Den 3. september 2010 forsvandt den 10-årige Mirco Schlitter på vej hjem fra en skaterbane i byen Grefrath i den tyske delstat Nordrhein-Westfalen. Drengen var sporløst forsvundet, og der skulle gå næsten fem måneder, før Mircos lig blev fundet den 27. januar. Det viste sig, at en 45-årig familiefar, Olaf H., havde voldtaget og derefter kvalt barnet.
Morderen blev idømt livsvarigt fængsel den 29. september 2011.
Mange tyskere var forargede over det brutale mord og mente, at livstidsdommen var alt for mild, og at Olaf H. i stedet burde hænges eller stenes til døde. Men de to mennesker, der har mistet mest på grund af Olaf H., Mircos forældre, Sandra og Reinhard Schlitter, føler intet had over for morderen og tørster heller ikke efter hævn. Tværtimod. Ægteparret var allerede før Mircos begravelse i stand til at bede for morderen, som de også har tilgivet.
I bogen ”Mirco - Verlieren. Verzweifeln. Verzeihen”, hvilket på dansk betyder ”Mirco - At tabe. At fortvivle. At tilgive”, skriver ægteparret:
”Det ligger os meget på sinde at bryde den onde cirkel af had og vold, som morderen formodentlig har været fanget i gennem flere år. Vi vil ikke belønne denne vanvittige gerning med at bringe os selv i fare for at glemme os selv og gengælde ondt med ondt. Et menneske, der hader, vil aldrig mere le eller have et godt ord tilovers for andre mennesker. Når et menneske lever i vrede over fortiden, vil det aldrig kunne opfostre sine børn til at blive stærke. Vi føler intet had over for Olaf H., kun dyb medlidenhed med hans familie og hans børn. Vi har velsignet gerningsmanden og bedt for ham. Gud bar os igennem den svære tid på en måde, så vi var i stand til det.”
Olaf H. tilstod under politiets første forhør, at han havde myrdet Mirco, og han viste også betjentene hen til det sted, hvor liget lå, men under den efterfølgende retssag har han ikke villet udtale sig om, hvordan mordet fandt sted. Han har endda senere over for sin familie påstået, at han var uskyldig, og han har aldrig givet udtryk for anger. Derfor har det endnu ikke været muligt for Reinhard og Sandra at forsone sig med manden, men de håber, at han med tiden vil være beredt til at bekende, hvad han har gjort.
Den værste tid for ægteparret var de fem måneder, hvor ingen vidste, hvad der var sket med Mirco. I al den tid hentede Sandra og Reinhard Schlitter kraft og styrke fra tre sider: deres omgangskreds og den kirkelige menighed, de er medlemmer af, og deres tro på Gud.
Både pårørende, venner og naboer understøttede familien, hvor det var muligt. Hver eneste aften samledes forældrene med deres tre børn og medlemmer af menigheden for at bede. Ægteparret havde ofte følelsen af ligefrem at blive båret frem af alle de mange venlige mennesker, der ville hjælpe.
Sandra og Reinhard oplevede, at deres tro blev sat på den ultimative prøve, efter at Mirco var forsvundet, og parret blev ofte konfronteret med spørgsmålet: ”Hvorfor tillader Gud, at grufulde ting kan ske?”. I deres bog skriver de:
”Det var ikke Guds, men derimod gerningsmandens vilje, at Mirco skulle dø. Hvis Gud var ansvarlig for al lykke eller ulykke, ville vi ikke være andet end marionetter for en blind skæbne, som vi ikke havde indflydelse på. Vi bærer selv ansvaret for vores liv og de afgørelser, vi træffer.”
I en situation, hvor mange forældre ellers ville begynde at tvivle på Guds eksistens, har Sandra og Reinhard Schlitter kun oplevet, at deres tro er blevet styrket: Ægteparret mærkede hele tiden, at Gud delte deres lidelser. Igennem alle de svære uger præget af uvisheden om Mircos skæbne søgte parret hele tiden trøst i Bibelen og ved at bede.
I dag rejser Sandra og Reinhard Schlitter rundt og holder foredrag for at give andre forældre, der har mistet deres børn, styrke. I deres bog skriver de, hvorfor de gør det:
”Hvis Mircos vanvittige død overhovedet skal have en mening, så er det måske denne, at vi kan fortælle forældre om, hvordan livet kan fortsætte efter så hårdt et slag, og at vi giver vores erfaringer videre, så andre mennesker måske kan se et lys i mørket. Vi vil gerne opmuntre folk til ikke at give sig hen til had eller hævnfølelser.”
Det har også været en stor hjælp for ægteparret, at de har tre andre børn. Både Sandra og Reinhard var klar over, at Mircos tre søskende var lige så rystede, hjælpeløse og rådvilde som de selv, og netop derfor følte parret sig tvunget til at fungere så normalt som muligt på trods af katastrofen. Det var vigtigt, at livet ikke endte med Mircos forsvinden, men at det gik videre for de andre børn. Børnene havde brug for deres skolehverdag og frem for alt deres kontakt med skolekammeraterne. For forældrene var det vigtigt at skabe rammerne for, at børnene igen kunne le, danse og lege.
Begge forældre har genoptaget det arbejde, de havde, før Mirco forsvandt, og familien har fået en ny form for hverdag uden Mirco, men han er ikke glemt. Ægteparret skriver i slutningen af bogen:
”Mirco har efterladt et tomrum. Mange gange er det småting, som minder os om ham. For eksempel at græsplænen skal slås, eller at hunden skal have vand i sin skål. Nu er der pludselig meget roligere i hele huset. Vi bærer vores lille dreng, som i vores hjerter altid vil være 10 år, med os. Hvert eneste medlem af vores familie har sine egne minder og tanker om ham.”