Vi kan godt bede bordbøn før råkosten

VEGETARDAGInter-national vegetardag bød både på smagsprøver og et kig ind i vegetarer og råkostspiseres univers

Københavnerne stod i kø for at smage på vegetarfrikadeller og  plasticbægre med sammenkogte bønner. (Foto:Leif Tuxen)
Københavnerne stod i kø for at smage på vegetarfrikadeller og plasticbægre med sammenkogte bønner. (Foto:Leif Tuxen).

– Hvis folk rykker lidt frem, kan vi andre også komme til, bliver der råbt fra den bageste del af køen uden for Dansk Vegetar-forenings telt på Rådhuspladsen i København i går.

Der er trængsel, for vegetarerne serverer gratis sammenkog af bønner i anledning af Den internationale vegetardag.

Mens københavnske kødspisere egoistisk skubber og maser for at få del i grønsagsretterne, er vegetarerne selv opfyldt af højere mål. De handler både om dyrevelfærd og åndelig udvikling.

– Når man ikke har så mange affaldsstoffer i kroppen, kan man bedre lægge fortiden bag sig. Min erfaring er, at jeg er blevet bedre til at leve i nuet, fortæller Lars Jørgensen, som ikke kun er vegetar, men råkostspiser.

Han koger aldrig sine gulerødder, da det – ifølge råkostspiserne – ødelægger enzymer og proteiner. Han spiser ofte 20 bananer om dagen, og med på Rådhuspladsen har han medbragt to eksotiske frugter, som hedder dorian. De smager af banan, avocado, løg og hvidløg og er også ind imellem en del af menuen.

– Man er klart i bedre kontakt med Gud, når man spiser råkost, siger Lars Jørgensen.

Han mødes ind imellem med Københavns øvrige 10-15 råkostspisere til aftensmad, hvor tilberedningen især består af at blende eller dehydrere maden, så kun tørstofferne er tilbage.

– Vi føler en slags åndeligt fællesskab. Til daglig føler jeg mig ofte udenfor, når andre spiser sammen, og derfor nyder jeg at spise sammen med dem. Vi kan godt bede en bordbøn før råkosten, og jeg tror selv på Gud, siger Lars Jørgensen.

Til trods for at det er international vegetardag, er kun ganske få vegetarer mødt op, og deres tre telte synes af ganske lidt på Rådhuspladsen. Men for dem, som indlader sig på en snak med udstillerne, er budskabet tydeligt.

– Vores nydelse ved at spise kød kan ikke legitimere dyrenes lidelse. Det er pint kød, siger Mette Nielsen ved Dansk Vegetarforeningsstand.

– Vi siger nej til dyrkning af levende væsener, tilføjer veninden Nadia Gronemann.

– Adam og Eva var vegetarer. Vi er skabt sådan, tilføjer en 81-årig forbipasserende mand, som med egne ord er næsten vegetar.

– Jeg drikker mælk og spiser ost, men jeg spiser aldrig svinekød. En bøf ind imellem, men ikke noget særligt, siger han.

To Hare Krishna-munke har taget opstilling i teltene med bøger og røgelsespinde.

En del af deres indvielse er et løfte om at leve uden kød, fisk, fjerkræ, æg, kaffe, alkohol, cigaretter og spillelidenskab.

– Vores mål er at undgå at skabe dårlig karma, og derfor slår vi ikke dyr ihjel. Dyrenes lidelser kommer tilbage på os mennesker. Hvis vi alle blev vegetarer, ville mange stridigheder, sygdomme og krige forsvinde, siger Krishna Karuna Das.

For Britt Riis og Christian Hansen, to unge, som kommer forbi, lyder den slags fuldstændig overdrevent.

– Hvad skal jeg sige? spørger Britt Riis og ryster på hovedet, da hun bliver konfronteret med, at hendes kødspiseri kan skabe dårlig karma og på længere sigt krig i verden.

– Selvfølgelig skal vi behandle dyrene godt, men man kan jo vælge at købe kød fra fritgående dyr.

– Naturens gang er sådan. Dyrene spiser jo også hinanden, mener Christian Hansen.

De er desuden ikke imponerede over maden.

– Helt ærligt. Vegetarfrikadellerne smagte af ris. Og den sammenkogte ret voksede lige som i munden, siger Britt Riis.

korsholm@kristeligt-dagblad.dk