Vold mod koptere er eskaleret

Egyptens præsident fordømmer de seneste måneders mange angreb mod kristne i landet. Men menneskeretsorganisationer mener, regeringen forsøger at holde fast i en forkert forestilling om, at religionskonflikter ikke spiller en rolle i Egypten

På kort tid er volden mod Egyptens kristne koptere eskaleret til et niveau, der leder tankerne tilbage til de første par år efter præsident Hosni Mubaraks fald i 2011. Her var landets kristne udsat for omfattende overgreb fra islamister og stribevis af kirkeafbrændinger. Her ses børn af koptere, der forlader en kirke i Alexandria. Arkivfoto.
På kort tid er volden mod Egyptens kristne koptere eskaleret til et niveau, der leder tankerne tilbage til de første par år efter præsident Hosni Mubaraks fald i 2011. Her var landets kristne udsat for omfattende overgreb fra islamister og stribevis af kirkeafbrændinger. Her ses børn af koptere, der forlader en kirke i Alexandria. Arkivfoto. . Foto: Claus Bjørn Larsen.

En gammel dame er blevet slæbt nøgen gennem gaderne, bygninger er blevet raseret, og en præst er blevet skudt. På kort tid er volden mod Egyptens kristne koptere eskaleret til et niveau, der leder tankerne tilbage til de første par år efter præsident Hosni Mubaraks fald i 2011. Her var landets kristne udsat for omfattende overgreb fra islamister og stribevis af kirkeafbrændinger.

Den religiøst motiverede vold er nu igen blevet så stort et problem, at Egyptens koptiske overhoved, patriark Tawadros II, har aflyst sine offentlige optrædener for at hellige sig tid til bøn for de familier, der er blevet ramt, skriver nyhedsbureauet Fides.

Der begyndte for alvor at komme fokus på problemerne, efter en rasende folkemængde overfaldt en ældre, kristen dame i slutningen af maj. Forud var der gået rygter om, at hendes søn havde et forhold til en muslimsk kvinde. Den ældre dame blev banket og slæbt nøgen gennem byens gader, og der blev samtidig sat ild til syv huse ejet af kristne.

Siden har der næsten på ugentlig basis været nye tilfælde af islamistiske angreb imod kristne. Det meste af volden har været centreret omkring Minya-regionen godt 250 kilometer syd for Kairo, hvor en stor del af landets kristne bor. Men der har været rapporteret om problemer over det meste af landet.

Eskaleringen i vold mod kristne kan meget vel hænge sammen med, at regeringen har slået ned på Det Muslimske Broderskab, hvor der har været flere store domme op til sommeren, siger Lise Paulsen Galal, forsker i Mellemøstens religiøse minoriteter ved Roskilde Universitet.

”Når regimet lægger pres på religiøst baserede organisationer, er det med til at øge den religiøse vold. Den dynamik har vi set før i Egypten. Og så ender kopterne nemt som syndebukke,” siger hun.

Landets præsident, Abdel Fattah al-Sisi, har taget afstand fra angrebene og opfordret til fredelig sameksistens mellem muslimer og kristne, der vurderes til at udgøre op mod 10 procent af befolkningen.