Tv-vært: Jeg tror på, at vi skal tage ansvar for hinanden

”Jeg oplever, at der er noget større, som er med os. Vi får lidt vind i nakken, når vi næsten ikke kan ...

”Jeg oplever, at der er noget større, som er med os. Vi får lidt vind i nakken, når vi næsten ikke kan mere, og bliver drejet lidt, når vi er på helt forkert kurs,” siger tv-vært Lene Johansen. - Foto: Leif Tuxen

Når jeg går forbi en flok skolebørn på Christianshavns Vold, der sidder og ryger noget, de ikke burde ryge, siger jeg noget til dem. Ikke for at moralisere, men fordi jeg tror, at vi skal tage ansvar for hinanden.

Tv-vært Lene Johansen voksede op som religiøs analfabet. Men hendes forældre gav hende et sæt etiske færdselsregler, som hun genkender i alle religioner, og som hun selv kombinerer med troen på skytsengle og på styrken i en stille bøn

Hvordan vil du beskrive din tro?

Jeg tror på, at der er en mening med, at vi er her. Holder jeg ikke fast i den tro, ville meningsløsheden kvæle mig. Jeg tror på, at vi er sat her i et fællesskab, som vi skal bidrage til, så godt vi kan. Derfor er vi nødt til at tænke på, hvordan vi møder og omgås hinanden. Vi må undgå at gøre alt til en krig og i stedet leve mere efter buddet om at vende den anden kind til.

Sådan formuleres det i kristendommen, men i andre religioner finder jeg lignende leveregler, som jeg tror er sande. Jeg opfatter min tro som et sæt etiske færdselsregler, der handler om, at vi skal passe på hinanden og på vores Jord. For mig er troen ikke så konkret.

Jeg tror ikke på en Gud, der har ladet sin søn føde på Jorden og blive korsfæstet. Jeg tror, at Jesu liv er et billede på, hvad vi skal tro på, ikke en historisk sandhed.

Hvordan var forholdet til religion i dit barndomshjem?

Jeg blev døbt, for mine forældre kom begge fra familier i Jylland, hvor det at døbe sine børn var noget, man gjorde. Men ellers var mine forældre optaget af at gøre op med traditionerne. De var ikke øverst på barrikaderne, men de var med i tidens strømninger, og for dem hørte religion til de traditioner, man skulle lægge bag sig.

Så jeg blev nærmest religiøs analfabet. Som lille pige ville jeg gerne bede aftenbøn og lære De Ti Bud, men de lo bare ad det. Jeg bebrejder dem ikke noget, for de gav mig meget andet.

Hvad har udfordret din tro?

Når jeg taler med mennesker, som er forankret i et rent naturvidenskabeligt verdensbillede, der ikke rummer det spirituelle, kan jeg blive helt forskrækket. Det bliver så fattigt. Vores eksistens falmer, hvis vi kun ser den som en biologisk realitet uden mening. Når jeg møder den holdning, har jeg brug for at holde fast i troen. Men jeg synes ikke altid, at folkekirken har hjulpet mig til det.

Den luthersk-evangeliske kristendom kan virke knibsk og meget optaget af synd, skam og skyld. Jeg savner noget kreativitet. Jeg kunne også godt tænke mig, at kirken talte tydeligere ind i den tid, vi lever i, for eksempel i forhold til flygtningekrisen. Men jeg er stadig medlem af folkekirken og kommer der til bryllupper, begravelser og jul. Jeg kan blive meget rørt af salmerne og orglet. Det rammer noget i mig og minder mig om det store i livet, både sorgerne og glæden.

Hvad har formet den tro, du har i dag?

Jeg er præget af, at jeg synes, at religioner og trossamfund har skabt mere konflikt og krig end fællesskab. Men samtidig tror jeg, at religionerne kan være med til at holde os fast på fællesskabet og vores ansvar. Det gjorde stort indtryk på mig, da jeg var i Syrien og besøgte den gamle bydel i Damaskus, hvor der lå en moské ved siden af en synagoge ved siden af en kirke.

Alle trosretninger trivedes tilsyneladende fint side om side. Så kom krigen. For mig er det vigtigt, at vi kan tale sammen om de eksistentielle og filosofiske spørgsmål. Det er ikke så meget religionerne som system, jeg finder værdi i. Men jeg oplever, at der er noget større, som er med os. Vi får lidt vind i nakken, når vi næsten ikke kan mere, og bliver drejet lidt, når vi er på helt forkert kurs.

Jeg tænker det som en form for skytsengle.

Hvordan gør din livsanskuelse en forskel i din hverdag?

Jeg beder til Gud i svære situationer. Så ligger jeg i min seng og beder om, at han vil bære mig igennem den skærsild, jeg føler mig fanget i, eller at de mennesker, jeg holder af, må komme igennem det, de kæmper med. Når det sker, takker jeg.

Når jeg er stresset eller ked af det, kan jeg finde på at gå ind i en kirke og sidde og nyde stilheden.

Jeg prioriterer også de mennesker, som betyder noget for mig. Og så prøver jeg at gøre en positiv forskel i mit arbejde. Jeg er optaget af at give stemme til mennesker, som ellers ikke bliver hørt. Det er nok noget, jeg har fået med fra min mor, som er et meget humanistisk menneske og i stand til at se noget godt i alle mennesker.

Ellers kan jeg ikke prale af at gøre enormt meget. Jeg har ikke meldt mig som ven for en flygtning eller den slags. Men jeg sidder i Kirkens Korshærs advisory board. Og så kan jeg godt finde på at sige noget til folk, hvis jeg ser, at de gør noget, som er dårligt for dem selv eller andre.

Når jeg går forbi en flok skolebørn på Christianshavns Vold, der sidder og ryger noget, de ikke burde ryge, siger jeg noget til dem. Ikke for at moralisere, men fordi jeg tror, at vi skal tage ansvar for hinanden.

Hvem er et forbillede for dig i eksistentielle spørgsmål?

Begge mine forældre er forbilleder for mig. Desuden har jeg venner, som jeg beundrer, fordi de formår at fastholde deres værdier, når det virkelig bliver svært, og tingene brænder på. Det er ikke svært at iscenesætte et flot bryllup, men når det kommer til skilsmissen, viser det sig, om man kan holde fast i værdierne.

Det er de svære tidspunkter i livet, jeg bedømmer mig selv og andre på. Når det kommer til den slags, er det ofte svært at vurdere mennesker, man ikke kender helt tæt på. Men Nelson Mandela står for mig som et forbillede, fordi han var i stand til at give magten fra sig, og fordi han holdt ud og bevarede troen på det gode, da det var allersværest.

Hvad er det bedste åndelige råd, du nogensinde har fået?

John Lennon-citatet ”Life is what happens to you while you're busy making other plans”. Det minder mig om, at der er noget, der er større end os. Så mens vi laver to do-lister og planer, så kommer livet.