Nu kan klimaaftalen fra topmødet i Paris sidste år endelig træde i kraft og arbejdet begynde.
Det tog otte år at forhandle sig frem til en global klimaaftale, og på mødet i Paris blev verdens regeringer enige. Det vakte stor jubel. For første gang var der enighed om et globalt klimasamarbejde, hvor alle lande er med. Men efterfølgende skal aftalen også godkendes i de enkelte lande, og det er derfor først nu, at aftalen formelt er en realitet.
Danmarks klimaminister, Lars Christian Lilleholt (V), har på et tidspunkt udtalt, at Paris-aftalen ikke får betydning for Danmark. Det er ikke korrekt. Aftalen indeholder en lang række opgaver, som skal løses, og vi kan lige så godt komme i gang.
For det samlede globale ambitionsniveau er ikke højt nok, og allerede om to år skal landene kigge hinanden i øjnene og se, om der kan gøres noget for at øge ambitionerne. Det betyder, at vi i Danmark også skal overveje, hvilke knapper vi kan skrue på. Skal der produceres mere vindenergi? Skal vi hjælpe elbilerne på vej, eller er det landbruget, der skal kigges efter i sømmene?
Men Paris-aftalen handler ikke kun om at reducere udslip af drivhusgasser. Der er lige så stort fokus på klimatilpasning, og også her er der brug for at øge ambitionerne.
I Danmark er det en selvfølge at have kloakering og diger langs udsatte kyster. Det er også en selvfølge, at forsikringen træder til, hvis der bliver oversvømmelse i kælderen. Det er alt sammen gode løsninger, som u-landene i mange tilfælde mangler.
Folkekirkens Nødhjælps partnere kæmper hver dag med klimarelaterede udfordringer, og der er stort behov for støtte. Her må Danmark, som har mange af løsningerne, bidrage.
Formelt skal mindst 55 lande, der udleder drivhusgasser svarende til minimum 55 procent af de globale udslip, godkende aftalen, for at den kan træde i kraft. Et lignende system findes for mange andre internationale aftaler, og der kan gå op til flere år efter, at en FN aftale er forhandlet på plads, til at der er nok national opbakning til, at den reelt kan træde i kraft.
Men med Paris-aftalen gik det hurtigt. De første lande, nogle små østater, var færdige med deres nationale beslutningsprocesser allerede efter et par måneder. Kina og USA godkendte aftalen i september, og så fik EU travlt.
Ifølge aftalen må kun de lande, der har godkendt den, deltage i de videre diskussioner om, hvordan aktiviteterne skal gennemføres. Det ville være rigtigt ærgerligt for EU, hvis USA og Kina havde kunnet lukke dørene for EU ved det første arbejdsmøde, som forventes at blive holdt allerede om nogle uger. Men EU fandt en løsning, og en formel godkendelse kom på plads i går.
Men hvad sker der med Danmark? Selv om regeringen gerne vil være hurtig, ikke mindst da vi jo bryster os af at være et grønt foregangsland, kan vi ikke omgå de formelle regler, vi har. Folketinget skal have mulighed for at kigge på aftalen, og det går sandsynligvis stadigvæk nogle uger, før Danmark kan rapportere til FN, at vi også er med. Og til den tid må vi se, om regeringen vil genoverveje klimapolitikken. Hvis Paris-aftalen skal tages alvorligt, kan den ikke sættes op på en reol og samle støv. Der skal leveres resultater, og klimaambitionerne skal op.
Mattias Söderberg er rådgiver hos Folkekirkens Nødhjælps Klimateam