Blågårds Kirke, Absalon Kirke og Samuels Kirke. Alle bygget, da København desperat manglede kirker til folkekirkens voksende menigheder. I dag er kirkerne solgt.
Da en kreds af kirkefolk i 1890 stiftede Kirkefondet var Københavns befolkningstal steget kraftigt på grund af danskernes vandring fra land til by. Kirkefondet påtog sig opgaven at etablere menigheder til de nye byboere og give dem kirker, som de kunne gå i om søndagen, blive døbt i, konfirmeret og gift i - og til sin tid blive begravet fra.
Dengang kunne et sogn sagtens bestå af 70.000 mennesker og to præster. Det førte til bygning af 48 kirker i hovedstaden, og murstenene står der den dag i dag som monumenter over en særlig periode i dansk kirkeliv.
Som del af en helt ny udvikling har Kirkefondet imidlertid på kort tid solgt tre af disse kirker igen, fordi Københavns Stiftsråd indstillede dem til at blive taget ud af brug. Kirkeministeriet godkendte efterfølgende salget. Det vil give Kirkefondet en fortjeneste på et stykke over 20 millioner kroner, siger formand for Kirkefondet Erik Mollerup.
”Vi har brugt ganske meget tid på at løse opgaven med at afhænde de lukkede kirker, fordi vi fik lagt et stort ansvar på os,” siger Erik Mollerup:
”Det er første gang, at dette tema kommer så massivt op i Danmark, og derfor blev vores beslutning om, hvad der skulle ske med kirkerne, fulgt med stor opmærksomhed af alle, og hele følelsesregisteret var i brug. Vi ville gerne vise, hvordan tidligere kirker kunne videreføres, også for at skabe større tryghed omkring den diskussion, der måtte komme om flere kirkelukninger, ikke kun i byen, men også på landet,” siger han.
Kirkefondets bestyrelse har nu taget fat på drøftelsen af, hvad den uforudsete kapital skal bruges til.
”Vi vil gerne støtte den fortsatte udvikling i Københavns kirkeliv, hvor der tales om at opføre nye kirker. Vi kommer ikke til at bygge kirker, men vi vil støtte udviklingen i de nye menigheder, både der hvor kirker er blevet lukket, og hvor der skal bygges nye,” siger Erik Mollerup.
Kirkefondets bestyrelse ser ikke kun hovedstadens kirkeliv som arbejdsområde, men hele folkekirken.
”Vi føler os kompetente til at indgå i en diskussion om fremtidens kirkeliv over hele landet. Gennem analyser kan vi give provstiudvalg og menighedsråd vigtige informationer om den befolkningsmæssige sammenhæng, de ligger i. Sommetider er der ikke sammenhæng mellem de visioner, et menighedsråd kan have, og den virkelighed, man rent faktisk lever i. Det kan betyde spild af ressourcer at stable et børne- og ungdomsarbejde på benene, hvis der stort set ikke bor børnefamilier i ens område,” siger Erik Mollerup.
Kirkefondets fokus er på den levende menighed og ikke de døde mursten, påpeger Erik Mollerup.
”Så når det befolkningsmæssige underlag begynder at skride, ser vi det som en udfordring at være med til at tænke nyt også om brugen af de godt 1700 middelalderkirker. Der ligger jo næsten altid en kirkegård rundt om en landsbykirke, og det kræver respekt og enighed, når man diskuterer, om man i stedet for traditionel sognekirke kan bruge nogle af kirkerne aktivt til temasteder eller give dem for eksempel en ny profil. Vi vil gerne deltage i debatten og udviklingen rundt om i landet, hvor den slags dilemmaer opstår, og som ser ud til at hindre en bæredygtig udvikling i økonomi og menighedslivet i bestemte sogne,” siger Erik Mollerup.