Ydmyghed er normalt ikke noget, avisspalternes kritiske anmeldelser udstråler.
Alligevel har 58-årige Henrik Wivel altid bestræbt sig på at være ydmyg, når han igennem de sidste tre årtier har anmeldt et andet menneskes kunstværk i sit job som kunst- og kulturkritiker, senest som kulturredaktør på Weekendavisen.
LÆS OGSÅ: At få mørket til at lyse
Ydmyghed er svært at tale om, for man er jo ikke noget bedre menneske, end man er. Jeg har levet mit liv ved at være kritiker, lederskribent og opinionsdanner i den danske mediebranche, hvilket i almindelig forstand ikke handler om ydmyghed, fordi man også udviser stor skråsikkerhed. En gang imellem også mere, end det måske kan bære, og mere, end man dybest set er glad for. Men når jeg har beskæftiget mig med kunst og kultur, har jeg altid bestræbt mig på at forholde mig indlevende, fortolkende og empatisk til værket for ligesom at se kunstneren ansigt til ansigt, se vedkommende direkte i øjnene og forholde mig til de menneskelige tilsagn, der måtte ligge i værket, siger han og erkender, at det dog ikke lykkedes hver gang.
Ydmyghed er også i centrum i søndagens tekst, der handler om Jesu indtog i Jerusalem på æselryg, mener Henrik Wivel. Særligt fordi Jesus ikke kommer ridende triumferende ind i byen på en prægtig hest som en normal konge, men derimod på et lille æsel endda et føl. Dets lille størrelse gør, at Jesus kommer til at fylde meget på den lille æselryg, hvilket flere kunstnere også har påpeget i malerier. Trods det ydmyge indtog bliver sceneriet alligevel smukt, fordi folket hylder Jesus og spreder palmegrene ud foran ham, mener Henrik Wivel.
Indtoget viser en form for ydmyghed, fordi Jesus afskriver de ydre kendetegn, som hører til magt og materiel velstand. Han sætter et skel mellem den materielle magt og troens styrke. Det har påvirket hele den evangelisk-lutherske kristendom frem til i dag, siger han og fortsætter:
Ydmyghed er en sjælelig, indre egenskab, som hører sindet til. Det hører til i en eksistentiel kategori. Viser ydmygheden sig i det ydre gennem en attitude, bliver det for mig falsk ydmyghed. Sådan forholder det sig heller ikke i dagens tekst. Jesus er ydmyg ved at afskrive sig de ydre kendetegn for magt, men han optræder ikke i en form for underkastelse eller med en falsk beskedenhed, hvor der ofte indsniger sig en form for hykleri. Læser man videre, smider Jesus senere kræmmerne ud af templet. Han optræder med stor indre autoritet, og han fortæller sine disciple, at de med troen kan flytte mægtige bjerge.
Bibelteksten viser, at vi alle står lige over for Gud, og at vi ikke kan forhandle os til en bedre stilling gennem kræmmere eller ved at købe aflad. Jesus gør altså op med gerningskristendommen, mener Henrik Wivel. Alligevel har vores valg i livet stadig betydning, for vores handlinger kan hjælpe andre og os selv. Og de kan eksempelvis hjælpe os til at blive mere ydmyge, påpeger han.
Man opnår ydmyghed ved at blive den, man er, og ikke omgive sig med falskheder af forskellig art. Det handler om rigtighed og om at hvile i sig selv, for derved skaber man også ro hos andre. Men det kan være svært at blive den, man er. Det er noget, man arbejder med hele livet. Ligesom Jesus i søndagens tekst færdes på en vej ind mod Jerusalem, færdes vi alle på veje igennem livet, hvor vi gennem erfaring, indsigt og mødet med andre mennesker gradvist bliver til dem, vi er. Og når vi undervejs ikke lykkedes med alt, er der for den troende et sted at gå hen, hvor tilgivelsen er absolut og uden fordringer. Der er gået en foran for 2000 år siden, som har taget alle tæskene.
På sin egen vej har Henrik Wivellangsomt nærmet sig kristendommen på krabbevis, siger han. Altså sidelæns med en vis distance. Med skepsis og tvivl. Det skyldes på mange måder hans opvækst i et hjem, der var halvt religiøst, halvt kulturradikalt, tror han.
