de mange mediekatastrofer i Benedikts XVI's regeringstid alligevel i for levende erindring.
Pave Frans er dog ikke det eneste kommunikationstalent. Også Vatikanet pressetalsmand, den engelsktalende jesuit Federico Lombardi, er blevet en legende og roses rutinemæssigt af taknemmelige journalister, der er løbet sur i procedurerne. Men både paven og hans talsmand er ældre herrer, og de kan ikke stå alene, hvis det uventede sker, og der skal gribes hurtigt ind.