Vil vi blive ved med at kunne genkende hinanden som kristne?

Mens kristendommen ændrer former radikalt i andre dele af verden, rejser det spørgsmål sig, om der er grænser for, hvor stor mangfoldigheden kan tåle at blive

Mens kristendommen ændrer former radikalt i andre dele af verden, rejser det spørgsmål sig, om der er grænser for, hvor stor mangfoldigheden kan tåle at blive
Mens kristendommen ændrer former radikalt i andre dele af verden, rejser det spørgsmål sig, om der er grænser for, hvor stor mangfoldigheden kan tåle at blive. Foto: MARLENE AWAAD.

Den store fortælling om kristendommen i disse år er, at den fra at være en religion, der blev identificeret med nord og vest, er blevet en global religion, hvis tyngdepunkt ligger i syd og øst. Den globale kristendom flytter sig. Den går tilbage i de tidligere kernelande i nord og vest, mens den vokser i syd og øst.

Den kristendom, der vokser disse steder, er imidlertid af en noget anden karakter. Det er en langt mere dynamisk og åndsbåren kristendom, der breder sig i syd. Ofte bruger man begrebet pentekostal for at karakterisere denne nye kristendomsform.

LÆS OGSÅ: Kristendommen er global - og udfordret

Således ser det store billede ud: 1. Kristendommen er blevet global. 2. Den flytter sig mod syd. 3. Den forandrer sig.

På det seminar, der i begyndelsen af september blev holdt på Aarhus Universitet omhandlende global kristendom, blev dette billede bekræftet; men der blev tilføjet en række nuancer.

Globaliseringen betyder, at alt er til stede samtidig alle vegne. Også religionerne bliver kørt igennem globaliseringens malstrømme. Alle religioner, der ikke er bundet til et bestemt sted eller et bestemt folk, bliver globaliserede.

Det sker ved hjælp af moderne kommunikation; viden om andre religioner er kun et museklik væk. Det sker endvidere gennem migration; når mennesker af de gammelkendte årsager (krig, sult, overbefolkning, ulig ressourcefordeling) flytter på sig, så tager de deres kultur og religion med sig. Resultatet bliver en vækst i pluralisme og nye religiøse blandingsformer.

Kristendommen er i særlig grad modtagelig for og udsat for denne udvikling. Fordi den er en religion, hvor det guddommelige legemliggøres, må den, når den slår rod i nye egne, antage en ny skikkelse, nemlig en skikkelse, der svarer til den kultur, som den nu skal leve i. Man taler om kontekstualisering. Når konteksten ændres, skal vi også forvente en anden kristendomsform. Har vi med kristendommen at gøre, skal vi derfor forvente mangfoldighed.

Nu er kristendommen til stede eller i hvert fald tilgængelig over det meste af verden. I de gamle kernelande i Vesten går den tilbage, mens den vokser i syd og øst.

Ved seminaret blev der tilføjet en korrektur til dette almene billede. Det er rigtigt, at uafhængige kristendomsformer vokser i syd, men der eksisterer fortsat afhængighedsforhold mellem de gamle kirker i nord og de unge kirker i syd. Trods al velvillig tale om partnerskab og jævnbyrdighed findes der fortsat paternalisme og underordning.

I takt med at vi i Vesten lever over evne og gældsætter os, mister Vesten den økonomiske magt, og dermed falmer også det moralske overherredømme; nye spillere kommer på banen (de såkaldte BRIC-lande: Brasilien, Rusland, Indien og Kina), parate til at præge den globale dagsorden.

Tallene taler rigtigt nok om, at kristendommen vokser i syd. Men det er ikke tilfældet alle steder. I Latinamerika er der stort set tale om stagnation. Det, der bliver registreret som vækst, dækker ofte over bevægelser internt mellem forskellige grupperinger. Der er mode også i religioner. Man vælger det, der virker.

Tallene taler også sandt, når de påviser den øgede diversitet. Men hvor stor kan mangfoldigheden tåle at blive? Er der grænser for kontekstualiseringen? Den nye økumeniske dagsorden er ikke, om vi kan blive enige, og om vores enhed kan blive synlig. Nej, udfordringen er, om vi overhovedet kan genkende hinanden som kristne.

Viggo Mortensen er professor i teologi på Aarhus Universitet