Vi er mere kristne i Danmark, end man er muslimer i Saudi-Arabien

Man skal have erfaring for at blive præst, mener sognepræst Henrik Gade Jensen. Han blev først præst som ...

Man skal have erfaring for at blive præst, mener sognepræst Henrik Gade Jensen. Han blev først præst som 53-årig. - Foto: Hanne Loop/Scanpix

Hvis vi er kristne, holder vi det helt privat. Det synes jeg er forkert, og jeg bliver mere og mere irriteret over, at vi ikke er klar over, at vi har kristendommen med os.
Henrik Gade Jensen, sognepræst og forfatter

Henrik Gade Jensen blev først præst som 53-årig. Det kræver erfaring at blive præst, mener han. Og så undrer han sig til stadighed over, hvor stærkt præget af kristendommen det danske samfund er

Hvordan vil du beskrive din tro?

Min tro er en konstant fundering over, hvor meget jeg og samfundet gennem opdragelse og kultur er præget af kristendommen. Og så er den en dyb undren over, hvor stærkt og kraftfuldt Jesu ord og gerninger kunne virke for 2000 år siden og helt frem til i dag gennem så mange år og generationer. Det må være udtryk for en guddommelig åbenbaring.

Hvordan var forholdet til religion i dit barndomshjem?

Der var mange præster i familien, så der blev snakket meget kristendom og kirke. Min far spillede tit i kirken, og min mor kan salmebogen udenad. Jeg er altid kommet i kirken, det var en naturlig del af min opvækst.

Begge mine forældre var medlemmer af menighedsråd, men som barn blev jeg nok trukket lidt med. Jeg husker ingenting fra min konfirmationsforberedelse. Det var en løbende proces selv at blive klar over min tro.

Jeg er jo selv blevet præst, men først for tre år siden og ved hjælp af en paragraf 2-ordning, som tillader akademikere at søge præsteembede. Jeg søgte hos tidligere biskop Jan Lindhardt, og det betød meget for mig at lære ham at kende.

Hvad har udfordret din tro?

Da troen for mig er tæt forbundet med erkendelse, er min udfordring mere at trænge ind i og forstå, hvordan Jesu ord for så mange år siden kunne få så kolossale virkninger i dag. Jeg mener, at det er meget vigtigt at være bevidst om, hvad man er påvirket af.

Det interessante er, at hele den danske offentlige opinion lader som om, vi ikke er kristne. Og hvis vi er kristne, holder vi det helt privat. Det synes jeg er forkert, og jeg bliver mere og mere irriteret over, at vi ikke er klar over, at vi har kristendommen med os. På den måde var Jan Lindhardt så fantastisk. Han sagde, at vi er mere kristne i Danmark, end man er muslimer i Saudi-Arabien. Det er jeg enig med ham i.

Hvad har formet den tro, du har i dag?

Jeg er opvokset med den, men i de senere år er det nok mere teologer fra før 1914, som jeg har glæde af at læse. Teologer, der forbinder kristendommen med det samfund og den kultur, vi lever i. Af danske teologer er det for eksempel Olfert Ricard og Henrik Scharling.

Hvordan gør din livsanskuelse en forskel i din hverdag?

Man kan ikke se skoven for bare træer, og derfor er det svært for mig og for mange i samtiden at se, hvordan verden ville være uden kristendom. Men vores samfund ville jo nok bære præg af hævndrab, slægtsfejder, klanfølelse og kynisme som på vikingernes tid og tilsvarende meget lidt menneskelighed og tilgivelse.

Hvem er et forbillede for dig i eksistentielle spørgsmål?

Hvis man læser gamle erindringer af præster og professorer, havde de som regel en lærer, der har påvirket dem, en lærer med stort L. Nu har jeg lige beskæftiget mig en del med at studere D.G. Monrad, og han kom i huset hos en adjunkt ved latinskolen i Vordingborg, der blev som en reservefar for ham. Sådan er det stort set ikke mere.

For mit eget vedkommende er den, der kommer tættest på, min gamle filosofilærer, Mogens Blegvad. Han lærte mig utrolig meget, og han fastholdt den liberale tradition i den politiske tænkning. På det tidspunkt var universitetet meget marxistisk præget, så derfor undgik jeg marxismens dominans og dens forkvaklede verdens-billede. Mogens Blegvad var af den gamle skole - vi var for eksempel Des. Og så drak vi dus, da jeg blev kandidat.

Hvad er det bedste åndelige råd, du nogensinde har fået?

”Der er brug for dig som præst i folkekirken,” sagde tidligere biskop Jan Lindhardt, og det gav mig mod på præstegerningen. Jeg er jo vokset op i et kristent hjem, men da jeg blev student, var jeg ikke indstillet på at gå præstevejen.

Der var jeg mere interesseret i filosofi, og lysten til at blive præst er først for alvor kommet senere. Jeg fortryder det da lidt i dag, det havde været nemmere at blive præst, hvis jeg var blevet cand.theol. dengang. Men på den anden side kunne jeg ikke forestille mig som 25-30-årig at være præst, det kræver erfaring, synes jeg.

Derfor passer det på sin vis også fint, at man skal være fyldt 35 år for at blive præst ved hjælp af paragraf 2. Og nu er jeg glad for, at jeg er blevet præst.