Klimatopmødet i Paris kommer ikke til at byde på mange overraskelser. Vi kender nemlig allerede resultatet. Det lyder måske lidt underligt, for hvorfor bruger man så to uger på intense forhandlinger? Det kan man sagtens spørge sig selv om, men der findes en god grund.
I løbet af året har verdens lande præsenteret deres nationale klimamål. De har fortalt, hvor meget de vil reducere deres udslip, hvordan de vil sikre en god klimatilpasning, og – for mange ulande – hvor meget hjælp de har brug for, for at planerne kan blive til virkelighed.
Da topmødet i Paris begyndte, var den største del af de nationale planer allerede på plads, og dermed ved vi, hvad verdens lande vil gøre, og hvor meget klimaeffekt Parisaftalen vil få. Problemet er, at når man samler landenes klimamål og sammenligner med videnskabens anbefalinger, så er der et gab.
Videnskaben siger, at den globale temperatur ikke må stige med mere end 2 grader. Eller, hvis man bor ved en kyst eller på en ø, ikke mere end 1,5 grader, da man ellers risikerer at blive nødt til at flytte på grund af stigende havvand.
Med de samlede klimaplaner kommer temperaturen dog til at stige med mindst 2,7 – måske helt op til 3,5 grader, hvilket kan få helt andre fatale konsekvenser.
Og dermed bliver det tydeligt, hvorfor der er brug for en aftale i Paris. Landene kommer ikke til at øge ambitionerne, eller lave om på deres nationale planer i Paris, men de skal blive enige om rammerne for det internationale samarbejde, og ikke mindst, hvordan de globale klimambitioner skal øges i de kommende årtier.
Det vigtigste vi skal have ud af Paris, er, at få en aftale, som fungerer som en trampolin eller springbræt. Det er aftalen, som skal gøre det nemt for verdens lande at øge ambitionerne i de kommende år.
Konkret betyder det blandt andet, at man lover at revidere sine nationale planer jævnligt. Nogle lande, blandt andet Danmark, synes, det er ok at revidere planerne hvert tiende år. Om ti år vil det dog være for sent at øge ambitionerne, så det kan blive realistisk at nå 1,5 graders målet. I Folkekirkens Nødhjælp anbefaler vi derfor fem år.
Det handler også om, hvilke ambitioner der skal øges. Klima handler ikke kun om at reducere udslip. Det handler lige så meget om, at der skal findes muligheder for at øge og forbedre arbejdet med klimatilpasning og ikke mindst klimafinansiering, da behovet for investeringer vil stige, hvis landene ikke øger ambitionerne i god tid.
Endelig er det også vigtigt, at man kan se på behovene i de situationer, hvor det ikke længere er muligt at tilpasse sig klimaforandringerne. I fremtiden forventer FN, at der kommer mange flere flygtninge og migranter som følge af klimaforandringernes effekter.
Disse situationer skal håndteres, og det skal aftalen også tage højde for. Vi har brug for en ambitiøs aftale i Paris. En klimaaftale, som kan hjælpe landene med at øge ambitionerne i de kommende år. En aftale med schwung!