Vi er frie i forholdet til Gud – men ikke i forholdet mellem mennesker

Jesus frigjorde mennesket, da han gik i døden og genopstod. Men mennesker imellem har vi stadig en tendens til at begrænse hinandens frihed, mener 43-årige Mia Rahr Jacobsen, der er sognepræst og projektleder for Himmelske Dage

Hvad vil det egentlig sige at være fri? Det er ifølge Mia Rahr Jacobsen, sognepræst og projektleder for Himmelske Dage, et af de spørgsmål, som søndagens tekst rejser.
Hvad vil det egentlig sige at være fri? Det er ifølge Mia Rahr Jacobsen, sognepræst og projektleder for Himmelske Dage, et af de spørgsmål, som søndagens tekst rejser. . Foto: Mette Frandsen.

Det er med telefonen ved øret og et undskyldende blik, at 43-årige Mia Rahr Jacobsen inviterer ind i lejligheden på Østerbro i København, som ligger kun et stenkast fra Sankt Jakobs Kirke, hvor hun er sognepræst.

”Jeg er lige nødt til at runde den her af,” siger hun, mens hun leder efter plads til et møde i ugerne op til Himmelske Dage fra den 4. maj. I kalenderens mangfoldige puslespil er frihed efterhånden en mangelvare i det hektiske samspil mellem arbejdet som sognepræst og projektleder for Himmelske Dage.

Også i søndagens tekst er frihed til diskussion, da Jesus står over for en gruppe jøder, som er på vej til at blive hans disciple.

”Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie,” siger Jesus.

Jøderne bliver lettere forvirrede over, hvad det er for en frihed, han taler om, og de påpeger, at de ikke træller for nogen.

Mia Rahr Jacobsen kan godt forstå, at jøderne i første omgang ikke fanger, hvad Jesus taler om. For selvom Jesus i nogle sammenhænge er meget konkret i sit budskab, er det ikke just tilfældet i søndagens tekst.

”Hvis man ikke oplever sig selv som ufri, og der kommer en og fortæller, at nu bliver man heldigvis fri, er det en mærkelig besked at få. Sandhed og frihed er store, flydende begreber, som er svære nok at forstå i forvejen. Det bliver ikke nemmere af, at Jesus ikke kobler dem op på noget konkret. Ordene er næsten så store, at man ikke ved, hvad man skal stille op med dem,” siger hun.

Misforståelsen er forståelig, fordi to forskellige forestillinger om frihed er i spil. Jesus taler om forholdet mellem Gud og menneske, hvorimod jøderne taler om forholdet mennesker imellem.

”Det, der først og fremmest fanger mig i teksten, er forskellen på mennesker og Jesus, når han kan sige: ’Jeg er den, jeg er’. Det er en sandhed, man kan sige om Gud, men det er også en sandhed, der er meget forskellig fra den, man kan sige om os mennesker. For et menneske ville det være en fuldstændig tom udtalelse, for hvem er bare den, man er? Dels er vi meget forskellige, alt efter hvem vi er sammen med, og dels udvikler vi os. Vi kan ikke bare læne os tilbage og sige: ’Jeg er den, jeg er’,” forklarer Mia Rahr Jacobsen.

Samtalen mellem jøderne og Jesus vidner ifølge sognepræsten også om, hvor lidt vi som mennesker har lyst til at tage det til os, at vi måske ikke er så frie, som vi selv tror.

”Når det handler om frihed mellem mennesker, handler det meget om at blive fri for menneskeskabte grænser, men i forholdet til Gud bliver friheden noget andet. Der er sandheden, at Gud blev menneske og gik i døden for os. Det gjorde han ikke, fordi vi var blevet komplette og fortjente det, men på trods af alt det rod, vi af og til laver. Det er den sandhed, der gør os frie,” siger hun.

Men føler hun selv, hun er fri? Spørgsmålet lader Mia Rahr Jacobsen eftertænksomt hænge lidt i luften. I et øjeblik bliver den dominerende lyd i rummet de to sorte gryntende mopser, Dora og Ofelia, som kort forinden fik besked på at lægge sig i kurven, da de sluttede sig til samtalen. De har imidlertid besluttet, at de er frie nok til at tøffe rundt på opdagelse.

