De har lært salmen udenad. Endda på dansk.
Ved borde i en rundkreds i missionshuset i Bording sidder 17 afviste asylansøgere og synger Kingos ord: ”Skriv dig, Jesus, på mit hjerte”. 16 mænd og en kvinde fra det nærliggende udrejsecenter Kærshovedgård er mødt op til den ugentlige bibelcafé, hvor blandt andre den lokale præst og to medlemmer af kirkens menighed byder på kaffe, hjemmebagte kanelsnegle og tre timer med oplæsning fra Bibelen og diskussion om dagens afsnit.
Det er også præsten og folk fra menigheden, der i biler henter og bringer de kristne fra Kærshovedgård, der ligger inde i en skov, syv kilometer uden for Bording. Og sådan har det været, siden regeringen besluttede, at det tidligere åbne fængsel skulle fungere som udrejsecenter for blandt andre de afviste asylansøgere, og de første flyttede ind i slutningen af marts.
”Der er jo tale om folk, der var kristne, inden de kom til Kærshovedgård, og som var vant til at komme i kirke de steder, hvor de boede før. Derfor sagde jeg selvfølgelig ja til at byde dem velkommen her, da jeg blev kontaktet af de præster, der kendte dem, og som spurgte, om jeg ville sørge for, at de også blev en del af et kristent fællesskab her,” fortæller sognepræst Lindvig Osmundsen.
Men det er ikke alle i den lille midtjyske by Bording, der synes, det er en god idé at være så imødekommende. Ved borgermøder i byen har der været udtalt frygt for de nye naboer på udrejsecentret.
”Stemningen i byen er meget delt. Og hele diskussionen handler jo også om, hvor meget man skal gøre for blandt andre de afviste asylansøgere. Men vi kan altså ikke efterlade dem i et hul og så bare se til, mens de langsomt går i opløsning,” siger Lindvig Osmundsen og fortsætter:
”For mig at se er vi som kirke med til at bygge bro til den institution, som er her ogskal være her ifølge regeringen. De afviste asylansøgere er og bliver en del af vores bybillede nu, og derfor handler det om at møde hinanden, så fordommene forsvinder. Jeg tror på, at vores kristne fællesskab kommer til at betyde en forskel, også på den lange bane,” siger Lindvig Osmundsen.
I bibelcafeen er det Lukas-evangeliet, der gennemgås for tiden. I dag kapitel syv, vers 24-35.
Mens diakon Kurt Frost læser højt på engelsk, oversætter hans iranske sidemand til farsi. De fleste af de kristne fra Kærshovedgård kommer fra Iran, men der er også en lille gruppe kurdere samt en enkelt kineser rundt om bordene. Og alle siger ”amen” i kor, efter at Kurt Frost har fremsagt en bøn, hvor han til sidst beder Gud om at velsigne ”our fellowship in your holy name”.
En af de afviste asylansøgere har boet i Danmark siden 2001, hvor han flygtede hertil fra Iran sammen med sin lille søn. I dag er Sayed Kashi 59 år. Han beskriver møderne i missionshuet og søndagens gudstjenester som de eneste højdepunkter i ugen.
”Det er folk fra kirken, der hjælper mig i dag, og det er dem, jeg oplever som min familie. For derudover er mit liv færdigt. På Kærshovedgård prøver de at gøre forholdene så dårlige som muligt for os for at få os til at rejse. Men jeg kan kan ikke rejse tilbage til Iran. Jeg er kristen og bliver dræbt, hvis jeg tager dertil. Jeg forstår ikke, hvorfor jeg skal smides ud af Danmark, når jeg har været her i 15 år, og der aldrig har været nogen problemer,” fortæller Sayed Kashi, der i sin tid flygtede fra Iran på grund af det islamiske styre.
Ved siden af ham sidder 20-årige Farid Hayezi, der kom til Danmark for fire år siden sammen med sine forældre. De er stadig i det asylcenter i Brovst i Nordjylland, hvor Farid Hayezi også boede, indtil han for tre måneder siden blev flyttet til udrejsecentret i Midtjylland.
”Det er meget anderledes at være på Kærshovedgård, hvor det mest af alt minder om et åbent fængsel. Og jeg er der jo ikke, fordi jeg har lavet noget kriminelt, så jeg kan ikke se, hvorfor jeg skal behandles, som om jeg havde. På centret handler det bare om at få tiden til at gå. Men når jeg er sammen med Lindvig og Kurt og de andre fra kirken, får jeg energi. Det hjælper mig at vide, at de beder både med os og for os, og det er dejligt at have mulighed for at få svar på de spørgsmål, man kan have omkring Bibelen,” fortæller Farid Hayezi på flot dansk.
Han er godt klar over, at der er danskere, der tror, at asylansøgere udelukkende konverterer til kristendommen i håb om lettere at opnå asyl. Men han ryster på hovedet og siger, at det i hvert fald ikke gælder de kristne, han kender på Kærshovedgård.
”Når folk siger sådan, er det meget underligt, for de kan jo ikke se, hvad der sker i mit hjerte og min hjerne, når jeg tænker på Jesus.”
Farid Hayezi blev døbt i 2014, efter at begge hans forældre var blevet kristne.
”Vores familie i Iran har sagt til os, at de nu slet ikke vil tale med os mere. De mener ikke længere, vi er deres familie, fordi vi er konverteret til kristendommen,” siger Farid Hayezi, der håber på, at hans advokat kan hjælpe med at sikre ham tilladelse til at blive her i Danmark, hvor han også har fået en dansk kæreste.
Mens kaffekopperne tømmes for den sidste tår, er der plads til praktiske spørgsmål også, inden bilerne igen kører mod udrejsecentret. Flere går hen til Kurt Frost og siger tak for dagens bibelcafé.
For Kurt Frost giver det ikke kun mening for beboerne på Kærshovedgård at være en del af det kristne fællesskab i byen.
”Jeg får også meget ud af at være sammen med dem. Mange af dem er ret stærke i bibelteksterne og kan komme med nye vinkler og udlægninger, som er meget berigende. Så det er gensidigt givende,” siger han.
Kurt Frost er med på, at der også blandt kristne kan være uenighed om, hvorvidt man skal ”blande sig” i de afviste asylansøgeres situation, når det nu er politisk bestemt, at de skal rejse ud.
”Uden at ville være politisk, så vil jeg dog sige, at når et menneske kommer til mig og beder om at være med i et kristent fællesskab, et menneske, der har brug for mig, så kan jeg da som kristen ikke handle anderledes end at sige: ja, selvfølgelig. Jeg kan ikke ændre den situation, politikerne har besluttet, men jeg kan være med til at give de her mennesker et fællesskab – og et frikvarter,” siger Kurt Frost.
