Verden siger nej til mission

Et flertal af verdens indbyggere accepterer ikke, at man forsøger at omvende mennesker af en anden religiøs ...

Et flertal af verdens indbyggere accepterer ikke, at man forsøger at omvende mennesker af en anden religiøs tro til sin egen, viser ny international meningsmåling. - Foto: Arkiv.

Et flertal af verdens indbyggere accepterer ikke, at man forsøger at omvende mennesker af en anden religiøs tro til sin egen, viser ny international meningsmåling

Religionsfriheden må have sine grænser. Det mener over halvdelen af verdens indbyggere.

Et internationalt forskernetværk, WorldPublicOpinon.org, har netop kortlagt holdningen til ytringsfrihed og religionsfrihed i 25 lande i verden. Meningsmålingen omfatter 47.000 personer, og den viser blandt andet, at et flertal er imod religiøs missionsvirksomhed. 41 procent er enige i udsagnet "I mit land skal tilhængere af enhver religion have ret til at forsøge at omvende tilhængere af en anden religion". Men 51 procent svarer, at de er uenige i udsagnet.

Næppe overraskende er modstanden mod mission størst i det muslimske Palæstina, Indonesien, Egypten og Jordan. Men også mange europæere vil begrænse den religiøse missionsvirksomhed.

I Frankrig, Polen og Rusland er ønsket om at forhindre religiøse omvendelser således større end i Tyrkiet. Størst er åbenheden for mission i Taiwan, Sydkorea og Hongkong, i Kenya og Nigeria samt i USA og Mexico.

Professor i missionsteologi ved Aarhus Universitet, Viggo Mortensen, mener, at undersøgelsen bekræfter, at den traditionelle kristne opfattelse af religionsfrihed er under pres.

Den fremherskende teologi i de gamle kristne lande er i dag, at enhver bliver salig i sin tro. Følgelig behøver man ikke prøve at omvende nogen. Det er ikke den teologi, teologerne prædiker, men den er fremherskende i befolkningen, siger han.

Viggo Mortensen hæfter sig ved, at kristne teologer var med til at formulere religionsfriheden som en af frihedsrettighederne i FN's Verdenserklæring om Menneskerettigheder i 1948.

Dengang lagde man vægt på, at religionsfriheden skulle omfatte retten til at konvertere til en anden tro og dermed til at missionere.

Når selv islamiske lande som Pakistan kunne gå med til det, var det selvfølgelig, fordi islam også er missionerende. Det har man fortrængt lidt i dag, siger Viggo Mortensen.

Generalsekretær Henrik Ertner Rasmussen fra Dansk Europamission er overrasket over flere af undersøgelsens resultater.

Det er specielt urovækkende, at så mange i vores del af verden ikke mener, at man kan forene mission og religionsfrihed. Her roser vi os ellers af at være tolerante og optagede af menneskerettigheder, siger han.

Missionsselskaberne har virkelig en opgave med at forklare, at mission bygger på, at folk træffer frie og kvalificerede valg og ikke på tvang.

Både Henrik Ertner Rasmussen og Danmissions formand, Lars Mandrup, er overraskede over, at der trods alt i Mellemøsten er en vis forståelse for retten til at konvertere. Omkring en tredjedel af borgerne i Egypten, Jordan og Tyrkiet mener, det skal være tilladt.

Konvertering er faktisk forbudt i islamiske lande, men alligevel er det ikke noget, hele befolkningen støtter, siger Lars Mandrup.

Undersøgelsen viser som nævnt, at modstanden mod mission er særlig stor i Rusland, Ukraine og Polen.

En forklaring kan være, at de lande stadig befinder sig i en periode, hvor de skal konsolidere sig, og hvor de ikke føler sig helt sikre i deres egen religion.

- Specielt i Rusland kan det spille ind, at man har en stærk mistro til Jehovas Vidner og neohinduistiske bevægelser, siger Henrik Ertner Rasmussen.

hoffmann@kristeligt-dagblad.dk