”Især i vores del af verden sætter vi en ære i at være frie, men med jævne mellemrum bliver vi konfronteret med, at vi ikke er det alligevel. På et helt overordnet plan tror jeg på, at vi er frie, fordi Jesus er gået i døden for os og genopstået. På den måde er vi frie i forholdet til Gud. Men i forholdet mellem mennesker kan vi hæmme hinanden, fordi vi skaber nogle begrænsninger. Jeg kan for eksempel føle mig ufri, hvis folk har et meget fastlåst billede af, hvem jeg er, eller hvem de tror, jeg er,” siger hun og henviser til den menneskelige tendens til at putte hinanden i kasser indhyllet i en række forventninger.

At være kvinde kan medføre én kasse. At være troende kan medføre en anden.

Til gengæld føler hun sig fri i kirken eller med snuden i en bog, fordi hun får mulighed for at glemme sig selv i en tid, som ellers er stærkt præget af selvbeskuelse. Kirken skaber et rum for noget, der er større end os selv, og i litteraturen kan man nærmest forsvinde, mens man udforsker, hvor komplekse mennesker egentlig er.

”For mig hænger frihed sammen med en selvforglemmelse. Det er en frihed, hvor man er til stede i nuet, men samtidig glemmer man også sig selv. Det oplever jeg især, når jeg læser eller ved gudstjenesten,” siger hun.

Der skulle imidlertid gå en del år, før Mia Rahr Jacobsen selv blev opmærksom på kirkerummets potentiale. Faktisk var kirken hende fuldstændig fremmed under opvæksten i Lyngby nord for København, hvor begge forældre var lærere.

”Lige så langt tilbage jeg kan huske, har jeg altid vidst, at der var en Gud, men min familie havde ikke noget forhold til kirken. Vi gik aldrig i kirke. Det var først, da jeg begyndte at læse teologi, at min far gik med til, at vi går i kirke til jul,” fortæller hun.

Først efter gymnasiet kom kirken ved et tilfælde inden for hendes synsfelt.

”Jeg arbejdede i en børnehave, hvor en pædagog nævnte, at hun havde en veninde, der var præst. Det gik pludselig op for mig, at jeg kunne blive præst. Før havde jeg slet ikke tænkt over det eller fået muligheden præsenteret,” fortæller hun.

Mia Rahr Jacobsen har nu været præst i 12 år. Det er en udfordrende tid at være præst, indrømmer hun, hvor flere bevæger sig længere væk fra folkekirken, men det gør ikke arbejdet mindre spændende. Personligt har hun ikke selv oplevet at blive udfordret på sin tro, men det har hun til gengæld på kirkeligheden.

”Det har taget mig nogen tid at finde ud af, at kirken også er et sted, jeg hører til, fordi jeg ikke er vokset op med kirken. Det, der kan udfordre min kirkelighed, er, når fællesskabet bliver for lukket om sig selv, og man bliver for sikker på det, man gør. Det kan der være noget meget ekskluderende i. Hvis man er troende, er kirken vigtig, og derfor er det svært, hvis man ikke føler, der er plads til en. Engang for nogle år siden flyttede jeg kirkekaffen fra sakristiet, fordi ingen fandt vej derind. Der var ramaskrig. Hvis det er det, der pludselig bliver afgørende for fællesskabet, så er det simpelthen blevet for stift,” siger Mia Rahr Jacobsen.

I sine syv år som gadepræst i Trinitatis Natkirke i København har hun i særlig grad haft mulighed for at sprænge rammerne for gudstjenesteformen og nå ud til en bred menighed. I januar var tiden dog til noget nyt, og hun blev sognepræst i Sankt Jakobs Kirke. Men skiftet fra gade- til sognepræst betyder ikke, at hun vil stå stille de næste år.

”Vi er alle lidt tryghedsnarkomaner. Vi kan godt lide genkendelighed. Men som fællesskab er man nødt til at udfordre sig selv og sin bekvemmelighed ved at sige: Hvis vi vil have mennesker til at føle sig velkomne her, må vi indimellem være klar til at gøre noget andet end det, vi plejer. Traditioner kan være gode og vigtige, men det bliver ufrit, hvis vi bare gentager uden at reflektere over, om det stadig giver mening,” siger Mia Rahr Jacobsen.