Det sker aldrig. Eller det er i hvert fald meget sjældent, at andre end personalet eller beboerne banker på døren for at besøge 27-årige Taban Lupai, der er flygtet fra krigen i Syd-sudan. Han er en af de 190 asylsøgere, der bor på Brovst Asylcenter i Nordjylland, og som håber på at få opholdstilladelse i Danmark. Mange af flygtningene kommer ligesom Taban Lupai fra en kultur, hvor det er uhøfligt ikke at åbne døren og byde besøgende indenfor. I hans hjemland er uventet besøg desuden ikke ualmindeligt - tværtimod.
Så da Jehovas Vidner en dag bankede på hans dør, blev de selvfølgelig budt pænt indenfor. Ofte er Jehovas Vidner de første danskere, som asylsøgere stifter bekendtskab med. De første gange, de besøgte ham, lyttede han høfligt til dem. Han tog imod deres medlemsblad, Vagttårnet, og deres udgave af Bibelen, og han var endda med i deres kirke Rigssalen og fulgte en gudstjeneste på både engelsk og dansk. Som besøgene tog til, blev han dog mere og mere skeptisk. For han er protestant og er godt klar over, at Jehovas Vidner ikke er den trosretning, han har lyst til at følge. Han er desuden en af de få flygtninge på asylcenteret, der kun har været i Danmark i få måneder. Mange af landets asylsøgere har boet på asylcentrene mellem fem og ti år, og nogen er derfor glade for den opsøgende kontakt og medmenneskelighed, som Jehovas Vidner viser for den får de sjældent fra resten af samfundet. Men det er Taban Lupai ikke.
Og ifølge ham er de fleste flygtninge på centeret også rigtig godt trætte af Jehovas Vidners besøg. Han mener, at de bevidst forsøger at udnytte asylansøgerne.
De prøver at få os til at tro på en udgave af Bibelen, som vi ikke tror på. Når de kommer her, udnytter de svage sjæle ved at tilbyde deres hjælp og ved at lytte til os. Menneskene her er nemlig meget skrøbelige og psykisk ustabile, fordi vi har oplevet krig, tab og ikke ved, om vi bliver sendt tilbage igen. Ved at hjælpe os og lytte til os håber de, at vi til gengæld tager med i deres kirke og bliver Jehovas Vidner, siger Taban Lupai.
Ud over høflighed var det også nysgerrigheden, der en dag gjorde, at han sad til gudstjeneste med Jehovas Vidner. For han har altid drømt om at blive journalist og havde egentlig planlagt at tage en uddannelse på universitetet, hvor han kommer fra. Men Taban Lupai måtte droppe drømmen på grund af krigen. Han og hans familie var tvunget til at flygte fra byen, hvor de boede, fordi deres hus blev bombet og byen plyndret. Desuden var hans far med i Det Sudanesiske Folks Befrielseshær (SPLA), der kæmper for selvstyre i den overvejende kristne del af det sydlige Sudan. Men Taban Lupais mor ønskede ikke, at hendes søn også skulle være med i hæren, og også derfor var de nødt til at forlade deres hjemland.
De flygtede over grænsen til hans mors bror i Uganda, men Taban Lupais mor nåede aldrig så langt hun blev dræbt, fortæller han med så meget tristhed i stemmen, at han svært ved at samle sig iegn.
I en længere periode risikerede Taban Lupai sit eget liv, fordi han gav sikkerhedsstyrkerne i sit land informationer om militæret i Sydsudan. Til sidst blev det for farligt, og han måtte efterlade sine brødre, søstre og far og flygte ud af landet. I december sidste år ankom han til Danmark, og siden januar har han boet på Brovst Asylcenter. Alene uden sin familie. Hvis han ville, kunne han sikkert godt få en ny slags familie i Jehovas Vidner men det vil han ikke. Nu prøver han i stedet for at lægge afstand til dem.
Tidligere besøgte de mig om eftermiddagen tre gange om ugen. Men nu har jeg sagt, at jeg ikke er så interesseret længere. Alligevel kom de og bankede på min dør i sidste uge. Det er meget ubehageligt, og der er ikke mange her, som har det godt med dem, fortæller Taban Lupai.
Han kender kun én mand, som i løbet af de fire måneder, Taban Lupai har boet på centeret, er blevet Jehovas Vidne. Men han har fået opholdstilladelse og bor i København nu.
Taban Lupai har svært ved at få øje på noget som helst positivt ved Jehovas Vidner.
Ærlig talt kan jeg ikke se noget positivt. Havde jeg boet som et normalt menneske i et almindeligt hus, var jeg nok klædt bedre på til at diskutere med dem og argumentere mod dem. Men det kan man ikke i den situation, som mange af os er i. Vi tænker ikke klart. Vores tanker er på vores hjem, hvor vi kommer fra, og på vores familie. Vores hjerner fungerer ikke normalt her. Derfor er vi en nemt mål, og vi er et svagt offer. Det er ikke godt, siger han.
I stedet for at følge med Jehovas Vidner i rigssalen går Taban Lupai nu til gudstjeneste hver søndag i en kirke i Ålborg. Han er glad for at være i sikkerhed på asylcenteret. Men det er svært. For han er bange for, at han bliver sendt tilbage igen.
Jeg får ikke meget søvn. I nat sov jeg først klokken fem. For man ved aldrig, om der er en ubehagelig besked om ens asylsag, når man vågner igen, siger han.