Hver eneste weekend møder man i skovene omkring det sted, hvor jeg bor, en endeløs strøm af løbere og folk på terrængående cykler. De får tiltrængt motion i det smukke skovområde mellem Lyngby Sø, Bagsværd Sø og Furesøen nord for København. De prægtige skove er en art kulisse for de hurtigtløbende mænd og kvinder med batterier af små vandflasker i særlige bælter, og skovstierne lægger scene til store grupper af især mænd, der på mountainbikes racer afsted i stor hast.
Det er selvsagt helt i orden at bruge naturen til at dyrke motion i, men naturen er mere end en kulisse for afstressning og sportsudøvelse. Mennesket er uløseligt knyttet til naturen. Enhver, der har eller har haft børn, ved, hvor meget det betyder for dem at lege i naturen, sparke i skovbundens tykke lag af nedfaldsblade og bygge huler af grene og kviste. Og alle, der har prøvet at lægge sig i læ af et brombærkrat på en græsbakke, der skråner mod fjorden, eller har vandret dybt i skove langt fra byers larm, kender med stor sandsynlighed til oplevelsen af samhørighed. I korte øjeblikke giver de stærke naturoplevelser følelsen af at høre hjemme.
Selv om mennesket er knyttet til naturen, har vi igennem århundreder distanceret os fra den i en sådan grad, at det er blevet et problem, ikke mindst for de nye generationer, der kender meget lidt til naturen og ikke opdrages med et tæt forhold til den.
I går udkom bogen »Naturens værdi«, der er en samling essays om danskernes forhold til naturen. Bogen, som blev fyldigt omtalt i gårsdagens avis, rummer spændende indlæg om natursynets historiske udvikling og de forskellige måder at anskue naturen på. Men først og fremmest er det selve bogens tilsynekomst, der er interessant. For des mere vi fjerner os fra naturen, des mere optager den os, og des mere religiøst bliver vores forhold til den.
Menneskers syn på naturen har forandret sig markant igennem historien og har i høj grad været præget af den kristne skabelsesberetnings ord om, at kun mennesket er skabt i Guds billede, mens mennesket selv skal underlægge sig resten af skabelsen. Det latinske kristne ord for hedning er »paganus«, hvilket betyder bonde eller en, som dyrker jorden. Blandt de første kirkefædre hed det med Klemens af Alexandrias ord fra det andet århundrede, at »verden er afgjort smuk, men vi kristne dyrker skaberen, ikke skabelsen.« Helt frem til i dag hersker der således et delt naturbillede, som på den ene side knytter sig til salmebogens hyldest til Guds skaberværk, men på den anden side føler sig forbundet med den gammeltestamentlige op- fordring til mennesket om at underlægge sig skabelsen.
Det er i spændingsfeltet mellem disse to naturopfattelser, at det afbalancerede natursyn findes. Men forholdet til naturen er stærkt polariseret. På den ene side finder man de mennesker, der ikke ønsker nogen form for naturbeskyttelse, mens man på den anden side finder miljøforkæmpere, der anser naturen for at være en urørlig, hellig ko.
Fælles for de fleste er dog, at des mere kunstig vores egen verden bliver, des stærkere længes vi mod naturen. Vi kan ikke leve uden skønheden, stilheden eller langsommeligheden. Naturen nærer vores psyke, og det er ikke for ingen ting, at naturen opfattes som et rekreativt område. Her re-kreerer, genskaber, man noget, der er tabt.
Det tyske magasin »Psyko- logie Heute« - Psykologi i dag - bragte for nylig en artikel om naturens store betydning for den menneskelige psyke. Heri blev der gjort rede for, hvorledes tyske læger og psykoterapeuter i stigende grad benytter havearbejde som terapi for mennesker i ubalance med sig selv. Den franske filosof Jean-Jacques Rousseau gjorde sig i 1700-tallet til talsmand for, at når mennesker dyrker haver, skyldes det, at de er en model for naturen, og at mennesket i haven opdager sin egen natur. Man lærer at omgås sig selv ved at omgås planter. Mennesket finder således sig selv i haven. Og noget er der om det. I dag har havedyrkning fået langt større betydning herhjemme med kendte tv-værter for haveprogrammer og kæmpevækst i antallet af planteskoler og havecentre landet over. Danskerne går kort sagt i haven. Måske som en reaktion på fremmedgørelsen fra naturen.
Forbindelsen mellem jord og menneske kommer sprogligt og fysisk til udtryk ved begravelsens ord om, at »af jord er du kommet, til jord skal du blive.« Men imellem fødsel og død gælder sandheden også. Naturen er mere end en kulisse for afstressning og motionsløb.
bjerager@kristeligt-dagblad.dk
chefredaktør