Hvad vi i Nord kan lære af Syd

Selve udgangspunktet for udviklingshjælpen er, at den rige del af verden forsøger at hjælpe den fattigste. Men kunne vi i Nord ikke lære noget af Syd om eksempelvis at leve mindre stresset, reducere vores overforbrug og tage os bedre af ældre medborgere?

Måske har Nord allermest at lære af Syd, når det handler om "blødere" og mere abstrakte forhold, eller hvad man kunne kalde værdier, mener ekspert i udviklingsstudier Brian Esbensen.
Måske har Nord allermest at lære af Syd, når det handler om "blødere" og mere abstrakte forhold, eller hvad man kunne kalde værdier, mener ekspert i udviklingsstudier Brian Esbensen. Foto: .

Tanken om at definere en lang række som lande som underudviklede stammer fra tiden lige efter Anden Verdenskrig. De industrialiserede lande havde og har både interesse i og pligt til at hjælpe de dele af verden, der kæmper med fattigdom, sult, tørke, analfabetisme, nød og underernæring. Med andre ord alt det, vi kender som traditionelle udfordringer i Den Tredje Verden.

Omkring 2000 søsatte FN og det internationale samfund de såkaldte 2015-mål. Disse mål formulerer nogle ambitioner om, hvortil verden skal være nået i 2015 på en række helt konkrete områder, og har på mange måder været omdrejningspunktet for meget udviklingsarbejde det seneste årti.

LÆS OGSÅ: Håb og fremgang i Afrika. Succes-historierne skal fortælles

Ser man på disse målsætninger, sammenfatter de grundtanken for udviklingsbistanden: En del af verden Syd kæmper med nogle problemer, som en anden del Nord kan og skal hjælpe med at løse. Men er det ikke på tide at spørge, om ikke Syd kunne bidrage med væsentligt mere, end de gør? Ikke så meget, fordi de burde gøre det, men simpelthen fordi vi faktisk har brug for i det Nord.

Der er også problemer i vores verdensdel. Vi kæmper måske ikke med sult, men hvad med stress, angst, ensomhed, overforbrug, overvægt, ekskludering og misbrug? Måske en del af svarene og løsningerne kunne findes i Den Tredje Verden.

Faktisk skal man ikke engang uden for Europa, før det bliver åbenbart, at vi kan og bør lære noget. Eksempelvis forholdt det sig i mange år sådan, at den gennemsnitlige levealder i det relativt fattige Portugal var højere end i Danmark, selvom portugiserne brugte flere gange mindre på deres sundhedssystem, end vi gjorde.

Det skal naturligvis ikke ses som et argument for, at vi bare kan spare på sundhedsudgifterne og lade folk klare sig selv. Tværtimod. Men det siger måske noget om, at hvis man sammentænker tingene lidt bedre, kunne vi undgå en del af vores livsstilssygdomme og deraf ofte for tidlige død.

Måske har Nord allermest at lære af Syd, når det handler om blødere og mere abstrakte forhold, eller hvad man kunne kalde værdier. Sådan noget som stress, ensomhed og isolation. Kunne vi ikke lære en masse om at være mere sammen?

I mange lande måbes der, når man fortæller, at i (Nord-) Europa kommer ældre mennesker på plejehjem, når de ikke længere kan klare sig selv i tilstrækkelig udstrækning. Men det er jo netop ikke nogen naturlov, men noget, vi har valgt at gøre, og en måde, vi har indrettet vores samfund på, som man kunne reflektere over.

Den moderne og vestlige familiestruktur er nærmest kendetegnet ved at være ikke-eksisterende. For samfundsøkonomien er det vanvittig godt. Ingen tvivl om det. Men er det godt for mennesket? Er det ikke netop en af grundene til, at vi kæmper med de ovennævnte problemer, og er det ikke netop her, at mange lande i Syd har fat i den lange ende?

Og apropos økonomi giver den måde, vi har indrettet os på i Nord, nok mening på kort sigt, men ressourceproblemer og klimaudfordringerne bliver stadig tydeligere.

Igen kunne og burde vi måske vende os mod Syd. I stedet for hovedløst at mene, at de skal nå vores niveau, skulle det måske nærmere være modsat. Eller i det mindste burde vi alle sammen gå en helt tredje vej, hvis der også skal være en planet at leve på for vores børn og børnebørn.

Vi har et massivt overforbrug af både energi og relativt unødvendige materielle ting, men vi lader ikke til at være mere lykkelige af den grund. Samtidig ødelægger og forurener vi mere, end godt er.

Dertil kommer, at vores del af verden oplever en økonomisk krise af historisk omfang, hvor ikke så få påpeger, at den foregående periode med høj vækst er fortid. I stedet for at vente på, at det vender igen, burde vi indrette os på, at det er virkeligheden.

Løsningerne på, hvad vi så gør, og hvordan man alternativt kunne indrette sig i et moderne samfund uden at gå tilbage til stenalderen, findes måske netop uden for Nord.

Alt i alt vil nytænkning af Syd-Nord-forholdet nok være til alles fordel. Det er stadig oplagt, at vi som mennesker ikke kan sidde sult, nød og elendighed overhørig i en verden, hvor der er nok, hvis bare det blev fordelt mere rimeligt. Hjælp fra Nord til Syd har altså stadig en berettigelse, også i morgen.

Men selv de fattigste samfund har ofte ret meget at byde på, og hvis Nord ikke skal gå til i stress, økonomisk stagnation, klimakatastrofer og selvtilstrækkelighed, er det nok på høje tid, at vi åbner mere for input og viden fra Syd.

Brian Esbensen er cand.scient.soc. med speciale i udviklingsstudier og internationale politiske forhold. Han kommenterer aktuelle udviklingspolitiske problemstillinger for Kristeligt Dagblad.