Han fravalgte konfirmationen, hvilket var meget unormalt dengang, og voksede op i et hjem med en meget stærk diskussionskultur. Barndomshjemmet dannede rammen om kredsen bag tidsskriftet Heretica, der på græsk betyder kætterier, og som rummede store kulturpersonligheder som Karen Blixen, Thorkild Bjørnvig, Bjørn Poulsen, Tage Skou-Hansen og Paul la Cour. Gruppen havde en mere kritisk tilgang og et lidt skævt forhold til den etablerede kirke og tro. En af de bærende kræfter var hans onkel, Ole Wivel.
Ligesom min onkel har jeg haft et modsætningsfyldt forhold til kirken, som jeg har krabbet mig sidelæns ind på og mødt med en vis form for opposition og skepsis, selvom jeg holder meget af den. Jeg er ikke velsignet med troens helt store nådegave, men snarere med tvivlens lille nådegave, og mit forhold til Gud er, at jeg har set hans virkningshistorie, altså hvordan troen på Gud har sat så meget skønhed i verden. Hele den vestlige historie og kunst er jo præget af den kristne tænkning. Det er Guds virkningshistorie, jeg tror på. Jeg forholder mig ikke så meget til Gud som til den. Det har været med til at forme hele min tilværelse og alt, jeg har foretaget mig som litterat.
Tilgangen til kristendommen skyldes i høj grad også, at Henrik Wivel i 1992-2003 sad i Kirkeministeriets salmebogskommission. En tid, han selv betegner som sit egentlige universitet, selvom han både har undervist og taget doktorgrad på Københavns Universitet.
Salmebogskommissionen var noget af det mest udbytterige, både intellektuelt, følelsesmæssigt og menneskeligt, jeg nogensinde har været med til. Her lærte jeg mere end alle år på universitetet. For på universitetet tilegner man sig metoder og teorier, som man adopterer på kunsten, mens tilgangen i salmebogskommissionen var langt mere eksistentiel, fordi det i bogstavelig forstand handlede om liv og død for de mennesker, der var med. Det var deres trosforhold, der blev diskuteret, og derfor var de også personligt anfægtet over flere af de salmer, vi diskuterede. Jeg var ligesom den vantro discipel Thomas, der stod og gravede med fingeren i såret, og i den forbindelse kunne jeg spille djævelens advokat, hvilket jeg tror var udmærket i den sammenhæng.
Han har selv svært ved at definere og formulere, hvem Gud er. Men her kommer kunsten og i særdeleshed salmerne ham til hjælp.
Jeg holder inderligt meget af at gå i kirke og synge salmer. I kraft af salmerne føler jeg mig ikke kirkefremmed. Når jeg synger salmerne, kan jeg se, hvordan Gud har virket igennem disse digtere, særligt Kingo, Brorson, Ingemann og Grundtvig. Jeg synes, salmerne er noget af den største kunst, vi har. De rører ved nogle dybe følelser, og jeg får altid tårer i øjnene, når jeg synger dem i kirken, fordi det emotionelle udtryk i sangene er så stærkt. Sagt med meget stærke ord får det Guds åndskraft til at strømme igennem én som en følelse, og det er meget vigtigt, at Gud ikke bare taler til intellektet, men også til hjertet.
Henrik Wivels hovedsynspunkt i kommissionen var, at salmerne ikke skal redigeres, men stå i deres rene, oprindelige form, fordi han mener, det er sådan, Gud har virket igennem digterne. På samme måde mener han, at troen skal stå rent og ikke blandes sammen med et magtapparat, hvilket Jesus ifølge ham også markerer i søndagens tekst. Derfor taler han selv for en adskillelse af kirke og stat herhjemme.
Trods sine argumenter for troens rene form har han dog en svaghed for det ceremonielle i kirken. Kirkerummets smukke, harmoniske indretning. Orglet. Salmesangen. Bønnerne. Og præstens krave og kjole.
Der er jeg lidt i et modsætningsforhold, erkender han.
Men man skal heller ikke blive purist eller for fanatisk i sin ideologi.