Rettelser

Avisen lever af sin troværdighed, og den bygger på en høj etik. Vi har gjort det lettere at klage over fejl og mangler i avisen.

For Kristeligt Dagblad er etik ikke bare noget, vi skriver om. God etik er det afgørende grundlag for al den journalistik, vi laver. Det gælder i det små: navne, citater og alle andre typer af oplysninger, som optræder i artiklerne, skal være korrekte. Og det gælder i de store spørgsmål: hvordan avisen håndterer vanskelige journalistiske emner om liv og død, hvordan vi skriver om mennesker og behandler vores kilder, hvordan avisens sproglige og fotomæssige niveau bør være, og hvordan vi sikrer, at avisens journalistik i det hele taget er ordentlig og troværdig.

For alt dette har Kristeligt Dagblad nogle etiske retningslinjer, som senest er blevet revideret i 2023. Blandt andet med henblik på at tage højde for udviklingen inden for kunstig intelligens. Vore etiske retningslinjer er udformet på baggrund af det sæt vejledende regler for god presseskik, der er udarbejdet af Dansk Journalistforbund og Danske Medier i fællesskab.

De er gældende for alle medier, og vi betragter dem som minimumsregler. Overtræder man dem, kan man få en påtale af Pressenævnet. Oven på de fælles regler har vi tilføjet vore egne. De er læsernes garanti for, at vi går endnu videre i vore krav til Kristeligt Dagblads journalistik.

For eksempel bringer Kristeligt Dagblad som hovedregel ikke navne og andre personlige oplysninger på mistænkte, sigtede, tiltalte eller dømte personer, ligesom vores regler beskriver den interne klagegang og indskærper, at et sobert sprog udgør en del af avisens etik.

Fornyelsen af avisens etiske retningslinjer gælder især et væsentligt nyt område: Journalistikken på Kristeligt Dagblads netsider. Det er ikke ligetil at fjerne fejl eller uønskede personoplysninger, der findes på digitale medier, men nu har vi retningslinjer for, hvordan vi håndterer henvendelser om dette. Der er også retningslinjer for internetdebatten og andre nyskabelser på nettet.

Vi lægger stor vægt på, at læserne kender avisens etiske retningslinjer og påtaler det over for avisen, hvis vi begår fejl eller overskrider grænser, som vi ikke bør overskride.

Derfor introducerede vi i 2013 en mere direkte adgang for læsere, der vil påpege fejl og mangler i avisen, eller klage over det, de skønner, er brud på vores etiske regler.

Henvendelser om dette kan rettes direkte til os på mail-adressen rettelser@k.dk, men vi kan naturligvis som hidtil også nås via almindelig post eller telefon. Kontaktoplysninger står nederst her i artiklen.

Vi retter faktuelle fejl så hurtigt som muligt. Det sker på side 2 eller 3 i den trykte avis. Her på netavisen bringes rettelserne øverst i de relevante artikler, som er publiceret på k.dk.

De etiske retningslinjer for journalistikken på Kristeligt Dagblad kan læses her.

Ved klager kontakt Kristeligt Dagblad på rettelser@k.dk eller tlf: 33 48 05 00