Anne-Mette Rasmussen: Det er godt, at vores kultur bygger på kristne værdier

Tidligere statsministerfrue 57-årige Anne-Mette Rasmussen skal de næste tre år læse teologi på Københavns Universitet for at få indblik i den tro, som det danske samfund bygger på

Anne-Mette Rasmussen har i flere år boet i Bruxelles sammen med sin mand, Natos tidligere generalsekretær Anders Fogh Rasmussen.
Anne-Mette Rasmussen har i flere år boet i Bruxelles sammen med sin mand, Natos tidligere generalsekretær Anders Fogh Rasmussen. . Foto: Camilla Rønde.

Hvorfor har du valgt at læse teologi?

Jeg har grublet over muligheden i et stykke tid, inden jeg tog mig sammen og sendte en ansøgning af sted.

Faget er spændende, fordi vi får en masse grundlæggende viden om vores eksistens, værdier og kultur, som vi jo bygger vores tilværelse på her i Danmark. Mit valg er egentlig også i tråd med, at jeg er pædagog, fordi det handler om det menneskelige.

Hvad vil du bruge studiet til?

Jeg ved ikke konkret, hvad det skal munde ud i. Jeg har valgt det meget for interessens skyld, men det er ikke bare en fritidsbeskæftigelse.

Jeg vil meget gerne bruge det til noget på sigt, så jeg ser hen ad vejen, hvor jeg mere præcist kan putte det ind i billedet. Men jeg skal ikke være præst.

Hvilken rolle spiller tro i dit liv?

Jeg er som så mange andre danskere vokset op med de grundværdier, som ligger i den kristne tro. Nu er det jo lige blevet sagt, at Danmark er et kristent land. Det har været diskuteret meget, om man må sige det, men det kan jeg kun sige ja til.

Det er hele vores kultur og fundament, at vi er opdraget i den kristne tro her i landet. At Danmark er et kristent land, udelukker ikke andre. Jeg synes, det er godt, at vi har en kultur, der bygger på kristne værdier som næstekærlighed og det med at se ud over sig selv og respektere andre for det, de er.

Hvad er dit forhold til kirken?

Jeg går ikke meget i kirke. Det har jeg ikke gjort, siden jeg var en lille pige, hvor jeg gik i kirke om søndagen med min farmor. Jeg kan ikke huske, hvad præsten sagde, men jeg kan huske oplevelsen af at sidde med min farmor på bænken.

Det var ude i et lille sogn, hvor der kørte en kirkebil rundt hver søndag og samlede de ældre op, som ikke selv kunne komme i kirke. Det var spændende, syntes jeg. Det var ikke bare det, at jeg var med min farmor. Jeg syntes også, at det var hyggeligt at sidde i kirken i den stilhed, der var. Nu går jeg i kirke juleaften, og hvis der ellers er nogle forskellige begivenheder af den ene eller den anden slags.

Hvilken plads synes du, religion har i dag i det danske samfund?

Religion er noget, der hele tiden vil være der, og noget, man hele tiden skal diskutere, netop fordi der kommer mange andre religiøse retninger. Så bliver man mere bevidst om, hvad man egentlig selv står for.

Jeg tror, vi skal tænke dybere over, hvordan vi definerer os selv, i stedet for at det hele bliver en stor holdningsløs grød.